Så virkelig alene

brevkassespørgsmål

Så virkelig alene

brevkassespørgsmål af
Anonym
14 år
Oprettet 4 år 11 måneder siden

Hej cyberhus.

Jeg har igennem 2 år ikka haft nogen venner. Jeg har ingen støtte og går ofte hjem i frikvarterene. Jeg har det som om at ingen er ligesom mig og at jeg ved så meget mere end allesammen. Alle er så isolerede, det siger min søster osse men jeg er bange for at jeg bliver helt stille i gymnasium og ikke får nogen venner. Derhjemme er det ik ligefrem bedre. Min søster laver ikke sine pligter, så dem skal jeg lave. Min mor og far gør ik en skid ved det. Jeg genkender ikke migselv længere, det ligesom at livet ikke længere har en mening, ligesom den gjorde før.

Svar: 

Hej med dig,

Jeg kan godt forstå du er bekymret for hvordan det bliver når du skal begynde på gymnasiet, nu du ikke har haft nogen venner de sidste to år. Der er mange unge, der kan have det som du har det og føle det samme som du. Det er ikke rart ikke at have nogle venner, ikke føle man får nogen støtte og føle sig anderledes end alle andre. Det er ikke nemt, og der er heller ikke altid nemt at vide hvad man kan gøre for at det bliver bedre.
Den første ting jeg kommer til at tænke på når jeg læser dit brev er, at det godt kan lyde som om du føler dig ensom i dit liv? Du skriver det ikke direkte, men når du skriver et brev med de ord som du har brugt, så lyder det til at du er ked af at
tingene er som de er og har et ønske om at det skal ændre sig. Det er derfor rigtig sejt gået at du har skrevet herind! Der er desværre mange unge der går rundt og føler sig ensomme. En hjemmeside der kan være god at kigge på er den der hedder ventilen. Du kan jo kigge lidt rundt hvis det er noget du tænker du har lyst til.
Det andet jeg kommer til at tænke på når jeg læser dit brev er, at du ikke føler dig set og hørt? Du skriver for eksempel, at du ingen støtte får og går hjem i frikvartererne. Du skriver også at din mor og far ikke gør noget ved, at det faktisk er dig der gør både dine søsters og dine egne pligter. Det er helt normalt, at man har brug for at blive set og hørt og anerkendt for hvem man er og de ting man gør. Det har alle brug for! Jeg kan sagtens forstå det går dig på at tingene er som de er. Det er helt i orden at sige de tanker du gør dig om det højt. Måske ved dine forældre slet ikke at du har det på den her måde?

Du skriver, at du ikke længere genkender dig selv. Det forstår jeg sådan, at du har været og har haft det anderledes før? Du skriver ikke i dit brev hvad du tænker der er sket i de sidste to år hvor du ikke har haft nogle venner og er begyndt at gå hjem i frikvartererne i stedet for at være sammen med dine klassekammerater på skolen og alt det andet, men måske har du en ide om hvorfor det er blevet sådan, måske har du ikke. Jeg tænker at det er naturligt, at ting ændrer sig og du skal vide at ting sagtens kan ændre sig igen! Vi mennesker prøver altid at få det vi gør og det vi laver til at give mening. Det kan vi slet ikke lade være med. Jeg tænker derfor også at det kan være nødvendigt for dig at tage dine tanker seriøst og finde ud af hvorfor du har det sådan her. Hvorfor livet ikke giver mening på samme måde som det har gjort engang.

Hvis man skal kigge sådan lidt firkantet og praktisk på det, så er der sådan helt overordnet to måder man kan kigge på problemer på. Man kan enten fokusere på problemet eller også kan man fokusere på løsningen. Det lyder ret enkelt og det er det desværre næsten aldrig, men jeg skriver det fordi jeg alligevel tænker det kan være en god måde at se på ens problemer på. Nogle gange bliver man så opslugt af at alt er gået i stå eller ikke er som man ønsker sig det, istedet for at kigge på hvordan man kan få tingene til at blive som man godt gad de var. Det kan være svært at se løsningen på ens tanker og problemer når man står midt i dem, men det kan hjælpe at skrive det ned og skille det lidt ad. Du kan jo tage udgangspunkt i det brev du har sendt herind. I det brev har du beskrevet et liste ting, som jeg forstår at du gerne ville have var anderledes:

jeg har ingen venner

ingen støtter mig

jeg går hjem i frikvartererne istedet for at blive på skolen sammen med mine kammerater

jeg føler mig anderledes

jeg gør alle pligter hjemme og mine forældre gør intet ved det

jeg genkender ikke mig selv

livet giver ingen mening

Når man sætter det op sort på hvidt, kan det nogle gange være lettere at overskue det, end hvis det bare kører rundt i hovedet på en som en bunke usorterede tanker. Måske kan du ved siden af hvert problem, prøve at komme i tanke om mulige løsninger på hvordan tingene kan komme til at ændre sig. Hvis det er svært kan du prøve at tænke på hvis det var din gode ven eller din søster, der kom til dig og sagde: "Jeg har ingen venner" og så forestille dig hvad du ville råde ham/hende til. Jeg ved godt at det er en svær øvelse, men jeg håber du vil se det som en udfordring som du tør tage op. Du har allerede bevist at du er modig og eftertænksom, som denne øvelse kræver. Det har du vist i dit brev! Man kan også sagtens spørge en med at hjælpe en med det. Det kan være rart at have en at spørge til råds, hvis man har mod på at snakke om det. Det kan nemlig være vigtigt at få snakket med nogle om alle de tanker man gør sig om livet. Det er mange tanker og følelser at gå rundt med selv og selvom de kan være svære at snakke om, så bliver man ofte overrasket over hvor rart det er at få sagt det højt og snakke med nogle om det. Hvis ikke du føler du kan snakke med nogle du kender om det lige med det samme, så er du også rigtig velkommen til at logge på vores chat her på cyberhus og snakke med en af vores dygtige chatrådgivere, der sidder klar til at snakke med dig hver mandag og onsdag fra 14-17 og tirsdag og torsdag fra 18-21.

Jeg håber rigtig meget, at du kan bruge mit svar, og ellers er du også velkommen til at skrive et nyt brev herind til brevkassen.

Med venlige hilsner,

Astrid

 

 

 

Astrids billede
Astrid har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2017 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Insafe- & Daphne program