Jeg har gennem mange år haft det svært derhjemme. De fleste vil mene at det der sker hjemme hos mig er normale teenage ting - det er det måske også. Men om jeg bare lader mig påvirke ekstra meget af det, eller om alle teenagere har det sådan her på et eller andet tidspunkt ved jeg ikke.. Men i hvert fald bygger det hele på at mine forældre og jeg har utroligt mange skænderier! Og jeg har siden 4. klasse haft tanker om at cutte,(går i 8. nu), fordi jeg konstant er så ked af det. Det påvirker mig hjemme, i skolen, med veninderne, hos/med familien.. Ja, det påvirker mig 24/7 og græder mig altid i søvn!! For halvandet år siden fik min veninde mig så overtalt til, at begynde at snakke med vores ene klasse lærer 'M'. Det viste sig at være virkelig lettende at snakke med hende, og vi har fortsat siden da. I starten synes jeg det var meget ubehageligt at snakke med hende, og havde altid en klump i halsen og lyst til at græde, men efter halvanden måned med en del snakke begyndte jeg at opbygge stor tillid til hende! Et halvt års tid efter kom jeg ned i et meget sort hul, og en anden veninde fik mig overtalt til at snakke med M og mine cutting tanker. M blev meget bekymret og chokeret over at høre det, og efter en opfølgende snak kun én uge efter gjorde at M ville have hjælp til at hjælpe mig. Så min mor blev kaldt hen på skolen til en samtale med M og jeg, og jeg kom efterfølgende hen på et "hjælpecenter" for børn og unge i min kommune. M var med mig de to første gange, og har hele tiden støttet mig 100%! Jeg var inde til 8-10 samtaler og de to sidste var med mine forældre. I starten var det med hjælpecenteret lidt en skræmmende tanke, men jeg gav det en chance. Efter 4 snakke havde jeg lyst til at stoppe, men tænkte at jeg bare kunne udnytte at jeg fik gratis professionel hjælp og fortsatte. I December sidste år var jeg så inde til de to sidste samtaler, hvor mine forældre var med og har efterfølgende stoppet derinde. Under forløbet havde jeg stadig jævnligt samtaler med M og hun fulgte på den måde stadig med i det forløb hun havde startet med mig, selvom hun ikke var med derinde... Jeg havde så en god periode på omkring 3 uger, og så kom jeg ned i et sort hul igen - denne gang noget mere alvorligt! Det startede som noget småt i starten af Januar hvor jeg var ked af det derhjemme pga. skænderierne og i skolen pga. en fornemmelse om at jeg var ved at glide fra mine bedste veninder. Det fyldte så meget for mig at jeg også mistede overskud i skolen, både socialt og fagligt. Det fortsatte og blev kun værre og værre. Det blev Februar måned og jeg var på vinterferie, hvor jeg begyndte at få selvmordstanker. Jeg forsøgte ikke på det, men havde en voldsom trang! Ugen gik og jeg kom hjem fra ferie og min fornemmelse omkring mine veninder forsvandt, havde det dog stadig dårligt derhjemme og en mangel på overskud i skolen. Hvilket også blev værre! Jeg følger ikke med i skolen og laver kun afleveringer for ikke at få -3. I slutningen af Februar fik jeg mig så en snak med M. Hun mente bare at jeg havde det sådan fordi jeg er teenager, og så har man jo meget humørsvingninger osv. Da jeg snakkede med hende havde jeg lyst til at fortælle om selvmordstankerne, men med de dårlige minder om hjælpecenteret gjorde jeg det ikke. M spurgte om jeg stadig havde cutting tanker, men jeg løj og svarede nej da det sikkert vil medføre at hun vil ringe til mine forældre. Et par dage efter forsøgte jeg at begå selvmord med en overdosis piller, (hvilket sidenhen har gentaget sig 3 gange)...Efterfølgende snakkede jeg ikke med M længe, men pludselig en dag blev jeg ringet op af min veninde der fortalte at hendes søster havde haft hende til vikar og så havde M fortalt at hun er gravid. Jeg var i chok! På den ene side havde jeg forudset det, da det sagtens kunne ses. Men hold kæft jeg var ked af det! Jeg græd og græd og græd, konstant i 4 dage! Da jeg endelig var kommet mig over nyheden, gik jeg igang med et skrive et langt lykønsknings brev til hende for at fortælle at jeg er ked af det over at skulle "miste hende" men samtidig er glad på hendes vegne. Hvilket hjalp for mig! Det var midt i påsken, så jeg havde også lige et par dage til at komme mig inden jeg skulle se hende igen.. Det gik dog alligevel ikke særlig godt den første uge da vi kom tilbage til skolen. I timerne med hende havde jeg konstant en stor klump i halsen og lyst til at græde. Jeg holdte det dog i mig og holdte det inde. Men efter at have set hende igen gik det for alvor op for mig hvor ked af det jeg er over at skulle miste hende, og cuttede flere gange i løbet af den uge. Ikke det helt store, "bare" med en dåseåbner - men stadig så det kunne ses!! Efter at have snakket med nogle om det blev folk sindssygt bekymrede for mig og insisterede på at jeg skulle snakke med M om at jeg er ked af det over at skulle miste hende. Da det var fredag og vi havde fået fri begyndte jeg at græde fordi jeg i halvanden time havde prøvet at tage mod til at snakke med M, hun så at jeg græd og spurgte om hvad der var galt men jeg kunne stadigvæk ikke få mig selv til at sige det. Så det endte med at jeg skrev til hende, og M svarede at hun synes vi skulle snakke om det tættere på hendes barsel da en masse ting kunne nå at ændre sig. Og at det jo kunne være vi får en lærer jeg kan finde tillid til og snakke med... Det er nu lidt over en måned siden at hun skrev den besked, og jeg er stadig nede i mit sorte hul og snakkede med M for halvanden uge siden. Da jeg snakkede med hende kunne jeg virkelig mærke hvor ked af det jeg er over at skulle "miste hende" og hvor meget jeg vil savne hende! Og har grædt en del over det igen på det sidste... Jeg er stadig nede i et sort hul, jeg har stadig cutting tanker, selvmordstanker og bulimi og der er nu halvanden måned til M går på barsel. Jeg føler mit liv er et rent kaos, og jeg ved virkelig ikke hvad jeg skal gøre! Jeg er så ked af det hele tiden, og selvom jeg ikke har noget konkret spørgsmål håber jeg I kan hjælpe! På forhånd tak for jeres svar! Vh M.A.