Ud af angsten og ind i livet

brevkassespørgsmål

Ud af angsten og ind i livet

brevkassespørgsmål af
Anonym
22 år
Oprettet 6 år 4 måneder siden

Kære Cyberhus

Først vil jeg skrive at det er dejligt at, der findes sådan et sted, som her, hvor man kan få gode og seriøse svar og finde hjælp og genkendelse i andres spørgsmål og svar. Tak for det.

Mine spørgsmål handler lidt om hvordan man kan forlige sig med noget tidligere i sit liv, der har været rigtig svært. Hvordan man skal komme videre, så det man har oplevet og følt ikke skal være afgørende for hvem man er og hvad man kan resten af livet. Måske handler det om hvordan man kan komme videre, velvidende at man jo altid vil bærer sig selv, sine oplevelser og erfaringer med sig.

Mine teenageår var meget præget af ensomhed, angst og noget, der måske var depression. Ikke fordi min familie ikke fungerede fint, for det gjorde den på mange måder. Men vi snakkede ikke så meget om hvordan vi havde det, og jeg lukkede mig meget inde i mig selv, var meget ked af det og havde lange perioder med tunge selvmordstanker.

Jeg var alt i alt meget ensom og utroligt ked af det, og jeg følte aldrig jeg kunne dele det med mine forældre. Set i bakspejlet, tror jeg, de ville have hjulpet mig alt det, de kunne, hvis jeg bare havde betroet mig til dem, men jeg var bange og følte meget skyld. Jeg kan ikke præcis forklare hvad der dengang udløste den angst og skyldfølelse. Måske er det fordi jeg er homoseksuel og ikke følte jeg passede ind i det landsbymiljø, hvor mine forældre boede. Skoler hvor drenge spillede fodbold og sloges, og var man ikke med til det... Ja, så var man alene.

Frygten for at træde ved siden af og blive 'opdaget' har hængt ved gennem alle mine teenageår. Jeg tog aldrig med til fester, fødselsdage osv. Jeg var meget stille og indelukket, i skolen, derhjemme, overfor mig selv. Jeg var simpelthen fyldt med frygt og samtidig var ensomheden blevet så tung og dominerende, at jeg ikke vidste hvordan jeg skulle vælge den fra og komme ud af den. Men mit håb var, at det hele ville give mening når jeg blev ældre.

Noget, der hjalp mig til at komme igennem det, var at blive meget optaget af noget andet. Jeg begyndte at arbejde meget, skrive for et blad, og pludseligt opslugte det al min tid. Jeg fik rigtig travlt, skrev hele tiden. Selvom jeg godt vidste og hele tiden kunne mærke, at alt det arbejde først og fremmest var en måde at 'dække' over min ensomhed – en undskyldning til mig selv for igen ikke at kunne komme med til gymnasiefesten eller noget andet. En undskyldning for at vælge at være alene i stedet for at prøve at være sammen med andre. Igen.

Som tiden gik blev skriveriet ligesom det sted, der hjalp mig gennem teenageårene. Det var simpelthen derfor jeg overlevede, fordi det fik mig til at føle at jeg gav en eller anden mening. Måske ikke sammen med de andre på min alder, men at der var nogle, der faktisk satte pris på det jeg gjorde. Og fordi tiden gik. Jeg behøvede ikke at tænke så meget fordi der hele tiden var en deadline, der skulle nås.

Nu står jeg så på den anden side. Til dels. Efter nogle meget travle år, hvor jeg bare havde skrevet og skrevet, besluttede jeg mig at stoppe. Jeg ville prøve at være ung. Jeg ville være på min egen alder. Jeg havde fået noget selvtillid. Jeg var blevet ældre og kunne bedre acceptere mig selv. Jeg kunne springe ud for mine forældre. Jeg kunne begynde at forestille mig at jeg ville få et liv med venner. Med folk omkring mig. Et godt liv.

Jeg kunne skrive nogle flere ting om hvad der er sket i de sidste par år, siden jeg besluttede mig at 'være ung'. Men jeg tror ikke det er så vigtigt lige nu. Nogle gange går det godt med at være ung, andre gange går det rigtigt dårligt. I mit møde med andre jævnaldrende er der også kommet en stor usikkerhed, fordi der er stort hul lige der, hvor mine teenageår skulle sidde.

Det er ikke et tomt hul. Men det er fyldt med alt muligt andet end det, alle andre jeg kender har fyldt det med. Der er ingen oplevelser af de første fester, den første alkohol, de første kys. Der er ingen minder om nye nære venner, sjove historier og pinlig episoder. Der er bare mig, der løber alt hvad jeg kan for at holde ensomheden og angsten væk.

Det jeg gerne vil have hjælp til er hvordan jeg skal finde ro i det. Det kan gøre mig helt ked af det, tanken om alt det jeg ikke har gjort og prøvet. Også selvom jeg kun er 22 år. Og selvom 'man ikke skal græde over spildt mælk'. Jeg kan jo nå en masse endnu, men jeg ved bare ikke helt hvordan.

