Min familie.

brevkassespørgsmål

Min familie.

brevkassespørgsmål af
Anonym
16 år
Oprettet 11 år 1 time siden

Jeg aner ikke hvad jeg skal gøre. Overhovedet! Jeg går snart pskykisk ned! Ingen, virkelig ingen kan relatere til mine problemer! Forholdet i min familie, er med tiden blevet det jeg prioterere lavest. det er slet ikke vigtigt for mig længere. Min historie er så indviklet, så svær at starte på, og når jeg endelig kommer igang, så er den ikke til at finde rundt i. og når jeg skriver tingene ned, lyder de slet ikke særlig slemme, de lyder faktisk lidt af ingenting, men når man er i situationen så er det forfærdeligt. MEGET VÆRRE, end det lyder. Okay, jeg vil ligge ud med at sige; jeg føler mig malplaceret. Født ind i den forkerte familie. Mine forældre kommer fra udlandet, og er muslimer. De har aldrig været specielt religiøse, eller sådan meget typisk udlændinge. Jeg har altid været sammen med mine danske veninder, jeg har faktisk kun 4 veninder, som ikke er danskere. Jeg er født i Danmark, og har altid omgås med danskere. Og af den grund, (tror jeg) - har jeg også fået en mere dansk og mere kristen holdning til livet. Jeg tager til fester, drikker og er sammen med fyre, uden at mine forældre eller søskende aner noget. (eller jo, om festerne, men ikke det andet.) Nå men, nu er mine forældre pludseligt blevet meget strenge, sådan ud af det blå - og det kan jeg slet ikke have. Nu må jeg hverken tage til fest, sove hos mine veninder, eller være ude når det er blevet mørkt - og det er kun lige nu her, efter jeg er startet på gymnasiet. Jeg synes bare ikke at de skal til at lave den slags regler for mig nu. NU hvor jeg er blevet ældre og endda kan tage endnu bedre hold om mig selv. det gør mig frustreret, specielt fordi de aldrig kan snakke om tingene. De har bare den holdning at et nej, er et nej - og hvis man beder om en grund, så har de ingen! Hjemme hos os, har vi aldrig haft et rigtig familie forhold. Vi snakker aldrig om problemerne, vi lader dem bare langsomt synke ned under overfladen, og prøver at lade som ingenting. Jeg kan slet ikke håndtere det længere! Jeg tænker tit, at jeg burde have prøvet hårdere for at tage mit liv, dengang jeg prøvede det første gang. Mine brødre er altid blevet bedre behandlet af min mor, end jeg er. Jeg havde kun min far. Men ham har jeg ikke engang længere. Han har allieret sig med dem, jeg kalder ''de onde'' i mit hoved, dvs. mine brødre og min mor. De er pludselig blevet så kønsdiskrimerende hviilket gør mig endnu mere sur. Liiiige pludseligt er de blevet sådan helt, du er en pige, du må ikke ditten og datten, du skal lave mad og vaske op - men forhelvede - når de tvinger mig til det, så gider jeg sku ikke gøre det! det værste er når jeg spørger om, hvorfor min bror så må de ting dér, så er deres svar; fordi han er en dreng! Helt ærligt come on! Lad være med at flytte til et land hvor der er ligestilling mellem mænd og kvinder, hvis ikke i kan indordne jer reglen! Min store bror er næsten lige fyldt 19, og bliver pludseligt behandlet som konge herhjemme. Mine forældre har nærmest givet ham rette over mig. Han bestemmer hvad jeg må og ikke må, og det skal han bare ikke! Han skal være min bror, som en ven for mig - fandme ikke min far! vi har dog aldrig haft et tæt forhold, men alligevel. Mine forældre tør ikke at gøre ham sur, for når først han bliver sur, så bliver han aggressiv. Jeg er ikke meget for at indrømme det, for nu lyder vi som en typisk perker familie, men jeg er sku bange for, at han en dag giver mig tæsk. Det samme gælder mine forældre. efter at de pludseligt har ændret sig til at blive så troende, er de begyndt at true mig med, at hvis ikke jeg slapper lidt af, så ville de give mig tæsk, eller for min bror til det, og engang imellem truer de mig også med, at sende mig tilbage til deres hjemland, og gifte mig med min fætter. Min respons er dog altid; prøv! problemet er bare, at jeg faktisk tror lidt på, at de godt kunne finde på det, desværre. Min bror og jeg har ikke snakket sammen i 6 måneder, efter et skænderi vi havde - og det skal lige siges han bor hjemme. Men nu, hver gang jeg hører hans stemme bliver jeg bange. jeg kan mærke mit hjerte banker hårdere, og jeg frygter at han nævner mit navn i den samtale han nu fører, hvorfor aner jeg ikke.. Endnu en af de ting der gør mig frustreret og ked af det som barn i en muslimsk familie er, at jeg jo ikke må have en kæreste. Jeg har haft noget kørende med en del fyre, men ligeså snart de finder ud af at jeg ikke må have kærester, bakker de ud. Mest fordi at de helst ikke vil have at det skal være såda noget hemmeligheds noget, altså - de vil gerne kunne vise, at HEY, hun er min; agtigt. Men også pga. at de er bange for hvad der vil ske, hvis det blev opdaget af min bror og sådan. De frygter faktisk og lidt æresdrab, og den er tricky altså.. hvor ofte tænker jeg; ej.. det kunne de ikke finde på, men så er der alligevel situtationer som får mig til at tænke; fuck jo, det kunne de sku godt! Det er så irriterende, for når jeg endelig forelsker mig, så skal det slutte af den grund. Og hver gang jeg bliver dropper af den grund, bliver jeg lige så sur og skuffet, selvom jeg nok burde have set den komme. Men når da jeg endelig fandt en som ikke bakkede ud, så var jeg ikke interesseret. Hvor er det bare typisk! Der er så meget mere, jeg gerne ville skrive, og er sikker på at mit dårligere liv, har været dårligt lige siden jeg var yngre. Lige nu, aner jeg bare ikke hvad jeg skal. Når jeg prøver at fortælle mine venner om det, så lukker de for det meste af, ignorerer mig, kigger den anden vej, eller snakker videre om dem selv, eller noget andet - hvilket også kan gøre mig enormt irriteret og frustreret. Jeg tænker lidt på, om i ikke har nogle gode råd, til bare et eller to af mine problemer? har også overvejet at hører familiens socialrådgiver ad, om det er muligt at flytte hjemmefra, selvom jeg kun er 16 - kan virkelig ikke klare den dårlige atomosfære der er derhjemme, hvor jeg bare bliver ignoreret, og hvis jeg gav dem magten over mig, ville jeg nærmest også være deres slave. Har også overvejet at flygte hjemmefra, ved dog bare ikke hvorhen - og jeg vil egentlig heller ikke for langt væk, for vil stadig gerne kunne ses med mine venner, og gå på det gymnasie jeg er startet på - så den idé dropper jeg nok.. Jeg har virkelig ikke andre idéer! jo, pskykolog, men altså! det kan jo ligesom bare ikke riiigtigt hjælpe mig, med at komme sådan væk fra dem derhjemme.. Jeg hader bare at mine familie ikke kan snakke sammen! ikke kan snakke om tingene, men at alting bare skal være som de synes de skal være! Jeg har udeladt en masse masse masse ting, men alt kan ikke rigtig forklares på besked og alt kan ikke rigtig stå her, og jeg kan ikke huske alting sådan ved opremsning. bestemt ikke nu, hvor mit hoved er fyldt med tanker om alverdens ting og sager, og mit ansigt - fyldt med tårer. Håber på hjælp!

