Hejsa 

Jeg skriver til jer, idet jeg står i en situation, jeg på en gang er virkelig glad over, mens også virkelig nervøs over - og denne nervøsitet går mig meget på. 

Jeg er en pige på 22 år, og jeg har studeret på universitet de sidste 3 år efter et enkelt sabbatår, så jeg har haft pause mellem gymnasie og uni. 

På mit første studieår på universitetet kom jeg ind på mit drømmestudie, psykologi. Det var jeg virkelig, virkelig glad for kunne lade sig gøre med de høje snit, og jeg startede glad ud på studiet. Jeg fik gode venner, som jeg stadig ser idag, små 3 år efter. Omkring et halvt år inde i studiet blev jeg imidlertid ramt af, hvad der siden hen viste sig at være stress (det fik jeg først diagnosticeret i sidste sommer), og jeg begyndte at have et virkelig lavt overskud mentalt og fysisk. Jeg undrede mig over denne situation, for jeg har altid været en mentalt stærk pige, så jeg (mis)tolkede derfor situtationen og tænkte "Hey, det kan da godt være, at psykologi var mit drømmestudie, men jeg kan da umuligt uddanne mig til psykolog, hvis jeg ikke selv er på toppen" - så efter at have gjort første år færdig, med fine karakterer, valgte jeg bevidst at søge hen på et andet studie, hvor jeg ikke skulle være så meget "in touch" med mine egne følelser, og jeg studerer pt. på 4. semester på dette studie. 

I sommers skete der så det, at jeg fik diagnosticeret hvad der var et meget grelt stadie at stress, fordi jeg - da jeg endelig fik sommerferie - simpelthen ikke kunne sove overhovedet, og jeg var bare så ked af det, at jeg ikke kunne sætte ord på det, og jeg var så forvirret over at opleve al dette, for sådan plejer jeg jo ikke at være. Min læge og min psykolog har begge diagnosticeret det som stress, og nærmest denne "diagnose" gjorde på et splitsekund, at jeg fik prikket hul på en masse klemte familielivsfølelser, jeg har gået og båret på, og jeg fik luft og talt med min familie. Jeg fik kort sagt lettet mit hjerte, og jeg fik i en familie - hvor jeg er den mindste, og der er stort fokus på større søskende og små børn - endelig den plads og fokus, som jeg i nogle år har gået og manglet. 

Efter kølvandet på dette wake-up-call har jeg gået hos psykolog for at forstå, hvad i alverden der har udløst al det her, og jeg ved fra min psykolog og fra egen levet erfaring her et år efter, at jeg er kommet stærkere ud af det hele. Det er selvfølgelig aldrig rart at gå helt ned med flaget i en alder af 22, hvor alt udadtil altid ser ud som skønneste orden, men jeg har fået en masse personligt ud af det, og det er jeg meget glad for idag. 

Nå, men tilbage til problemet. Tilbage i efteråret 2012 - efter at være på toppen igen - skete der noget mentalt inde i mig, som jeg bare ikke kunne se bort fra. Jeg blev ved med at tænke tilbage på mit gamle psykologi-studie, og jeg overtalte mig selv til "at det nok bare var en tanke" at jeg godt kunne tænke mig at opstarte på studiet igen - men den tanke og følelse gik ikke væk og blev kun større. Jeg tog mig selv i at google genindskrivningsmuligheder og jeg ved ikke hvad, og så besluttede jeg mig at søge ind på genindskrivning på 3. semester. Dette valg traf jeg, idet jeg jo inderst inde hele tiden har vidst, at det er det, jeg vil - det er det, jeg er god til og har flair for, og det er den videnskab, jeg interesserer mig allermest for + jeg har oplevet et højt akademisk niveau på studiet, hvilket jeg er rigtig glad for og idag savner rigtig meget på mit nuværende studium. Sidst, men ikke mindst søgte jeg  også om optag, fordi jeg lige netop har fundet frem til, at en af de grunde til, jeg fik stress var fordi, jeg meget længe havde overhørt mine egne lyster og krav og i stedet taget enormt meget hensyn til min familie. Så jeg måtte simpelthen acceptere mine "lyst" til at søge ind på psyk igen og satte derfor gang i ansøgningen. Jeg har også vendt denne ansøgning med min psykolog, som synes, det er det helt, helt rigtige for mig at gøre, og han støtter mig helt og holdent i valget, hvilket jeg er glad for, fordi jeg ikke har fortalt andre om mit studieskift end mine veninder og min mor. (Mine veninder synes det er en super god ide og støtter mig meget). 

