Problemer med bedstemoren

brevkassespørgsmål

Problemer med bedstemoren

brevkassespørgsmål af
Anonym
14 år
Oprettet 8 år 7 måneder siden

Kære Cyberhus. Jeg er det eneste 'store' barnebarn for min mormor og morfar, og jeg har vist altid været det, som min mormor nu med bitter tone beskrev: "hendes hjertebarn". Men nu er jeg altså 15, og ja, så er der altså en del at se til mht. skole, venner og fritidsinteresser. Derfor kan jeg som mange andre unge nogle gange mangle overskud til at besøge min mormor og morfar, men jeg besøger dem dog et par gange i måneden. For et stykke tid siden ringede min bedstemor til mig, hvor jeg fik et ordentligt møgfald, fordi hun var helt sikker på, at jeg ikke gad hende mere (Noget i stil med: Nej, du gider jo ikke besøge os, du har jo ikke lyst til at besøge din gamle bedstemor mere, vi kan jo bare dø i fred..) og derfor skulle den ikke have for lidt. Jeg var meget chokeret over opkaldet, da jeg ærlig talt ikke havde tænkt så meget på det, og jeg synes faktisk selv, at jeg er okay til at besøge dem. Inden da havde hun flere gange ringet med lignende (men noget grovere) møgfald overfor min mor. (jeg kan ikke forstå hvordan hun tror, at hun bare kan tillade sig at ringe og skælde os ud, da vi jo har andet at se til end at besøge hende).. Nå, men efter opkaldet fra min bedstemor besluttede jeg mig for at lægge hende lidt på is, da jeg ikke finder mig i den behandling (Jeg har dog besøgt hende en gang siden, men det var sammen med resten af familien, da hun ellers ofte kan være grov). Jeg ville sådan ønske at jeg ikke sad i denne situation, da jeg egentligt gerne 'bare' vil være hendes barnebarn uden alt det drama. Men istedet for at glæde sig over at jeg besøger hende, er det som om, at jeg skal 'straffes' for ikke at besøge hende ved et opkald af og til. Sagen er, at siden hun har sagt, at jeg "ikke gider hende mere", så hænger den ligesom på mig, og jeg føler altså, at hvis jeg besøger hende, ville det være af pligt, eller give udtryk for, at jeg 'adlyder' hende, fordi hun ringede. På den anden side er hun omkring de 80 år, og jeg ville synes at det var ærgeligt at være nødt til at cutte kontakten, især fordi det så også ville gå ud over min bedstefar, som jeg jo virkelig holder af. Jeg har dog oplevet, at når jeg besøger dem, er der et enormt pres omkring mad. De stoler simpelthen ikke på, at jeg selv kan finde ud af at putte nok mad i munden, selvom jeg fylder 15 snart. Det har været sådan så længe jeg kan huske, og lige meget hvor mange gange mine forældre og jeg siger fra, kan de ikke fatte at jeg kan mærke når jeg er mæt. Min bedstemor siger f.eks. "Kan du måske ikke lide min muffins, som jeg har brugt så lang tid på at bage, siden du ikke vil spise en til?", "Du SKAL da selv tage noget, nu da du selv har bagt dem!" og min bedstefar går altid med på den. Det er faktisk normalt 15 af de spørgsmål pr. måltid henne ved dem, og det driver mig til vanvid. De skal ikke bestemme hvad, eller hvor meget jeg putter i munden. Hun kan ikke selv se problemet, da hun mener at jeg bare kan takke nej. Men jeg føler i den grad at det er en magtkamp istedet. Jeg har også erfaret i en alder af 9, at jeg ikke kan stole på hende, og at hun manipulerer meget. Jeg syntes også dengang, at det var deprimerende at hun ikke bare kunne være en "normal" bedstemor, som man kunne slappe af, grine og hygge sig sammen med, og jeg kunne slet ikke forstå, hvorfor hun opførte sig sådan. Med tiden er hun blevet mere og mere bitter, og hun bider sig fast i små ting som hun bruger til at køre på vores samvittighed med, så hun til sidst mener at vi besøger hende. Hun har også klaget over at jeg ikke hopper på cyklen og cyker de 10 km. hver vej hen til dem for at besøge dem, men samtidig gider hun ikke køre hen for at besøge os. Men inderst inde ønsker hun vel heller ikke, at vi besøger hende af pligt? Så det undrer mig hvorfor hun ikke bare spørger os om ikke vi kunne tænke os at komme på besøg. Jeg går ud fra, at det er hendes stolthed der kommer ivejen. Hun fortalte også min mor, at hun har sagt til min morbrors kone, at det er godt at hun har et andet pige-barnebarn som kan besøge hende, nu da jeg ikke gider hende mere osv. Jeg håber inderligt at du vil hjælpe mig, da jeg ville hade at hun skulle forlade denne verden, mens vi stadig er uvenner, men jeg ville også hade at skulle være den der underlægger mig og er under tøflen. (Den rolle har min mor nemlig ifølge min bedstemor, og det passer hende fedt, for det synes hun måske giver hende retten til at ødelægge vores dag med hendes klager og bebrejdelser.. Jeg er især i tvivl om, hvordan jeg skal håndtere det, da jeg egentligt bare gerne ville være hendes barnebarn, uden alle de problemer. For jeg ved, at hun har brug for mig. Tak, knus Anne :-) Ros for denne skønne webside!

