Min bedste veninde afbrød al form for kontakt

brevkassespørgsmål

Min bedste veninde afbrød al form for kontakt

brevkassespørgsmål af
Anonym
15 år
Oprettet 6 år 9 måneder siden

Kære brevkasse,

Jeg er en pige på 15 år, der i et stykke tid efterhånden har gået og haft det rigtig svært. Jeg har aldrig været den, der har haft ret mange venner irl (in real life), fordi jeg er meget genert overfor nye mennesker, er indelukket og har både dårlig selvtillid og selvværd. Derfor bruger jeg meget af min tid foran computeren, hvor jeg er på en online Harry Potter-side. Her skriver jeg med mange forskellige, som jeg har en masse tilfælles med, og som ikke dømmer mig pga. udseende eller andet og accepterer mig for den, jeg er.
I december 2011 mødte jeg en pige på netop den side. Jeg syntes, at hun virkede rigtig sød, og skrev derfor ofte til hende. Hun svarede stort set altid, men efter et par beskeder frem og tilbage, lod hun altid samtalen dø hen. Så var der en lang periode, hvor vi ikke skrev sammen overhovedet, men i efteråret 2012 skrev hun en dag til mig. Jeg blev overrasket, for førhen havde det altid været mig, der skrev til hende - ikke omvendt. Vi skrev rigtig meget sammen, og i modsætning til før, forsøgte hun virkelig at holde samtalen i gang. Hun spurgte også efter min Facebook og senere hen min Skype.
En sen aften så jeg, at hun var online på Skype, og skrev så til hende for at spørge, hvad hun lavede online så sent. Hun skrev, at hun var til hyggeaften med nogle veninder, og så skrev vi sammen hele natten og havde det rigtig hyggeligt. Derfra gik det kun opad; vi begyndte at skrive så ofte, det var muligt, og vi blev hurtigt rigtig tætte.
I efterårsferien betroede hun mig så, med nogle tanker, hun gik og havde. Hun fortalte, at hun var begyndt at tænke mere over, hvad hun spiste, hvor mange kalorier der var i de forskellige madvarer, og at hun godt ville være tyndere. Jeg svarede, at det var ikke noget, hun skulle gå og spekulere over, og hvis hun godt ville være slank, så skulle hun spise sund og varieret og motionere. Mere lagde jeg ikke i det. Ikke indtil det begyndte at tage til. Hun begyndte at springe sin frokost i skolen over, fordi hun gerne ville ned og veje 35 kilo. Så begyndte hun at sulte sig selv, først i 12 timer i træk, så i 24 timer i træk. Hun begyndte at snakke om, hvor tyk hun var, og en dag kom hun til mig og fortalte, at hun havde cuttet. Det sårede mig meget, for førhen var cutting kun noget, jeg havde oplevet i dokumentarer i TV'et - aldrig før så tæt på. Hun lovede at hun aldrig ville gøre det igen, men gjorde det alligevel igen få dage efter. Og igen. Og igen. Hun begyndte at gøre det oftere og oftere, og begyndte også at snakke om selvmordstanker. Det begyndte at gå op for mig, at den var helt gal, og at jeg måtte gøre noget. Desværre boede vi i hver vores ende af landet - jeg i Jylland og hun på Sjælland, så det var begrænset, hvad jeg kunne gøre. Til sidst fik jeg hende dog overtalt til at sende en mail til sine forældre, hvor hun fortalte om, hvordan hun gik og havde det. Derefter fik hun en tid hos sin læge, som hun snakkede med et par gange, før hun fik konstateret anoreksi og depression, og blev henvist til en klinik i Roskilde, hvor hun skulle gå til nogle samtaler. Samtidig var det kun blevet værre. Hun cuttede hver dag, tabte sig ekstremt meget og spiste stort set ingenting.