Svar: 

Hej du!

Det er rigtig godt, at du har skrevet til brevkassen, for det lyder som en rigtig svær situation du står i, og jeg vil gerne prøve at hjælpe dig!
 
Jeg ved godt, at det ikke er nemt, at skrive alle ens tanker og problemer ned i ét spørgsmål her i brevkassen – men selvom du skriver, at du har mange flere ting, som du gerne vil fortælle, så synes jeg faktisk, at du beskriver dit problem rigtig godt.
 
Du fortæller at det hele er blevet anderledes hjemme hos dig, siden du startede på gymnasiet – og det betyder, at dine forældre og din bror nu er blevet meget kontrollerende – og derfor er der pludselig mange ting som du ikke længere må. Det kan lyde lidt som om, at din familie pludselig er blevet klar over, at du ved at blive en ung kvinde – og måske er de faktisk lidt bange for, hvad det betyder – fordi I bor i Danmark, som er meget anderledes fra deres hjemland. Så måske har de ændret reglerne for dig, fordi de er bange for hvad der vil ske, hvis du får lov til at gå til fester sammen med dine venner. Men uanset hvorfor din familie nu pludselig har ændret holdning til, hvad du må og ikke må – så må det være hårdt for dig.
 
Du fortæller, at det er svært for dig, at snakke med dine veninder om dine problemer, fordi du oplever, at de ignorere det du siger og snakker videre om noget andet. Jeg tænker, at grunden til at dine veninder reagere sådan, måske er fordi, at de ikke helt ved, hvordan de skal hjæpe dig. Jeg synes derfor, at dit eget forslag om at tale med din socialrådgiver vil være en rigtig god idé. Socialrådgiveren har nemlig et stort kendskab til lovgivningen og hvilke muligheder du har. Måske kan du vise socialrådgiveren det, som du har skrevet her i brevkassen - for det beskriver rigtig godt, hvordan du har det.  
Det er vigtigt, at du får hjælp – så du ikke længere skal frygte et tvangsægteskab med din fætter eller at din familie udsætter dig for fysisk vold. Begge dele er ulovligt i Danmark, og derfor er det vigtigt, at du fortæller din socialrådgiver om din frygt for at det vil ske.
 
Jeg har også fundet en telefonrådgivning som måske kan være interessant for dig. Det er landsorganisationen af kvindekrisecentre, som har en rådgivning for etnisk unge, der lige som dig, har det svært med familiens krav, og som oplever trusler om vold og tvangsægteskab. Du kan læse mere om rådgivningen ved at klikke her. De har både en brevkasse og en telefonrådgivning. Telefonen er åben hverdage kl. 9- 15 og torsdag kl. 19-22.   
 
Du er også velkomme til at logge på Chatrådgivningen her i Cyberhus, hvor du anonymt kan chatte med en rådgiver om de problemer du har – og måske kan I sammen finde ud af, hvem du skal snakke med. Chatten er åben mandag til torsdag kl. 14-19.
 
Jeg håber, at du kan bruge mit svar – og at du finder den hjælp du har brug for. Du skal vide, at DU KAN FÅ HJÆLP - og hvis du ikke synes, at du kan finde den rette hjælp ud fra de 3 muligheder jeg har givet dig, så er du velkommen til at skrive til brevkassen igen.
 
Held og lykke
 
De varmeste hilsner
Marianne

Rådgiver har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2017 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Insafe- & Daphne program