Overvægt og følger af det...

brevkassespørgsmål

Overvægt og følger af det...

brevkassespørgsmål af
Anonym
22 år
Oprettet 7 år 4 måneder siden

Jeg skal tabe mig. Men det er SÅ svært. Jeg elsker slik og sodavand. Jeg har en ide om, at jeg , fordi jeg selv mener jeg er grim, fordi jeg er tyk, tænker, at "nu kan det være lige meget". og så spiser jeg bare slik. Jeg lader stå til. jeg har en mave og folk spørger om jeg er gravid. Og det er noget jeg er flov og meget ked af! Jeg har også så store lår, så jeg får sår, når jeg går, pga friktion. 

Hvordan kan jeg holde ved? for jeg kan holde det 2-4 dage og så giver jeg op! Jeg skal tabe 20 kilo. Jeg har forhøjet BMI og kolesterol. Min læge har vejet mig men kan ikke rådgive mere.

Men det handler ommin vilje, om at tro på, at jeg kan tabe mig...

Svar: 

Kære du,

Det lyder som om, du står i en situation, som du har lyst til at gøre noget ved, men at du er kørt fast i muligheder. 

Tanken "nu kan det være lige meget", tror jeg, der er flere der kender til, når det hele bliver for meget og frustrerende. Men det er ikke ligemeget. Du er ung, og hvis du virkelig vil, så tror jeg på, du kan gøre det. Det kræver naturligvis arbejde og det er en proces - dvs. Ikke noget der sker fra den ene dag til den anden.

Du skriver selv til sidst, at det handler om din vilje og om at tro på, at du kan gøre det - og det tror jeg er helt rigtigt. Samt motivation. 

Rigtig ofte når folk vil tabe sig, så laver de en masse restriktioner/forbud for sig selv, og så tænker man kun på, hvad man IKKE må, i stedet for at fokusere på de ting, man kunne gøre i stedet for.

Du skriver, at du er rigtig glad for slik og sodavand. Det er naturligvis ikke de optimale ting at indtage hver dag, når man gerne vil tabe sig. Men her kunne vi prøve at finde alternativer og også gøre det til en motivationsfaktor. 

Hvis du ikke kan undvære sodavand, så kan et alternativ være, at du i hverdagene må drikke sodavand UDEN sukker (Pepsi max, cola zero, Faxe kondi free), så du stadig får følelsen af, at du får noget, du godt kan lide. Så kan en motivation være, at du fredag og/eller lørdag må drikke sodavand med sukker. Men selvfølgelig prøve at begrænse indtaget.

I forhold til slik, så kan du også her prøve at finde et alternativ i hverdagene, som fx vindruer, gulerødder eller noget melon, som du kan spise som en snack og noget, der smager lidt sødt. Her kan du så se frem til, at du må spise slik i weekenden. 

Det handler her om balance. Og ved at du får slik og sodavand i weekenden, er det ikke sikkert, at vægttabet vil gå lige så stærkt, som hvis du skar det fuldstændig væk. Dog tænker jeg, at hvis det er så svært for dig lige nu at slippe helt, så vil du muligvis lettere kunne overskue processen, når du har muligheden for at vide, at du gerne må på et tidspunkt. 

Når man skal igang med et vægttab, så er det ikke altid -og for alle-, at forbud hjælper, fordi de så netop kun tænker på, hvad de ikke må eller hvornår de må spise slik/usundt igen. Ved at gøre det til en form for livsstil, kan det nogle gange være lettere lige så stille at slippe trangen til det søde, og du vil måske få nogle små sejre undervejs, som også er rigtig vigtige for at kunne holde det på den lange bane. 

Som sagt er det en proces og du må også være en smule tålmodig.

Du kan også prøve at gå til en diætist og få lagt en madplan. En diætist vil kunne hjælpe dig med, hvad du kan have brug for i dit vægttabsforløb. Det kan være det giver mening for dig nu, og det kan også være, det vil give mening efter noget tid.

Træning bidrager naturligvis også effektivt til et vægttab. Hvor du er i forhold til træning, skriver du ikke. Her kan du evt. starte i det 'små', hvis ikke du er vant til meget motion. Du kan gå ture, tage trappen i stedet for elevatoren, gå/cykle til skole og supermarkedet istedet for bus/bil. En rigtig god måde at komme afsted kan være at finde noget godt musik eller en god podcast og gå en lang tur på 20-60 min (eller mere?) alt efter, hvad du selv tænker er realistisk at starte med. 

Du kan også vælge at få dig en personlig træner i et fitness center, som vil kunne hjælpe dig. 

Jeg håber, du kan bruge svaret og har mod på at tage kampen op i stedet for at tænke, at det hele kan være lige meget. Det er en proces, og det vil kræve arbejde, men hvis du ikke har det godt nu, så kan det være et forsøg værd for at få det bedre. 

Jeg hepper på dig!

 

De venligste hilsner 

Kathrine. 

KathrineBs billede
Kathrine fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program