Efter den første samtale på klinikken i Roskilde, virkede hun til at have det lidt bedre. Hun havde fået nogle piller mod depresionen, og en slags drikke, som hun skulle drikke flere af om dagen, for at tage på igen. Det var lige omkring min fødselsdag, og hun sagde, at hun var indstillet på at få det godt igen, og at hun virkelig ville kæmpe for at få det bedre. Der gik rigtig lang tid, omkring en måned, hvor hun ikke cuttede. Men hun følte ikke længere, at samtalerne i Roskilde hjalp hende. Hun følte ikke, de forstod hende, og ud fra hvad hun fortalte mig, virkede det ikke til, at de havde styr på noget som helst. Derfor begyndte hun at cutte igen, hun begyndte at hælde drikkene ud i vasken, og medicinen mod depressionen kunne hun heller ikke længere tage, da den gjorde hende meget syg.
Det var omkring der, hvor jeg endelig fortalte det til min mor. Det hjalp mig rigtig meget at snakke med hende om det. Ved et uheld kom hun så til at fortælle om hende til min far i telefonen (mine forældre er skilt), og så blev jeg nødt til at fortælle ham det hele. Grunden til, at jeg endnu ikke havde fortalt ham det, var fordi jeg vidste, at han ville blive meget sur og forbyde mig kontakt med hende, hvilket også var akkurat, hvad han gjorde.
Dog cuttede hun ikke nær så meget som før, og hun vejede heller ikke nær så lidt, men det var stadig slemt. I påskeferien 2013 tog hun toget hen for at besøge mig, hvilket var noget, vi havde snakket om længe. Dog måtte jeg ikke komme hen til hende, for det forbød min far mig, da hun havde fortalt mig, at hendes far somme tider drak, og blev ubehagelig (nedgørende, drillende ect.), når han var fuld, hvilket jeg havde fortalt videre til min far. Jeg kom stadig ofte op i skænderier med min far pga. Katrine, men alt det lagde jeg bag mig, da hun kom og besøgte mig, og vi havde nogle rigtig hyggelige dage, selvom det bekymrede mig at se med egne øjne, hvor lidt hun spiste.
Kort efter hun havde besøgt mig, var hun til samtale i Roskilde igen. Hun var længere væk end hun plejede, men det var ikke noget, jeg tænkte videre over. Da der endelig bippede en sms ind fra hende, stod der, at de havde bestemt, at hun skulle indlægges. Jeg blev rigtig ked af det, for det ville betyde, at vi ikke længere kunne skrive så meget sammen, og jeg var bange for at miste hende. Men samtidig vidste jeg, at det var for det bedste.
Der gik lidt tid, før der endelig blev en ledig plads. Det var sidst i april, og jeg var lige vendt hjem fra London, hvor jeg havde været i fem dage, da hun skrev og fortalte mig, at hun skulle indlægges om mandagen. Igen blev jeg ked af det, men jeg forsøgte at muntre hende op, og fortælle, at det nok skulle gå, og at hun nok skulle få det godt.
Efter indlæggelsen skrev vi som forventet markant mindre, men efter et par dage, hvor hun havde været indlagt, begyndte hun også at ignorere mine sms'er, hvor hun førhen ville have forsøgt at holde samtalen i gang. Hun skrev aldrig mere, at jeg var sød, dejlig og fantastisk, at hun havde brug for mig og at hun elskede mig. Det gjorde mig utrolig ked af det, fordi hun plejede at være en meget følsom person, der blev jaloux over det mindste og aldrig kunne sige "jeg elsker dig" nok. Igen var det altid mig, der skulle starte samtalerne, og hvis jeg ikke startede dem, skrev vi slet ikke, for hun startede dem ikke. Jeg fortalte hende hvordan jeg havde det, og hun undskyldte og sagde, at det hele bare var så nyt og overvældende for tiden, hvilket jo var fuldt forståeligt. Efter det begyndte vi at skrive bedre sammen igen, men min glæde varede kun ved i et par dage, før det begyndte at gå tilbage som det havde været, før jeg fortalte hende om hvordan jeg havde det. Det blev værre, og til sidst kunne der gå op til flere dage mellem at vi skrev sammen. Og hver gang vi så endelig skrev, kom vi op og skændes over de mest latterlige ting, og i stedet for at prøve at løse det som vi førhen havde gjort, når vi havde skænderier, ignorerede hun mig.
