Hej. Jeg er en pige på 14 år (som skrevet i boksen) der har et problem. Jeg føler mig talentløs. Eller det er for at være hel nøjagtig ikke en følelse der bygger på lavt selværd. Jeg er bare talentløs. I min familie (jeg er enebarn) har det aldrig været for vane at dygtigøre sig på sport og andet og mine forældre har aldrig vist den store interesse i at jeg meldte mig til noget. Det eneste de gik med til var svøming da prisen var banket i bund på grund af ekstra resourcer til klubben. Jeg gik til svømning i 9 år og jeg blev rigtig god men det har aldrig sagt mig noget. Jeg brugte det da jeg var mindre som en undgå-sidde-hjemme-aktivitet. Jeg har altid været MEGET social men har alligevel haft problemer socialt på grund af en lidt aparte personlighed. Jeg er blevet generet op igennem hele min skoletid. Ikke mobbet for jeg har altid haft venner. Men er blevet prikket til følelsesmæssigt så mange gange at jeg har udviklet en indbygget forsvarsmekanisme som hele tiden er på. Med aparte personlighed mener jeg bare anderledes. Jeg er hverken irreterende, en enspænder eller en særling jeg er bare, pokker tage det anderledes og NEJ det er ikke noget jeg selv går og tror for folk har altid sagt det til mig på mere eller mindre pæne måder. Jeg fik en hård start på skolen. Jeg blev dørmåtte og efter det blev jeg syndebuk og lige inden jeg gik ud var jeg uvenner med halvdelen af klassen. Jeg startede op på en ny skole med et par andre fra min gamle skole og også der bbliver jeg"prikket" til/generet. Det er sjovt nok kun i skolen det foregår på den måde. I andre sociale sammenhænge har jeg næsten altid været meget populær! Jeg har heldigvis genvundet min selvrespekt og er blevet en højtråbende skrigeballon der siger sin mening om alt og går i mærkligt tøj efter 10 år med drilleri, dårligt selværd, drenge der ser ned på en, folk der gør nar og selvskade for et halvt år siden, som jeg aldrig rigtig fik ordentlig hjælp med men selv kom over. 

Nu til mit rigtige problem. Jeg føler mig talentløs!!! Ingen ved det...shh! Men jeg føler mig som et stort nul og en social taber. Jeg har en veninde der spiller musik, en der er elitegymnast og 3 der kan synge. Det er for mig som en kniv i hjertet hver gang eller anden springer rundt og laver flik flak eller noget fordi jeg bare bliver husket på min egen udulighed. Det lyder måske latterligt at jeg har det sådan men jeg føler mig bare som en taber. Hvad skal jeg gøre!!??

Jeg har et problem til:

Jeg startede for et års tid siden på en ny skole. Der mødte jeg fem piger som hurtigt blev mine veninder. Problemet er en af pigerne der hedder Regitze. Første gang jeg mødte hende var jeg blændene misundelig på hende. Hun har spillet guitar i 5 år, ser SUPER godt ud, har altid ret. Og har prøvet alt. Sådan virkede det ihvertfald som om da jeg mødte hende i syvende. Hun snakker aldrig dårligt om sig selv. Virker så moden og sikker og tjekker hele tiden spejlet ud. Hun har fortalt mig en masse om hvordan hun er et musikalsk geni, hvordan hendes far terroriserer hende og hendes mange kærester. Hun for det til at lyde som om hun har det åhh så hårdt og ligegyldig hvad man har prøvet har hun prøvet det dobbelt så mange gange og er dobbelt så god til det. Hun virker derudover meget lukket og jeg kan ikke få "

"jeg bor hos mor looket" til at passe sammen med at hun som hun siger havde sin seksueller debut som 11 årig. HVIS hun lyver er hun fandme god til det! Jeg føler bare ikke jeg kender hende. Hun er rig og småborgerlig men giver på den anden side udtryk for at hun nærmest levet et rock n roll liv. Jeg føler ikke jeg kender hende. Det er liiiiiidt mystisk. Hvad skal jeg gøre!!?? Knus Emmy