Sidste år var jeg hjemme senest 14:15 hver dag, og lavede INTET da jeg kom hjem.. Bildte mig selv ind at jeg godt kunne lide det, men til sidst på året blev jeg rigtig sur på mig selv, fordi jeg tog mig selv i at gå glip af tingene og melde mig ud af en masse ting og aldrig se mine venner, enten havde de for travlt ellers gad jeg ikke..

I år har jeg ændret helt på planen! Mandag, tirsdag, onsdag går jeg hjemmefra klokken 08:00, og er hjemme klokken tidligst 20:00.. Torsdag kommer jeg hjem 1 time efter skole, spiser og tager så over og hænger ud med nogle venner på "vores sted", og så er jeg hjemme lidt over 22.. Fredag er der jo nogengange fester, ellers er man sammen med vennerne, og så kommer man hjem lørdag morgen oftest.. Lørdag har jeg præst i 4 timer, og søndag gudstjeneste og så oveni det plejer jeg at tage ud på en gård jeg hjælper på, hvor jeg rider heste, flytter køer,lufter hunde, fodrer katte og generelt hjælper til.. Og som du nok kan høre, så er min uge hurtigt gået.. Først og fremmest så kan jeg liiiige nå de her ting og tider med hensyn til lektier, og skole generelt og forberedelse af blandt andet min undervisning til arbejde og hjemmetræning udover mine forskellige sports..  Det er godt nok også på et hængende hår.. Kan mærke jeg ikke har haft den bedste kontakt med mine venner og veninder i det her skoleår, fordi de eneste tidspunkter vi har set hinanden er hvis de er taget med mig et sted hen med et formål, ellers har det max været 1/2 time, fordi jeg skulle videre. Jeg har en del veninder som bor ret langt væk.. og dem har jeg slet ikke snakket med.. Det gør mig supr ked af det.. Og føler jeg svigter min familie(f.eks. den anden dag spurgte min mormor om vi kunne være sammen nogle timer, og var nødt til at sige nej fordi det ikke passede i mit skema, og har ikke set hende virkelig længe, og min 4 årige fætter spurgte om jeg ville se ham spille fodbold og hente ham, som jeg elsker, men kunne ikke).. Problemet er også bare det, at jeg er virkelig bundet, mine 3 jobs kan jeg ikke sige nej til, mine ekstra undervisningsfag har jeg ikke brug for ifølge min lærer, men vil rigtig gerne have dem med på vejen og føler det giver mig en masse selvtillid i skolen, præst er obligtorisk, min træning gør at jeg har overskudet og energien og formen til at kunne magte alle de ting uden at gå helt ned, og den der gård jeg er på, det er et sted hvor jeg har mit frirum og hvor ingen dømmer, hvor jeg kan komme uden make up, uden regler og bare hygge rundt og hjælpe nogle dyr som er blevet mishandlede eller smidt ud på gaden.. Jeg går snart ned med stress.. og alligevel.. jeg har bundet mig til alle tingene og føler ikke der er noget jeg kan stoppe med, ikke uden at skuffe nogen..