Tiden efter overdosis

brevkassespørgsmål

Tiden efter overdosis

brevkassespørgsmål af
Anonym
18 år
Oprettet 9 år 6 måneder siden

Hej Cuperhus. For 2 uger siden, tog jeg en overdosis smertestillende, grundet skyldfølelsen over min brors død og følelsen af aldrig at være god nok. Jeg blev indlagt, kom til udpumpning og fik snakket med en masse læger om, at det selvfølgelig ikke er en udvej, og at jeg ikke skal gøre det igen - sådan standard lægesnak. Nu, da jeg er kommet tilbage til min hverdag ved jeg simpelthen ikke hvad jeg skal gøre. Min familie, klasse og lærer ved hvad der er sket - problemet er bare, at alle lader som om det ikke er sket. Selv mine forældre, har ikke sagt et ord om det. Jeg føler mig i vejen og at det var en helt forkert ting, at bede dem om hjælp da jeg havde taget pillerne. Efter jeg har set deres reaktion på det hele, giver det mig bare endnu mere lyst til at gøre det igen, denne gang uden af opsøge hjælp bagefter. Vil helst ikke ende derude igen, da det egentlig ikke er mit ønske at dø, men jeg har bare SÅ meget brug for, at nogle ser hvordan jeg har det! Hvordan skal jeg forholde mig til, at ingen af dem reagere eller snakker om, hvad der er sket? Skal det bare glemmes? Vh. Mathilde

Svar: 

Kære du

Det lyder til at være nogle svære ting, som der er sket i dit liv og jeg kan forstå, at du synes det kan være svært, at overskue de mange tanker og følelser, som der kommer når man oplever sådanne ting. Derfor synes jeg også, at det er rigtig godt, at du har valgt at skrive her til for, at fortælle om det og jeg vil komme med min tanker om det hele.

Når ens bror dør, kan det være meget svært at tro på, at man kan få et godt og normalt liv igen. Andre, der ikke selv har oplevet det, kan have rigtig svært ved at forstå ens sorg og savn og derfor kan man også nemt komme til at føle sig helt alene. Det, at du har skyldfølelse over, at din bror er død, er en følelser der kan gøre det utrolig svært, at have lyst til at leve sit liv. Faktisk er det en følelser som mange har, når man har mistet en man elsker og man tænker måske, at der var et eller andet man kunne have gjort anderledes. Det er jo nemt at sige, at det ikke er din skyld og det har du sikkert også hørt mange gange før. Den eneste måde at slippe af med den følelse på er ved, at du selv får gjort op med den. Det er en lang og sej kamp, men det er muligt at få det godt igen. Det kan være rigtig svært at se meiningen med det hele når en man elsker er død og du har bestemt også ret til at være rigtig ked af det. Det er så unfair at miste en man elsker! 

Jeg synes det er rigtig godt gået af dig, at du valgte at snakke med lægerne på sygehuset om din overdosis og jeg kan godt forstå, at det kan føles som om, at det "bare er standard lægesnak", som du skriver. Når man har oplevet det som du har, er det aller vigtigste man kan gøre, at snakke med nogle om det, men du skal selvfølgelig have det godt med dem du snakker med. Jeg tænker, at grunden til at dine forældre ikke har snakket med dig er fordi, at de prøver at skåne dig. De er sikkert også selv meget kede af alt det der er sket og har så måske tænkt, at det var det bedste ikke, at snakke for meget om det. Måske ved de ikke, hvordan de skal starte med at snakke med dig om det og måske er de bange for, at de selv skal blive for kede af det. Hvis du har mod på det, kan du vise dem dette brev og mit svar til dig. Det at i alle har været igennem det at miste din bror kan gøre, at i kan dele sorgen og være der for hinanden. Jeg tænker også, at det kan være det samme med dine klassekammerater og lærer. De er måske bange for at gøre dig ked af det og lader derfor helt være med at snakke om det. Det er tit sådan, at vi mennesker ikke kan finde ud af, at snakke om svære ting som døden og at vi tror, at det bedste kan være ikke, at snakke om det. Hvis du har mod på det synes jeg, at du skal snakke med en lære som du stoler på. Her kan du evt. også vise dette brev, hvis du føler, at det er svært at få sat ord på dine tanker og følelser. Du kan bede din lære om at tage det op i skolen og du kan også selv fortælle om, hvad der er sket. Det kan hjælpe til at dine klassekammerater finder ud af, at det er okay, at snakke om det.

Der findes jo desværre ingen facitliste til, hvordan man kommer videre. Det ville ellers være rart. Jeg tænker dog, at du skal lade sig selv være ked af det og sur over at have mistet din bror, men samtidig også holde fast i, at livet er værd at kæmpe for. Alle de tanker og følelser er okay og helt normale at have når man har været igennem det som du har. For selvfølgelig har man det sådan, når man har mistet en, der betyder så meget. Selvom man aldrig vil glemme det der er sket, er det muligt at blive glad for livet igen. Du kan prøve at kigge på denne hjemmeside: www.bornungesorg.dk . Her kan du læse fortællinger om andre der har mistet et familiemedlem og der er også en chat. Du kan også læse om forskellige ungegrupper, hvor man mødes og snakker med andre unge der har mistet. Det kan være rart at møde andre, der sidder i samme situation og som kan forstå de tanker og følelser som man har. Det kan være rigtig rart at finde ud af, at man ikke er alene. Jeg kan også anbefale www.livslinien.dk. Her har de en telefonlinje, hvor man kan ringe ind og snakke med en voksen. Hvis du føler, at det er svært, at snakke med dine forældre eller andre omkring dig, kan det være en rigtig god idé at ringe her til, for det at snakke med en anden og for sat ord på sine tanker, er noget af det der virkelig kan hjælpe. 

Venlig hilsen Katrine

Rådgiver har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2017 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Insafe- & Daphne program