Spiseforstyrelse

brevkassespørgsmål

Spiseforstyrelse

brevkassespørgsmål af
Anonym
18 år
Oprettet 3 år 10 måneder siden

Jeg har haft en svær opvækste med manglene omsorg fra min familie og en evne til at gå med tingene selv. Jeg har i mange år forstillet mig hvordan jeg kunne slippe ud af min familie, enten ved at blive syg, at mine familie døde eller ligene, og hvordan jeg så ville få omsorg fra de andre voksende omkring mig - lærer, venners forældre osv. Jeg åbnede endlig op for en af mine lærer og jeg fik en lille smule hjælp fra kommunen, men de sagde de intet kunne gøre og forslog at jeg stak af, så det gjorde jeg og jeg kom på efterskole, hvor jeg er nu. Den sidste år jeg stadigvæk boede hjemme spiste stort set kun aftensmad. Hvilket gjorde at jeg selvfølgelig var undervægtig, så kom jeg på efterskole og jeg tog en lille smule på og blev normalvægtig, men nu er jeg begyndt at trøste spise og da jeg stort set kun ligger under min dyne og ser netflix, spiser jeg alt for meget. Og jeg ved ikke hvad jeg skal gøre for at stoppe, af og til for jeg et flip hvor jeg får spist så meget at jeg har kvalme og jeg tager alt mad i hele huset og smider ud, så går der en dags tid og så har jeg købt en masse chips og andet fastfood ind igen. Og jeg ved ikke hvad jeg vejer, har ikke selv vejet mig i flere år, men da jeg var ved lægen sidst sagde han at jeg lå i toppen af normalvægtig, men er bange for at jeg har taget en del på siden da. Og jeg ved ikke hvad jeg skal gøre, jeg kan ikke finden den gyldne vej, enten trøstespiser jeg eller også kompensere jeg ved at stoppe fuldkommen og når jeg har det allerværst ved at fremprovokere opkast. Hvad kan jeg gøre. Jeg ved det hænger sammen med min depression, angst og hele min opvækst og at der skal arbejdes på det hele, men jeg prøver også på at få hjælp i psykiatrien, ved lægen og gennem kommunen, det har jeg prøvet på i år, men tingene går bare så langsomt og ingen mener at de kan hjælpe mig. Så nu håber jeg at du kan hjælpe mig lidt her. For jeg vil så gerne ud af disse dårlige vaner. Men jeg ved ikke om jeg kan klare det selv. Og synes lidt jeg har nok andre problemer, til at jeg også kan bede om hjælp til dette, mens jeg allerede venter på hjælp til det andet. Det mærkeligste er at jeg ingen appetit har, jeg er aldrig rigtig sulten, men alligevel spiser jeg hele tid. Hvorfor?
Knus den håbløse

Svar: 

Kære du,

Det lyder til, at du har haft en svær barndom og stadig er meget påvirket af alt det du har været igennem. Det er helt normalt, at man kan gøre ting, som måske ikke giver så meget mening for en, for eksempel at spise indtil man får kvalme og får lyst til at kaste op, fordi det føles som det eneste man er i stand til, som kan holde en "kørende". Måske er det også det der sker for dig? Jeg synes det er vildt flot, at du har skrevet ind, så du ikke skal gå med alle disse tanker alene. Det lyder til, at det har været en tendens i dit liv, at du har gået med problemerne selv uden at snakke med andre om det. Det er et svært mønster at bryde, men det har du klaret. Så godt gået! Ikke alene har du skrevet herind, du har også fortalt det til en lærer, hvilket har fået dig på efterskole. Det er en rigtig god start og det er noget jeg håber du roser dig selv for. Når man har det svært, kan det være svært at overskue at skulle bede om hjælp. Det har du gjort flere gange. Du er en sej og stærk unge kvinde, og det kan du være rigtig stolt af. Det håber jeg du vil huske, når alt ser svært og håbløst ud!

