Raserianfald

brevkassespørgsmål

Raserianfald

brevkassespørgsmål af
Anonym
22 år
Oprettet 5 år 3 måneder siden

Hej brevkasse.
Jeg har brug for lidt råd og vejledning. 
Jeg bor sammen med min kæreste på 29 år, og sammen har vi en søn på knapt 1 år. Vi har "kun" været sammen i små 2 år, og det var ikke planlagt, da jeg gik hen og blev gravid.
Jeg elsker min kæreste, vores liv og vores lille barn højere end noget andet, og jeg ved han har det på samme måde.
Problemet ligger i, at min kæreste får nogle voldsomme raserianfald. Hver gang vi skændes, er det som om grænsen rykker sig, og det bliver kun grimmere og mere voldeligt.

Han kan finde på at sparke døre ind i vores lejlighed, hvis jeg har låst ham ude fordi han ikke ville give den lille og mig ro til at sove. Han har smadret min mobiltelefon fordi jeg ikke ville lade ham bruge den. Han vælter stole og borde, slår til ting og knækker mit make-up, truer med at smide computere ud ad vinduet, smide mig og mine ting ud ad døren og låse, tage vores søn og forsvinde, og til sidst truer han med mord og selvmord hvis intet af ovenstående har haft nogen effekt.

Det er som om han har nogle rigtig usunde ejerfornemmelser, og så snart han føler at han ikke er i kontrol over mig og mit liv slår det klik for ham.
De sidste par gange vi har skændtes, har jeg fortalt ham at han skal have noget hjælp til sin vredeshåndtering hvis vi skal have en hverdag sammen og give vores søn en tryg opvækst.

Vi er begge studerende, og jeg ved vitterligt ikke om vi skal flytte hver for sig i en periode mens han får arbejdet på at styre sin vrede, eller om jeg skal støtte op om ham ved at fortsætte vores hverdag og være engageret hvis han får noget psykologhjælp eller terapi.
Han vil meget gerne at vi fortsætter som par, at vi glemmer hvad der skete i går og ser fremad, men på den måde kommer vi bare ikke videre og lærer at have et sundt og respektfuldt forhold til hinanden.

Jeg ved virkelig ikke hvad der er bedst, og jeg vil sætte stor pris på en udenforståendes tanker omkring dette.

På forhånd tak og med venlig hilsen.

Svar: 

Hej Anonym

Jeg kan godt forstå du har brug for et råd ude fra for det er virkelig ikke en god situation du står i. Jeg vil i hvert fald gerne fortælle dig hvad jeg tænker. 

Når jeg læser dit brev fornemmer jeg at du egentlig gerne vil din kæreste, og at du fortsat ser jeres forhold som noget værdifuldt du fortsat gerne vil være en del af. Det tænker jeg er et vigtigt og rigtig godt udgangspunkt for at få gjort noget ved det her problem. For det er helt sikkert et problem. 
Mennesker er forskellige. Nogle er indadvendte mens andre reagerer med store "armbevægelser" når de bliver vrede eller såret. Men lige meget hvilken type man er så er det ikke hverken sundt eller normalt at reagere ved at smadre ting eller true de mennesker man elsker, og derfor er der ingen tvivl om at din kæreste har brug for noget hjælp. 

Det er selvfølgelig svært at sige hvornår et menneske er nået til en punkt hvor professionel hjælp er nødvendigt, men når du fortæller at hans raseri er taget til og blevet værre over en periode giver det i hvert fald mig et billede af at han allerede nu er et sted hvor han kommer i situationer hvor han mister kontrollen over sig selv. Og så mener jeg afgjort der er brug for professionel hjælp. 