Jeg traf et valg tilbage i efteråret om, at jeg gerne ville have, at min familie ikke skulle kende til min ansøgning før, jeg vidste, om jeg rent faktisk havde fået en plads på og ny og lov til at genopstarte på 3. semester. Dette valg traf jeg, fordi jeg har en familie, som altid har mange og alvorlige meninger om alting. Mine søskende er 5-10 år ældre end mig, og de føler altid, at de lige skal fortælle mig om, hvad der er det "rette" og "klogeste" at gøre, hvad jeg ikke skal gøre, hvad der er dumt at gøre osv. osv. Jeg ved selvfølgelig godt, at de gør det for at være søde, men jeg synes det er svært at have med at gøre, for jeg er en klog pige, og de har ingen grund til at frygte noget. Valget om at holde det for mig selv traf jeg også, idet jeg så deres studieskift-reaktion v. mit første studieskift. De var meget skeptiske med, om jeg nogensinde ville blive til noget, eller om jeg bare ville blive - citat - "Nettodame for evigt og en af de unge mødre". Min familie er kort sagt meget konservativ, og der skal ikke være nogen slinger i valsen. Man skal ud og tjene nogle penge, og man skal gøre sin kandidat færdig på 5 år - gerne indenfor jura, økonomi eller noget lignende. Det er hårdt at være i en sådan familie, og selvom jeg har prøvet at tilpasse mig disse værdier - og derfor nu læser på et økonomistudie som keeeder mig, og som rent faktisk gør mig lidt ked af det hver dag - har jeg bare fundet ud af, at jeg ikke kan tilpasse mig disse værdier 100%. Jeg er, som jeg er, og jeg interesserer mig for andre ting en jura og økonomi, og sådan er det bare. 

Min mor kender dog til mine overvejelser, og det gør hun, fordi jeg simpelthen fik brug for at fortælle én i min familie om mine overvejelser. Min mor er virkelig sød at tale med, og hun er heller ikke så konservativ, som resten af min famiilie. Hun støtter mig i mit studieskifte så godt hun kan - selvom hun af og til spørger, hvorfor jeg ikke gør min bachelor færdig. Dette kan jeg også spørge mig selv om nogen gange, men sagen er den at jeg 1) helt ned i maven ved at jeg skal læse psykologi, 2) ikke føler jeg kan være kræsen m. den studieplads, jeg får tildelt på psykologi, for det er et super populært studie jo, og frie pladser hænger jo ligesom ikke på træerne. 
Min mor har ikke fortalt det videre til resten af min familie. 

Det hér er blevet en meget lang mail, men det håber jeg, I bærer over med. Det, som virkelig ER sagens KERNE er, at jeg nu har fået bekræftet, at jeg efter sommer kan få lov til at starte op på mit psykologistudie på 3. semester - og jeg er ELLEVILD og helt ekstremt glad!!! Jeg føler, at jeg endelig kan få lov til at kaste mig over det, jeg er god til og interesserer mig for, og endelig kommer der overensstemmelse mellem hvad jeg interesser mig for, og hvad jeg laver i hverdagen. Jeg har lært mig selv så meget bedre at kende gennem de sidste to år, og jeg ved at jeg får stor gavn på mit studie af selv at have oplevet denne "proces". Dernæst får jeg nu et studie, som passer til det studiejob, jeg har indenfor Unicef.

Problemet består imidlertid i min familie (far, bror på 30, søster på 27, svigerind på 31 og svoger på 26) - for jeg ved simpelthen ikke, hvordan jeg skal sige det til dem!?! De er som skrevet en ærke-konservativ familie, og jeg ved, jeg får nogle rigtig kritiske spørgsmål fra dem såsom "Er du helt vanvittig? Du har 1 år tilbage på studiet?" "Du er ikke rigtig klog", "Det er din livs største fejltagelse, du begår dig her!" osv. osv. Jeg er nærmest 100 procent sikker på, at det er denne reaktion, jeg vil få, for jeg så jo for 2 år siden, hvordan de reagere på mit studieskift, og med dette andet studieskift vil de - selvom jeg skal tilbage på et andet universitetsstudie og ikke ender i Netto - slå hårdt i bordet. Rent faktisk er jeg også bange for, om de en periode vil slå hånden af mig. Jeg ved, det er store ord, men det er jeg faktisk nervøs for. Jeg vil så gerne, at de støtter mig i mit studieskift, for jeg er en sød og klog pige, som altid selv er god til at lytte og forstå andres og min families valg, også selvom jeg ikke er enige i deres. Jeg føler virkelig, det er min tur til at blive respekteret, og at det ikke kun er mig, som skal "bøje i vinden" og tilpasse mig min familie - de må også tilpasse mig. Nogen gange tænkeer jeg også "Herre gud, det er jo bare et studieskift - det er der ingen, der er døde af" og så tænker jeg på alle de søde, seje og helt igennem inspirerende mennesker, som jeg kender og ser op til, og tænker på at de fleste af dem også har skiftet studier undervejs. Så ja, jeg skifter simpelthen mellem at tænke "Fuck! Det ender helt galt" og "Herre gud, hvis ikke de respekterer det, er det fordi, de ikke ved bedre, og det er bare et studieskift - det er glemt  igen om et halvt år". 

Så min problematik er helt konkret: Hvordan i alverden fortæller jeg min familie om mit studieskift, så de respekterer skiftet og mig, og så jeg selv ikke skal gå rundt og have SÅ ondt i maven over et studieskift, som jeg i bund og grund selv er fuldstændig ellevild og lykkelig for kan lade sig gøre? 

Jeg håber, I vil tage jer tid til at besvare mig spørgsmål, for jeg har svært ved at finde svar andet steds, og jeg har virkelig brug for et råd. 

Venlig hilsen E.