Du skriver i dit brev, at du har oplevet manglende omsorg der hjemme, og sådan som jeg forstår det, så gjorde dette, at du fik lyst til at gøre noget, så nogle ville drage den omsorg, som du manglede eller at nogle ville lægge mærke til dig, så du ikke behøvede at gå med det hele selv længere. Jeg kan sagtens forstå du havde det sådan og at du tildels stadig har det sådan. Det er vigtigt, at man får snakket med nogle om det, så man ikke føler sig alene med svære tanker og følelser, som gør livet svært. Det kan være hjælpsomt at få andre til at tage noget af ansvaret og snakke med en om alle de ting, som fylder meget i hovedet, og som gør det svært at overskue andre ting.

Du kalder dig selv den håbløse, men jeg ser dig slet ikke som håbløs. Jeg læser tværtimod en hel masse håb for en bedre fremtid og et bedre helbred. Jeg hører en stærk pige, der selv formår at bede om hjælp når hun har det svært. Det er helt vildt sejt gået af dig! Jeg ved godt at det kan se håbløst ud når man står midt i alle de tunge tanker og negative følelser, men det er ikke håbløst. Jeg håber inderligt at du tror på mig, når jeg skriver, at det er muligt at få det bedre. Det er muligt at lære at spise normalt igen og ikke bruge mad som en trøst eller strategi til at overleve. Det er muligt at bearbejde alle de oplevelser du har været igennem og som har sat sit præg på dit liv. Det ER muligt.

Du skriver, at du ønsker at komme ud af de dårlige vaner, men at du tvivler på om du kan alene. Det synes jeg er en god indsigt! Det er helt i orden at bede om hjælp - det gør ikke en svag. Tværtimod. Det kræver styrke og mod at bede om hjælp når man ikke kan mere selv. Alle mennesker har brug for andre på forskellig vis. Det er helt normalt. Det bliver svært og en hård kamp at kæmpe mod de vaner som du har fået, men det kan godt lade sig gøre. Noget skal du selv, men andet kan du godt bede om hjælp til, så det bliver nemmere for dig. Når du skriver dårlige vaner, så tænker jeg at du tænker på din trøstespisen. Når man trøstespiser, så er det tit fordi det kan fjerne fokus fra de svære ting, som man ikke ved hvordan man skal håndtere. Måske er det også det du oplever? Som det ligger i navnet så fungerer det at spise som en trøst. Når det kan være svært at stoppe, så kan der være forskellige grunde til det. Jeg vil komme med nogle bud her:

1) At spise udløser et stof i hjernen, som kaldes dopamin. Dette stof gør os tilpasse og fungerer som et belønningsmiddel. Ud fra et evolutionært perspektiv, så har det jo den effekt, at det vi mennesker behøver for at overleve, det skaber den her belønning i hjernen, som gør at vi er mere tilbøjelige til at gentage den slags adfærd, som fx. at spise. Det er jo rigtig smart! Problemet er, at vores samfund har udviklet sig, men samtidig er det stadig den samme adfærd, der skaber belønningen. Fx. er det ikke længere svært at finde mad - vi skal ikke først samle bær og jage et dyr. Nu kan vi bare gå ned i netto og handle ind. Men belønningen for at spise er den samme. Vi har alle brug for mad - det har ikke forandret sig. Men forskellen er altså, at vi meget nemmere kan få fat i maden, og dermed i højere grad er i risiko for at få for meget, fordi vores hjerne er programmeret til at fortælle os at det er godt for os - hjernen skelner med andre ord ikke mellem at spise og at spise for meget. 

2) Desuden kan trøstespisning fungere lidt ligesom selvskadende adfærd. Selvskadende adfærd er en adfærd, som man gør, selvom det faktisk gør skade. Jeg siger ikke at din trøstespisen nødvendigvis er selvskadende adfærd, men der kan være nogle punkter, hvor trøstespisen ligner selvskadende adfærd. Ofte så virker selvskadende adfærd på den måde, at den adfærd man gør skaber en umiddelbar lindring, dvs. at for eksempel det at trøstespise gør, at man for en kort stund ikke mærker hvor svært man har det. Men denne virkning aftager ofte hurtigt igen, og så kommer den oprindelige "smerte" tilbage, nogle gange med større kraft end før, fordi man oveni smerten nu også sidder med endnu et problem - fx. trøstespisning, som for mange er forbundet med svære følelser såsom skam. Nogle mennesker kan opleve at blive nærmest afhængige af sådan adfærd, fordi man ender i en ond cirkel. 1) man spiser for at undgå at mærke hvor svært man har det, 2) man oplever at få det bedre, 3) man får det værre igen når man ikke længere gør det, 4) man spiser igen fordi man så måske kan undgå "smerten" en gang til, og sådan kan det fortsætte. Så er det man kan sidde med følelsen af ikke at kunne stoppe selvom man egentlig ikke har lyst eller mærker sult.