Du siger at du ikke ved om du skal flytte fra ham, og det kan jeg sagtens forstå. Jeg kan kun forestille mig at du hvor utryg du må føle det. Både når han bliver så vred, men måske også bare tanken om hvornår og hvordan han bliver rasende igen. 
Samtidig elsker du ham og vil gerne være der for ham så I kan løse det her sammen? 
Her synes jeg jeres søn bliver ret afgørende. Hvis det kun var dig og din kæreste var det måske lidt mere enkelt fordi du så "kun" ville have dig selv at tage ansvar for. Men nu hvor I også har jeres søn bliver du også nødt til at tage ansvaret for din søns sikkerhed og tryghed. 
Som jeg fostår dig er din kæreste ikke i behandling...og er han slet ikke interesseret i hjælp? Det synes jeg bør være det første I skal tage stilling til. Du siger at du allerede har sagt til din kæreste at han bliver nødt til at få hjælp hvis I skal have en hverdag til at fungere i fremtiden. Og det er der ingen tvivl om at du bliver nødt til at holde fast i. 

Det er bestemt ikke rimeligt at det er sådan, men i det her tilfælde er det dig som mor der står med et "klarsyn" over situationen, og derfor også dig der bliver nødt til at handle og tage ansvar for jeres fælles barns sikkerhed. Og hvis du ikke føler at hverken du eller dit barn er trygge eller i sikkerhed I den nuværende situation, bliver du nødt til at gøre noget for at ændre situationen. Kort sagt. Hvis ikke din kæreste vil have hjælp, bliver du nødt til at gøre hvad der er nødvendigt for at skabe tryghed for dit barn...altså flytte. Hvis din kæreste ikke ønsker hjælp og dermed ikke vil tage de nødvendige skridt til at gøre jeres forhold og jeres hjem til et trygt og godt sted for jeres barn, kan jeg ikke se andre muligheder end at du bør flytte...MED DET SAMME. Hvis ikke din kæreste ønsker hjælp og ikke ønsker at gøre noget ved det her problem kan jeg ikke se hvordan I kan have en fremtid sammen. 
Som sagt er vi forskellige, og nogle reagerer ved at gå i haven og råbe eller kaste med tingene. Men når man truer de mennesker man elsker med mord og selvmord er man langt langt forbi det unkt som kan kaldes normal adfærd, og langt forbi det punkt hvor man selv kan klare det. Det kræver hjælp. 

For mig at se må første skridt være at få din kæreste i behandling. Hvis du føler dig utryg, hvilket jeg fornemmer at du gør, ville jeg faktisk flytte midlertidigt, med det samme og gøre det klart for din kæreste at du faktisk er så utryg ved hele situationen at du føler du bliver nødt til at bringe både dig selv og jeres barn i sikkerhed. Jeg ved ikke om du har forældre, anden familie eller en veninde som du kunne bo hos nogle dage? Men jeg tror det er vigtigt at du gør det klart for din kæreste at du mener det her ret alvorligt og at snakken om jeres fremtid slet ikke giver nogen mening før han få noget hjælp. 
Når han så får hjælp synes jeg du igen kan overveje om du kan flytte tilbage. 

Jeg vil gerne understrege at når jeg siger at du skal flytte fra ham, så handler det ikke nødvendigvis om at du skal forlade ham. Hvis du elsker ham og du tror på at I har en fremtid hvis han lærer at kontrollere sin vrede, synes jeg helt sikkert du skal støtte op om ham, og støtte op om den behandling han skal have. Det handler udelukkende om at bringe dig selv og din søn i sikkerhed. At sikre at hans vrede ikke fortsat eskalerer og pludselig ender med at han kommer til at gøre skade på dig, jeres barn eller sig selv. 
Når han er kommet i behandling kan du så efterfølgende tage stilling til om du skal støtte ham og behandlingen mens i bor sammen, eller om du skal gøre det lidt mere "fra afstand". Det vil helt sikkert også være noget I måske kunne snakke om sammen med den eller de behandlere som skal hjælpe din kæreste. 

Til sidst vil jeg sige at jeg håber alt det bedste for både dig og din kæreste. Jeg håber at han kan se at han har brug for hjælp, og jeg håber at han gør noget ved det så I kan have et godt liv sammen...også i fremtiden.  
Jeg håber du har modet til at stå fast på det du inderst inde ved er rigtigt. 

Venlig hilsen Anne

 

Rådgiver har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2017 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Insafe- & Daphne program