Jeg vil bare gerne i gang med at leve. I gang med at prøve de ting som livet har at byde på, i gang med at have det sjovt og ikke hele tiden have travlt med at komme videre. Ikke hele tiden frygte at alt vil gå galt. Jeg vil bare gerne stoppe med at løbe fra angsten og ensomheden og få lov til at slappe af i nuet, gå rundt i det, mærke det.

Jeg vil gerne kunne sige: ”Jeg har haft det rigtig dårligt i lang tid, men nu skal jeg have det godt. Nu skal jeg nyde alt det her” Jeg ved bare ikke hvordan. Jeg spænder stadig ben for mig selv. Tænker stadig hvad der kan gå galt, i stedet for hvad der kan gå godt. Jeg prøver at få mig selv til at tage til en fest, men bliver altid for nervøs og ender med at blive hjemme. Sådan er det med meget andet. Jeg prøver, jeg vil gerne, men der er noget der bremser mig. Noget der gør, at jeg det meste af tiden bare kigger på det liv andre lever.

Mit spørgsmål er nok bare: Hvordan kommer man i gang?

Svar: 

Kære 22 årige dreng. 

Mange tak for dit brev her til Cyberhus - det er dejligt, at du kan bruge os til at finde nogle af de svar, som du leder efter. Det er også godt at høre, at du har fået det bedre og at du nu har mod på, at tage hul på noget af det, som du ikke har været parat til, tidligere i dit liv. Du fortæller, at du i takt med, at du er blevet ældre har fået mere selvtillid, bedre kan acceptere dig selv og har fortalt dine forældre om din seksualitet - alle elementer, som sandsynligvis har hjulpet dig godt på vej?

Samtidig, så lyder det til, at du har haft noget at kæmpe med i løbet af dine teenageår - som du nu er klar til at arbejde med. Du fortæller, at du har brugt mange af dine teenageår på at skrive for et blad - og hold da op, det kan jeg tydeligt se. Du er jo virkelig skarp til at formulere dig! Du spørger til, hvordan du kan finde ro i, at du ikke har oplevet mere end du har i forhold til fester, kys og pinlige historier og her tænker jeg, at du måske kan finde en ro i at ændre dine tankemønstre lidt? Måske du kan prøve at glemme dine bekymringer om, hvad du ikke har nået, til at fokusere på dét, som du rent faktisk har nået? Eksempelvis at du er dygtig til at skrive og formulere dig? Samtidig, så tænker jeg, at du virker til at være meget reflekterende og selvbevidst. Jeg synes allerede du er godt på vej til at bruge din refleksion til at komme videre.  

Hvis du kan, tror jeg det vil hjælpe dig, at opdage, at du har rigtig meget vilje, til at komme videre med dit liv. Når du allerede nu har viljen til at prøve noget af det nye af, så er du på vej - et stort skridt i den rigtige retning. Måske kan det også hjælpe, at spørge dig selv, om du behøver have oplevet alle festerne, kyssene og alkoholen? I og for sig, har du brugt din tid på noget andet - som måske er ligeså godt, hvis ikke bedre? Jeg synes bestemt ikke du har spildt din tid, og nu hvor du har fået viljen til at ændre din vej, tror jeg også på, at du vil komme til at skifte spor.

Du skriver også, at du stadig synes, at du kigger på det liv, som andre lever. Kan det være fordi, du bare lever et lidt andet liv, som også har meget godt at byde på? Eller kan det være fordi, du stadig ikke helt ved, hvordan du skal bære dig ad - måske fordi det stadig er meget nyt? Hvis det er det sidste, så tror jeg vejen frem - er de små skridt. Hvad tror du, der skal til, for at du kommer til at turde tage med til fest? Kan det være en stille start, hvor du inviterer én eller flere venner hjem til dig, for at få et par øl? Eller kan du starte med at drikke en drink med en fra din familie hjemme eller på en café i byen? Der er ingen der siger, at det behøver, at være vildt de første par gange. Tværtimod, vil du kunne vænne dig til, at der ikke rigtig er noget at være nervøs eller bange for, hvis du går langsomt frem. 

Måske kan du få flere gode råd til, hvordan du skal bære dig ad af én, som du kender godt. Det kan være dine forældre, dine søskende, en god ven, en lærer eller en helt anden? Hvis du ikke allerede taler med én om dine tanker, så tror jeg, at det kan blive en stor hjælp for dig. Hvis du har lyst, kan du også logge ind på chatten her i Cyberhus. Her sidder voksne klar til at lytte og give dig endnu flere råd med på vejen, hvis du har brug for det. Du finder chatten på Cyberhus her. Ellers, ved jeg, at der er der flere steder, som vil kunne hjælpe dig godt videre. Der findes fx det, som hedder Ventilen. Ventilen er en frivillig organisation, som hjælper ensomme unge ind i fællesskabet. De har mødesteder over hele landet, så hvis du vil vide mere, kan du prøve at læse lidt på deres hjemmeside og finde en gruppe nær dig.   

Til sidst har jeg lyst til at sige, at jeg sikker på, at du nok skal komme godt videre - du er hvertfald godt på vej.

De bedste hilsner Signe. 

SigneKs billede
Signe har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2017 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Insafe- & Daphne program