Sådan som jeg læser dit brev, så vil du rigtig gerne kunne stoppe med at trøstespise. Måske kan de ovenstående punkter hjælpe med at give en forklaring på hvorfor det kan være så svært at stoppe? Man bliver nødt til at kende til forholdet mellem en dårlig vane og hvad der har udløst den, før man kan hindre den i at gentage sig. Selvom det er vildt svært, så kan du måske forsøge at tænke over, hvilke mekanismer der kan være på spil i dit tilfælde? Jeg ved godt, at kan være enormt svært at vide hvorfor man gør som man gør, og hvad der kan lægge bag. En måde at blive klogere på sin egen adfærd og grunden til at man gør det, er at blive bevidst om hvordan man har det når man gør det. Når du foreksempel næste gang ser netflix og trøstespiser, kunne du måske skrive ned hvilke tanker du gør dig, måske du også kunne lægge mærke til hvordan du har det humørmæssigt. Det kan være meget godt, at skrive det ned, så man måske spotter et mønster i ens adfærd. Det kan nemlig være svært at huske tilbage på hvordan man havde det da man hurtigt glemmer den slags. Dette kræver selvfølgelig at du opdager hvornår du "falder i". Hvis du formår at opdage det inden, kan du også prøve at lave en liste med alternative ting du kan prøve i stedet for at trøstespise. Jeg foreslår at du skriver sætter dig ned, enten alene eller sammen med en god veninde, og tænker over mulige alternative ting du kan gøre i stedet for at trøstespise - andre ting, som er bedre for dig. Det kan for eksempel være en gåtur med veninder. Gulerødder i stedet for chips. At tegne eller lave andre kreative ting, så hænderne er optaget. Det kan være alt muligt. Når du så sidder og opdager at du er "faldet i", så finder du listen frem og prøver om nogle af disse forslag kunne hjælpe dig til at undgå at trøstespise denne gang. Jeg håber det giver mening for dig.

Du skriver, at du næsten synes det ikke er en stor nok ting at bede om hjælp til, når du har andre problemer, som du også får hjælp til eller prøver at få hjælp til. Jeg kan godt følge dig i hvorfor du kan tænke sådan. Men sådan som jeg hører det, så er denne her trøstespisen med til at gøre livet svært for dig. Det er ikke hensigtsmæssigt for dig og dit helbred (her tænker jeg ikke kun på vægt, men også på dit psykiske helbred). Du skriver at du er på efterskole, så måske har I en sundhedsplejerske eller en kontaktlærer, du ville kunne snakke med om det? Eller måske en god veninde? Det kan nemlig også hjælpe at snakke om det med andre. Selvom du også har brug for hjælp til nogle af de andre ting du oplever, som fx. angst, depression og dine oplevelser i din opvækst, så er det også helt i orden at bede om hjælp til denne slags problemer. Som du også selv skriver, så hænger de formentlig sammen, så hjælp til et problem kan måske også hjælpe på andre problemer.

Jeg vil her til sidst i mit svar fortælle dig, at du altid er velkommen til at skrive med os her på Cyberhus. Der sidder en masse dygtige voksne rådgivere på vores 1-1chat, hvor man kan snakke helt anonymt om det der fylder rigtig meget for en. Det kan være rart at vide at den mulighed er der, hvis man en dag kunne have brug for det. Hvis det er noget du kunne tænke dig at se lidt nærmere på, så kan du finde chatten her.

Jeg håber virkelig, at du kan bruge nogle af de ting jeg har skrevet i dette svar, og at det kan være et skridt på vejen til at få det bedre! Du har fortjent at få det bedre og blive glad igen!

Jeg ønsker dig alt det bedste

De bedste og varmeste hilsner,

Astrid

Astrids billede
Astrid har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2017 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Insafe- & Daphne program