På bar bund..

brevkassespørgsmål

På bar bund..

brevkassespørgsmål af
Anonym
15 år
Oprettet 11 år 6 måneder siden

På det seneste har livet ikke været så let. Mit liv har faktisk aldrig været let, og jeg tror det er en del af mit problem. Ser i, jeg drømmer meget. Altså når jeg sover drømmer jeg rigtig meget. Jeg drømmer hver nat og jeg kan huske hver eneste drøm. Jeg kan beskrive dem helt ned i detaljer. Drømmene bliver også siddende. Normalt glemmer man sine drømme 10 minutter efter, men jeg kan huske mine op til flere dage efter. Det er ikke ligefrem mareridt jeg har, men alligevel vågner jeg efter hver drøm næsten, så jeg mister rigtig meget søvn. Det medfører til at jeg ikke kan følge med i skolen og falder i søvn minuttet efter jeg er kommet hjem fra skolen. Jeg sover hele tiden når muligheden er der. Jeg troede det var noget der bare ville stå på i en kort periode, men jeg har nu haft det i 1 - 2 måneder. Så jeg søgte lidt rundt på nettet, da det gå mig rigtig meget på. Man siger at man drømmer meget hvis man har meget at tænke på. Hvis der foregår rigtig meget omkring en. Uløste problemer er tit oversagen til det. Jeg har mine problemer, så kan det være det? Jeg har det med at bliver rigtig sur på min bror nogle gange. Bare han åbner munden og siger "hej" kan jeg blive sur. Jeg ved ikke hvad der skaber den vrede. Jeg påstår at det er fordi han minder mig om vores far. (vil jeg komme til senere.) Men den her vrede. Jeg ved virkelig ikke hvad der skaber den. Kan det mon også være fordi jeg er så træt hele tiden? At min mangel på søvn får mit humør til at opføre sig fuldstændig latterligt? Vedr. min far: Min far har ikke rigtig været en del af min barndom. Han arbejde rigtig meget, og når han endelig var hjemme ville han helst være for sig selv, så jeg tilbragte ikke mange øjeblikke med ham. Jeg går rundt og er lidt indebrændt på min far. Mine andre venner har fantastiske fædre, og jeg bliver jaloux. Jeg ville ønske at jeg var 'daddys little girl', men det er jeg langt fra. Jeg har altid skændes meget med min far, men da mine forældre besluttede sig for at lade sig skilles, gik det helt galt. Når jeg var hos min far skændes vi så meget, at han tilsidst sendte mig hjem til min mor. Han smed mig ligesom ud og så var det op til at ringe efter min mor eller bedste forældre. Det var virkelig svært for mig og jeg mistede rigtig meget for mig far. Jeg stoler ikke på ham og jeg elsker ham ikke. Jeg kan få det så dårligt med mig selv når tanken rammer mig. Jeg elsker ikke min far. Forfærdelig, ikke sandt? Det tog så hårdt på mig at jeg så selvskade som den eneste udvej. Det fik smerten til at forsvinde. Det gjorde det ikke meget bedre at jeg d. 28 marts 2011 mistede en nær ven. Det blev meget værre. Min verden faldt fra hinanden. Siden da har jeg haft svært ved at finde mig selv. Jeg har ingen at snakke om mine problemer med, men på den anden side vil jeg ikke snakke om det. Jeg har mine ar der hver dag minder mig om, hvor langt nede jeg har været. Jeg er på vej derhen igen. Jeg som forsvundet. Som jeg skrev på en blog jeg har igang: Jeg er på bar bund. Som strandet på en øde ø. Sigter mod himlen, men falder pladask mod jorden igen. Hvis jeg falder fra hinanden, så kig den anden vej. Jeg har brug for hjælp. Jeg stoppede for længst med at selvskade, men kan mærke at det hiver på mig igen. Jeg ved ikke hvad der er galt med mig, jeg ved bare noget er galt. Hvad skal jeg gøre med drømmene og den konstante træthed? Kan min fortid have noget at gøre med det hele? Ekstra info: Jeg startede på efterskole efter sommerferien, men måtte tage hjem igen. Jeg kunne ikke klare at være væk fra min mor. Hun er min største støtte. Desuden føltes det bare forkert at være der. - Jeg så det som et nederlag. Jeg skulle bare have holdt ud, men jeg var for svag. 'For svag' - det er min tanke. Der er en masse andre ting der er igang i mit liv og en masse der hører til min fortid, men det jeg har skrevet er lige det grundlæggende, som jeg har de største problemer med fortiden. Tak på forhånd.

