Titel?
Titel?
Hej med dig der bag skærmen :) Hvorfor jeg skriver ind er mig stadig uvis, jeg er normalt en meget privat pige og holder gerne kortene tæt på kroppen, man kan vel sige jeg udadtil er på grænsen til at virke arrogant og kold, grundet jeg ikke bryder mig om, at folk kommer om bag facaden på mig.. Noget har undret mig, noget jeg ikke har været glad for at indrømme men nu gør jeg det alligevel. Jeg har altid klaret tingene selv, har ikke kunne regne med mine forældre, ikke for at sætte dem i et dårligt lys det kunne aldrig falde mig ind, de har gjort deres bedste, men de har aldrig været der psykisk når de endelig har været tilstede fysisk. Jeg lærte derved i en forholdsvis ung alder at voksne mennesker ikke var til at stole på, efter vedvarende svigt fra systemet som brugte mig som hoppebold frem og tilbage mellem en masse mere og mindre ikke så kompetente mennesker. Nu er jeg 18 år og har taget valget om at sige fra for første gang overfor kommunen, har altid været en sød og konfliktsky person men nu var det nok, farvel til psykolog, farvel til kontaktperson og farvel til socialrådgiver nu var det nok.. For første gang føler jeg nu et savn.. Jeg savner at have en voksen i mit liv - Jeg har mig selv, mine lærere osv. men jeg savner dén voksne jeg kan stole på - Faktisk savner jeg bare at opleve en voksen der ikke svigter min tillid. Jeg læste om nogle forskere der havde opdaget at vi kvinde producere et stof i hjernen "oxytocin" også kaldet kærligheds-hormonet, det er det stof der får os til at hige til andre mennesker for at få trøst. Har først troet at dét stof udskilte jeg bestemt ikke, sikke noget pjat, jeg har hele livet klaret mig selv, jeg har ikke brug for andre mennesker.. Men nu forholder det sig sådan - jeg har virkelig brug for andre mennesker, ikke bare overfladiske venskaber og kærester.. Noget dybt noget... Trygt? .. Ja tryghed er ordet.. Jeg er træt af at være alene hele tiden. jeg ved ikke hvorfor jeg har skrevet dette, du kan jo ikke trylle en voksen person frem som ikke svigter mig, jeg tror ikke dette er muligt. Men nu vil jeg det indrømmet. jeg er ikke så stærk som jeg udgiver mig for, inderst inde er jeg stadig et lille skræmt barn som virkelig har brug for en mor eller en far, eller bare en voksen faktisk.. Men jeg er bange for dette aldrig kommer til at ske. Tak fordi du gad høre på min ynkelige besked! Pas på dig selv :) Smil fra Anja
Hej Anja
Jeg synes du har skrevet et fantastisk brev til brevkassen og jeg må indrømme, at jeg blev rørt da jeg læste det..:) Det er absolut ikke ynkeligt, men derimod stærkt og meget vigtige ting du skriver om og du kan tro jeg gerne vil lytte.
Jeg kender ikke så meget til det her stof du nævner "oxytocin", men jeg kan fortælle dig, at jeg tror alle mennesker har brug for et kærligt og venskabeligt forhold til andre mennesker, at ingen kan gå igennem livet uden at dele sine følelser med andre og at vi alle har brug for hjælp og støtte fra personer som er tætte på os. Og det gælder for alle, både børn, unge og voksne.
Du fortæller meget præcist hvordan du er vokset op uden at dine forældre været der psykisk når de endelig har været tilstede fysisk. Du fortæller hvordan du har været i kontakt med en masse voksne via kommunen som på forskellige måder har svigtet og ikke kunnet give dig det du har haft brug for.
Alt det her fravær af voksne har betydet, at du har trukket følehornene til dig og klaret dig selv. Det har også betydet at du ikke vil lade folk om bag ved facaden, og derfor kan du virke lidt arrogant og kold skriver du.
Grunden til at jeg synes du har skrevet et fantastisk brev er, at du har gennemskuet din egen måde at reagere på. At du kan se en sammenhæng mellem den måde dine forældre har været til stede på, den måde du måske er blevet skuffet over andre voksne på og så den måde du trækker dig ind i dig selv og er stoppet med at dele dine tanker og følelser med voksne.
