Min historie om selvskade

brevkassespørgsmål

Min historie om selvskade

brevkassespørgsmål af
Anonym
21 år
Oprettet 10 år 9 måneder siden

Jeg er en pige på 21 og jeg bor på et opholdssted for psykisk syge. Jeg har nogle dejlige veninder og en skøn familie. De betyder alt mig. Hvis jeg ikke havde mine kære hos mig, ville alt være lige meget. Jeg er psykisk syg. Jeg har en del diagnoser. Jeg er paranoid skizofren. Jeg lider af social forbi, angst, en mild form for OCD og en svær depression. Udover dette er jeg for det meste, meget selvskadende. Jeg har været selvskadende i ni år. Jeg startede som 12-årig. I starten var det ikke noget særligt. Jeg kunne finde på at skære mig en smule med min ladyshaver eller ridse mig med et eller andet skarpt. Alt i alt var min selvskade ikke særlig slem dengang. Senere blev det med barberblade. Men, stadig ikke særlig dybt. Dengang var det ikke så ofte som det er nu. For tiden selvskader jeg stort set hver dag. Jeg skærer ikke kun mere. Nej, jeg både skærer, kradser, brænder mig og slår hovedet ind i væggen. Jeg har købt nogle skalpeller over nettet, som jeg bruger stort set hver dag. Jeg har også nogle gange skåret så dybt eller brændt mig så slemt, at jeg har været nødt til at komme på skadestuen eller til lægen, og blive syet og fået renset mine brandsår og få Penicillin. Da jeg var yngre havde jeg perioder hvor jeg ikke var selvskadende, men de sidste par år har det været en stor del af mig. Jeg har skrevet noget på et tidspunkt, som forklarer en lille smule om det at være selvskadende: "Tomheden er vidunderlig Et øjeblik hvor alt omkring mig er fantastisk ligegyldig Det øjeblik hvor jeg ikke føler mig besat Forsvinder hurtigt - og tankerne kvæler mig, og fortæller at jeg igen er ensom og forladt Derfor bliver jeg ved igen og igen Fordi smerten er min ven" Og: "De sidder der. På armen. Når man kigger på dem er de ikke noget særligt. Blot nogle lysegule mærker, med rød hud omkring. Men da de blev lavet var de virkeligt noget specielt. Næsten fantastiske. I sig havde de den dårlige samvittighed. De skal skjules. Gemmes væk. Ikke siges højt. De skriger efter hjælp. Men, ingen kan høre dem. Ingen skal høre dem. De udgør hendes personlighed. Uden dem er hun ingenting. Med dem, er hun “hende der skader sig selv”. Men, hun mærker ikke smerten mere. Selvom hun presser cigaretten mod sin hud, mærker hun kun smerten et sekund. Efter det, er alt det samme igen……" Min hjælp var min søster. Jeg vil ikke sige at jeg valgte at få hjælp. Jeg var bare heldig at jeg havde en der kunne hjælpe mig med at få hjælp! Min storesøster slæbte mig med til læge da jeg var 18 år. Det var ikke meningen at jeg ville have hjælp til min selvskade. Nej, jeg gik udelukkende til læge fordi jeg var ved at blive fuldstændig vanvittig af stemmerne og larmen inde i mit hoved. I det hele taget alle hallucinationerne jeg havde. Kort efter blev jeg for første gang indlagt på psykiatrisk hospital. Jeg er nu 21 år og har været indlagt otte gange - i ret lange perioder. I takt med at jeg fik mine diagnoser, dukkede samtalerne om selvskaden også op. Jeg har ALDRIG vist mine ar og sår, medmindre det har været nødvendigt - altså, hvis det kræver behandling. Jeg går ALTID i lange bukser og langærmet bluser, også om sommeren, da jeg på ingen måde er stolt over den smerte jeg påfører mig selv. Jeg ved med mig selv at det kun er MIG der kan stoppe dette her. Men jeg ved også at det efter alle de år, er blevet en del af mig og derfor ufatteligt svært at undvære. Jeg syntes det er flovt at jeg skader mig selv. Oven i al den sygdom, vil jeg lige sige at: JEG FØLER MIG MEGET HELDIG. Dem der er omkring mig, venner, familie, personale, støtter mig så godt som de kan. I min situation tror jeg faktisk ikke at jeg kan få mere eller bedre hjælp end det jeg får. Jeg har hver dag samtaler med personalet. Jeg tror det er vigtigt at man fortæller nogen om sit "problem". Derfor vil jeg klart anbefale hjælpen jeg har fået, til andre. Jeg vil lige igen gøre klart at jeg ikke fortæller meget om min selvskade. Og jeg vil derfor anbefale andre at de er så åbne som de kan være, overfor de mennesker der kan hjælpe dem. Grunden til at jeg vil anbefale den hjælp som jeg har fået, er som skrevet fordi, at det er "rart" for de fleste at have nogen at dele sin selvskade med. Både familien, vennerne og de professionelle. Jeg tror ikke på at der er nogen perfekt løsning eller hjælp. Det er forskelligt fra person til person, hvilken slags hjælp man har brug for. For nogen hjælper det at tale, for andre hjælper det at tie. Men én ting ville kunne gøre det lettere: nemlig hvis man kan gøre det mindre "forkert". Med det mener jeg, at jeg tror der er mange unge der starter med selvskade, fordi det er noget man har helt for sig selv. Noget forkert. Noget hemmeligt. Jeg tror det er vigtigt at være mere åben overfor emnet så man kan tale om selvskade. Mange unge piger starter, netop fordi det er så "forkert" som det nu engang er. Det er lidt "spændende", og hvis man som teenager ikke kan finde sin egen personlighed, kan selvskaden blive ens personlighed. Egentligt har jeg ikke noget spørgsmål, men bare brug for at fortælle og dele det her med andre. FORDI jeg håber inderligt at min historie kan hjælpe andre.

