Hej jeg havde bare lyst til at dele mit liv med nogle andre og sådan. Det hele startede med at min far fik sig en kæreste, de to fik sig så et barn som er min storebror. Min far og hans kæreste var ikke sammen i særlig lang tid, fordi min far var/er alkoholiker, han prøvede også at kaste min storebror udover 5 altan og der var min bror kun en meget lille baby. De to gik så fra hinanden. Nogle år efter fik min far sig en ny kæreste som så er min mor. De fik først mig og det hele var et helvede for min far, for han drak hver eneste dag og slog os hver eneste dag. Han bandt min mor til sengen og piskede hende. Han slog mig hvis jeg tabte i et computerspil, han låste min mor ude om natten og han var bare rigtig grov og modbydelig. Så gik der lidt tid så kom min lillesøster til verden og der var det bare blevet værre og værre. Da hun fyldte 6 dage blev hun fjernet og sat i plejefamilie og mig og min mor blev nød til at stikke af og komme på krisecenter, men det hjalp slet ikke for vi kom tilbage allesammen og fik samme behandling bare værre end vi havde haft det før. Hver gang vi faldt og slog os kom min far hen og slog os i stedet for at trøste os. Han slog min søster hvis hun tissede i sengen om natten. Jeg kan tydeligvis huske noget man ikke burde huske fordi det er så mange år siden, men vi skulle til spanien og min far var så fuld på vej til spanien, en dag blev min lillesøster efterladt på hotel værelset i en helt dag og der var hun stadig spæd, dem på hotellet var dybt rystet. Og en anden dag prøvede han at drukne hende for han kastede hende ud i svimmingpoolen så hun var ved at drukne. Det hele var et rent helved og jeg husker også at min far sad og skar i sig selv hver eneste dag og jeg skulle stå og kigge på det. Han har desværre også mishandlet os, så det gør det ikke bedre. Da jeg var 6år og næsten fyldte 7, der røg mig og min lillesøster på samme opholdssted, der kunne man tydeligvis se hvor meget skade vi havde taget. Jeg vejede kun 16 kg men det var klart for vi fik næsten aldrig mad. Jeg havde nu boet på opholdsstedet i 11år og min mor og hendes nye mand kom altid og besøgte os, men min far kom slet ikke i de 11år. Men her i okt. 2010 valgte jeg at skride på en forkert måde for nu var jeg 18år og bestemte det hele selv så jeg tog en taske og pakkede nogle ting og tog hjem til en jeg kendte og skrev en sms til opholdsstedet om at jeg ikke kom tilbage, samme dag hentede min mor og papfar mig og jeg kom til at bo hos dem. Min mor og far havde og snakker ikke sammen, men de ser tit hinanden da de bor i samme by. Så husker jeg tydeligvis en dag da jeg havde været i skole og var på vej hjem i mit nye hjem hos min mor. Min far sad på bænken med en øl i hånden jeg kunne tydeligvis se at det var ham, så jeg tog chancen og gik over og sagde hej far det første han gjorde var bare at kigge på mig for han kunne slet ikke kende mig. Så sagde jeg jamen jeg er din datter også talte vi i en evighed og han fortalte hvor ked af det han var over alt det han havde gjort. Det skal så lige siges at jeg lærte min bror at kende i 2008 eller 2009 og vi besøgte hinanden osv. min bror besluttede sig for at besøge min far efter alle de mange år og det gik ikke som det skulle så her i nov 2010 besluttede min bror sig for at komme til byen hvor vi bor. Han ringede på min fars dørklokke og min far græd fordi han var så glad for at se ham og nogle minutter efter mødtes vi allesammen på pizzariaet der sad min far og græd fordi han så nogle af sine børn samlet. Desværre har det hele taget meget hårdt på mig så jeg har fået nogle rigtig dårlige ting som at tænke på selvmord og sådan alt det her er skyld i hvordan jeg engang havde det. Hilsen mig