Svar: 

Kære Anne

Tak for de rosende ord. Det er et rigtig svært dilemma du står i og derfor synes jeg også, at det er rigtig godt at du skriver her til, for at fortælle om de tanker du har og for at få nogle gode råd.

Jeg vil starte med at sige, at jeg synes du har gjort dig nogle rigtig gode tanker om den situation du står i. Du lyder til at have en familie som både betyder meget for dig, men som også alle sammen holder meget af dig. Det er tydeligt at du vil dem det bedste, men nu er du desværre blevet stillet i en ubehagelig og svær situation af din mormor. Som du nok kan høre, så synes jeg bestemt ikke at du har gjort noget forkert. Selvfølgelig skal du også have dit eget liv og jeg synes det lyder til, at du stadig gerne vil bruge tid på dine bedsteforældre som du holder af og før dette problem, har nydt at besøge.

Jeg kan godt forstå at du har fået det lidt underligt med din mormor efter at hun er begyndt at opføre sig på den måde du beskriver. Det er slet ikke okay at hun behandler dig sådan og det skal hun også have at vide. Jeg vil dog også sige, at jeg ikke tror hun gør det af ond mening. Hun kan se hvordan du bliver ældre og får dit eget liv og hun er måske selv bange for at blive alene og skulle undvære dig. Det kan være hendes måde at reagere på, fordi hun holder rigtig meget af dig, men det gør det som sagt ikke i orden af den grund. Det er også vigtigt at huske på, at dengang hun var ung så verden helt anderledes ud. Det kan fx være en af årsagerne til at hun bliver ved med at presse dig til at spise når du er på besøg. Det er meget normalt at ældre mennesker gør sådan, da det for dem er en måde at vise kærlighed på og dengang de var unge, var der ikke mad, kager osv på samme måde som der er i dag. Verden ser noget anderledes ud nu og det kan måske være svært for din mormor at følge med. Derfor vil jeg også mene, at det eneste rigtige er at få snakket med hende om de ting der går dig på og som du beskriver i dette brev.

Det kan godt være, at hun reagere ved at blive sur til en start, men jeg tror bare hun vil skulle bruge lidt tid til at tænke over de ting du fortæller hende. Det er vigtigt, at hun får at vide, at det ikke er okay at hun ringer og skælder dig ud og at du faktisk bliver rigtig ked af det når hun gør det. Hun skal også vide, at du holder rigtig meget af hende og din morfar og at du rigtig gerne vil besøge dem, men at du også har dit eget liv som der skal være plads til. Måske kan det hjælpe, hvis du også fortæller hende, at du aldrig har tænkt dig at glemme dem og at du altid vil være der for dem. Det kan være din mormor har brug for at høre dette, så hun ved at du tænker på dem og at hun ikke behøver at ringe og skælde dig ud for at du kommer. 

Det kan være rigtig svært at fortælle sådan noget, til en man holder af. Derfor synes jeg også, at du skal starte med at snakke med din mor om det. Det er også hendes ansvar, at din mormor taler ordentligt til dig og hun kan også hjælpe dig med at få snakket med hende. Jeg synes du skal vise din mor det brev du har skrevet her ind med og så også vise hende det svar jeg har skrevet. Du kan så uddybe og fortælle hende hvor hårdt det er for dig og bede hende om at hjælpe dig, hvis du gerne vil have det. Jeg synes det ville være en god ide, hvis din mor startede med at ringe og snakke med din mormor om det. Så kan du tage ud og besøge hende nogle dage efter og fortælle hende hvordan du har det med det hele. Forhåbentlig vil hun så kunne se at du ikke vil svigte hende og at du stadig holder meget af hende. Det er ihvertfald vigtigt at du prøver ikke at få dårlig samvittighed, for jeg synes det lyder til at du er et rigtig godt barnebarn. Det er ikke unormalt, at der kan være sådanne problemer som du beskriver mellem bedsteforældre og børnebørn, når de begynder at blive ældre. Men jeg tror at en god snak med både din mor og din mormor vil kunne hjælpe jer rigtig meget. Det vigtigste er, at viljen til at se hende og løse problemerne er der og det er helt tydeligt i dit brev at begge dele eksisterer i stor grad.

Jeg ønsker dig held og lykke med forholdet til din mormor. Du er altid velkommen her på Cyberhus, hvis du har brug for at fortælle om de tanker du går rundt med eller har brug for et god råd.

Venlig hilsen Katrine

Rådgiver har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2017 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Insafe- & Daphne program