Svar: 

Hej

Tak for de gode budskaber du hermed har givet videre til de børn og unge som enten selvskader nu, overvejer det eller så småt er begyndt.

Jeg synes du beskriver rigtig fint den "glidebane" man hurtigt kommer ind i hvor smerten bliver en "ven" som er svær at undvære igen selvom arrene giver dårlig samvittighed og man er flov over både arrene og at man skader sig selv. Det bliver så ensomt.

Jeg synes også du fortæller rigtig fint at smerten kun er en "falsk" ven, fordi lettelsen kun varer så kort.

Jeg kan dog sagtens forstå at man søger en form for løsning - som f. eks at skade sig selv, når man som du fortæller, føler sig næsten kvalt og besat af grimme tanker. Det må være virkelig forfærdeligt - og har man det sådan, ja så vil man selvfølgelig gøre næsten hvad som helst for at slippe ud af det - og selvom det kun er for et kort øjeblik.

Jeg er helt enig med dig i at selvskadende adfærd er noget man bør være åben omkring og tale om offentligt, fordi at alle som skader sig selv eller bare overvejer at gøre det, HAR ALLEREDE en form for smerte indeni i sig, som de har brug for hjælp til og som de fortjener at få hjælp til - og jo før jo bedre.

Det er fantastisk at høre at du føler dig så godt hjulpet af både personale og andre mennesker omkring dig og lad os "bøje det i neon"  til andre børn og unge, at det absolut KAN betale sig at søge hjælp og at det er synd og skam at gå alene med det. Smerten bliver kun værre af at vi gemmer på den.

Og ja den virkelige forløsning for den indre smerte (fremfor den falske "ven") findes i at være åben om den og dele den med andre mennesker.

Så tak for din opfordring :)

Hermed også et link til hjemmesiden for LMS, Landsforeningen mod spiseforstyrrelser og selvskadende adfærd  www.lmsspiseforstyrrelser.dk  hvor der også er hjælp og information at få.

Kærlig hilsen Denise

Rådgiver har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program