Jeg kan godt forstå at du har trukket dig og det er faktisk en meget naturlig reaktion. Men nu oplever du for første gang et savn og det kan jeg godt forstå du gør. Det er rigtig hårdt at gå med det hele alene og på et tidspunkt bliver det bare for meget og så skal det ud. Jeg tror ikke der er nogen mennesker der kan klare alting alene og det kan du heller ikke.
Det er den ene del af det og det er kanon vigtigt at du har gennemskuet det, fordi så kan du gøre noget ved det. Og det er også derfor at du kan skrive ind til mig og få sat ord på det hele, og så kan jeg meget nemmere hjælpe dig. Så det er bare super..
Så skriver du også, at du har valgt at sige fra over for kommunen og alle de tilbud de har. Og det synes jeg egentlig er ok og jeg jeg har respekt for at du tager stilling til hvilke voksne du vil have og hvilke du ikke vil have i dit liv. Det er et tegn på styrke og det kan du godt være stolt af.
Men så kommer vi til det som du egentlig synes er svært lige nu, nemlig at du kan mærke at du har brug for et tæt relation til en voksen. Jeg tror du har helt ret og jeg synes det er vigtigt, at du kan smide din facade og åbne op. Men hvordan får du lige skabt en tæt kontakt til en voksen?
Der er desværre ikke nogen trylleformular eller noget enkelt svar på det, og jeg tror du skal acceptere at det er en proces og noget der kan tage lidt tid. Men i den proces tror jeg der kan ske en masse gode og spændende ting for dig.
Jeg har 3 forslag til dig lige nu.
1. Opsøge de gode fællesskaber. I stedet for at fokusere på en voksen, så synes jeg du skal prøve at fokusere på at engagere dig i nogle gode fællesskaber hvor der måske både er unge og voksne. Hvad interessere dig?, hvad synes du er sjovt? og hvilken slags mennesker synes du er interessante? Det kunne være du skulle melde dig ind i en idrætsklub, en sejlklub, måske skulle du i gang med noget frivilligt arbejde, et arbejde, en syklub, ja det er kun fantasien der sætter grænser.
Når du kommer ud i nogle sociale sammenhænge, så kan du øve dig i at slippe facaden og engagere dig i andre mennesker. På den måde kan venskaber opstå med andre unge og voksne. Nogle af de venskaber kan udvikle sig og måske møder du en voksen som du har lyst til at snakke lidt dybere med og en voksen som også vil lytte.
Det er en måde at komme videre på, og selvom at målet med at finde denne her tætte kontakt kan tage lidt tid, så kan der på vejen ske en masse gode ting. Du kan have det sjovt, møde nye mennesker og som jeg sagde før, øve dig i at være mere ærlig og åben over for de mennesker du møder. Det er nemlig vigtig hvis du skal skabe nogle tætte kontakter.
2. Nu ved jeg ikke om du har boet på institution, men jeg synes du skal prøve at besøge det der hedder Baglandet. Det er en organisation af frivillige voksne som bare gerne vil lytte og snakke. Det er mest for unge der har boet på institutioner, men hvis du ikke har det, så prøv alligevel at kontakte dem. Hvis ikke du kan bruge det tilbud, så tror jeg at de ville have nogle flere ideer og muligheder du kan bruge.
3. Du skriver at du har nogle lærere. Jeg ved ikke hvordan du har det med dine lærere, men det kunne være en mulighed at aftale med en af de lærere, at i kan mødes en - to gange om måneden og snakkke. Det kunne være en mulighed for dig til at få snakket om nogle af de tanker og følelser der ligger nede i maven. Jeg siger ikke at det kan udvikle sig til et tæt forhold på den måde, men det kan alligevel være rart bare at have en voksen at snakke med engang imellem og som du stoler på.
4. Det sidste forslag jeg vil foreslå dig nu, er vores egen chat her i Cyberhus. Her kan du anonymt chatte med en voksen og måske kan i finde flere ideer og muligheder du kan bruge. Fordelen her er at i kan snakke sammen, du kan uddybe nogle ting og den voksne kan spørge..Måske ville det være rart for dig.
Det var alt lige nu og jeg håber du kan bruge mit svar til noget. Husk på at du har taget fat på en vigtig udvikling og at dit ønske om en tæt voksenrelation ikke er urealistisk, men at du skal fortsætte med at arbejde for det og måske også fokusere på nogle dejlige og sjove sociale sammenhænge samtidig. Så skal det nok lykkes for dig.:)
Jeg ønsker dig alt det bedste ..
Venlig hilsen
Erroll