Svar: 

Kære du

Tak for dit brev. Det er flot at du har skrevet herind, trods de mange svære følelser og tanker du går rundt med. Jeg vil forsøge at svare dig så godt jeg kan.

Når jeg læser dit brev kan jeg høre, at du har oplevet mange ting i dit liv. Ting der har haft stor betydning for hvordan du har det i dag. Jeg synes du er enormt god til at sætte ord på dine følelser og jeg kan fornemme, at du har tænkt meget over hvorfor du har det som du har det.

Jeg vil tage fat i to ting, som du nævner her i brevet. Det er drømmene og det er din far. Jeg tænker nemlig, som du også selv er inde på, at de to ting hænger sammen.

Når man går rundt og er meget træt og drømmer en masse, er det kroppens måde at fortælle dig på at der er noget der ikke er helt godt, noget der skal være anderledes. Det er en meget naturlig reaktion at kroppen er træt og hovedet drømmer meget, når man er ked af det, og måske også vred. Jeg tror at drømmene kommer fordi der er nogle ting i din fortid, som du skal have hjælp til at arbejde med.

Det lyder på mig som om at det her med din far fylder meget for dig og det forstår jeg godt. Jeg synes det er meget naturligt at du kan blive vred på både ham og din bror, fordi de minder om hinanden. Det kan være svært at din far og dig ikke har kontakt, for de fleste børn vil gerne have et forhold til deres far. Det lyder til at det er svært for dig at undvære din far, selvom du siger at du ikke elsker ham mere. Men det er faktisk oftest sådan, at lige meget hvordan ens forældre har behandlet en, så vil man stadig gerne være ”daddy's little girl”, som du skriver.

Nogle gange ville man bare ønske at ens forældre tog sig sammen og tog ansvar, men sådan er det ikke altid. Jeg synes alligevel at du skal overveje at snakke med din far om hvad den her oplevelse, har gjort ved dig. Kunne det måske være en mulighed at skrive ham et brev om dine følelser og tanker? Det er ikke sikkert at det bliver bedre med din far, men for din egen skyld, kan det være rart at få det sagt.

Det bekymrer mig at du er så ked af det, at du er begyndt at tænke på selvskade igen. Derfor synes jeg at det er rigtig vigtigt at du fortæller en voksen i virkeligheden, at du går rundt og har det på denne her måde. Du skriver at dig og din mor har et godt forhold, så tror jeg at hun gerne vil hjælpe dig til at få det anderledes. Det er vigtigt at du fortæller hende om alle dine tanker og følelser, både det med drømmene og den manglende søvn, men også at du føler dig ked af det og vred.

hvis du ikke føler du kan snakke med din mor, så kig forbi chatrådgivningen her i Cyberhus. For det første kan det være rart at snakke med en anden voksen...lidt ligesom i brevkassen her, men for det andet kan det være at du sammen med rådgiveren kunne finde den voksen i virkeligheden som ville være den rigtige for dig.

Det er flot at du kan mærke, at du har brug for hjælp. Det er når man har indset at man har brug for andre til at få det bedre, at man faktisk kan få det bedre. Der er ingen der får det bedre ved at gå rundt alene med sådanne tanker og følelser som du har, det skal deles med andre. Det er nemlig sådan at når man begynder at tale om det der gør ondt, så fylder det lige pludselig ikke lige så meget inde i kroppen. Når der er mindre smerte indeni dig, kan der pludselig blive plads til glæde og dejlige oplevelser.

Du fortjener at få det bedre og få hjælp til at blive glad igen. Jeg ønsker dig al mulig held og lykke med at finde modet til at kæmpe videre.

Kærlig hilsen Marianne

Rådgiver har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program