Sidste torsdag (den 16.), kom vi op i endnu et skænderi. Hun ignorerede mig i flere dage, også selvom jeg skrev undskyld til hende flere gange. Om lørdagen besluttede jeg mig så for at skrive noget til hende, som jeg længe havde tænkt på at skrive, men ikke havde gjort før dér, fordi jeg havde håbet på, det ville blive bedre. Jeg skrev og spurgte, om hun havde brug for en pause. Fra mig. Fra vores venskab. Til sidst i sms'en skrev jeg, at det var hendes eget valg, om hun ville svare, men hvis hun ikke gjorde, gik jeg ud fra, at hun ville have en pause. Selv efter det fik jeg stadig intet svar.
Om søndagen gik jeg på siden Tumblr, som er en side, hvor der er en masse billeder mm. Jeg fandt en masse billeder, jeg kunne relatere til, som beskrev hvordan jeg havde det. Til sidst samlede jeg dem alle i én besked og sendte dem til Katrine.
I går (tirsdag) kom jeg hjem fra skole, og så til min overraskelse, at hun havde svaret på beskeden med billederne. Hun skrev en lang tekst, hvor hun forklarede sin opførsel. Hun skrev, at hun havde svært ved alt for tiden. At hun tænkte alt, alt for meget, og at hun ikke kunne overskue mere. Hvilket også inkluderede vores venskab. Hun skrev, at jeg havde ret i at hun havde brug for en pause fra os to, og at hun ikke vidste, hvor længe den kommer til at vare. At den måske kommer til at vare for evigt. Hun skrev også, at jeg ikke skulle forsøge at kontakte hende på nogen måde. Og så sluttede hun af med at skrive, at hvis det blev sidste gang, jeg hørte fra hende, så måtte jeg have et godt liv, for det fortjente jeg.
Efter det var jeg fuldstændig knust. Efter alt det, jeg havde gået igennem for hende, var dette takken? Jeg troede, og tror stadig ikke, at hun nogensinde kontakter mig igen. Mine værste anelser er blevet til virkelighed; jeg har mistet hende. Hun var den bedste veninde, jeg havde, og selvom hun ofte gjorde mig ked af det, var hun også den, der altid kunne få mig til at smile. Jeg er stadig så ked af det og bange for, hvad der nu skal ske; hører jeg nogensinde fra hende igen? Hvad skal jeg gøre nu? Hvordan får jeg det bedre? Jeg har ikke rigtig nogen, jeg kan snakke med det om, så nu spørger jeg jer til råds, for I har nok mere forstand på det, end hvis jeg spørger nogen på min egen alder.

Jeg håber virkelig, at I kan hjælpe mig, for jeg vil ikke miste hende.

Knus,
Mathilde

Svar: 

Kære Mathilde.

Jeg kan godt forstå, at du er frustreret lige nu, og det er også mange tanker, du går rundt med. Det er rigtig godt, at du skriver herind, for sådan noget kan være svært at håndtere selv, hvis man ikke har nogen at snakke med om det.

Først og fremmest vil jeg sige til dig, at du har gjort alt, hvad du kan, for at hjælpe din veninde. Du har været der for hende igennem en rigtig lang periode, selv om hun også flere gange har skuffet dig og gjort dig ked af det. Du har støttet hende og hjulpet hende videre, så godt du overhovedet kunne. Det var blandt andet dig, der fik hende til at skrive om sine problemer til sine forældre, så hun kunne få noget hjælp. Det er rigtig flot og stort af dig, at du har holdt ved i så lang tid. Du må derfor på ingen måde bebrejde dig selv, at hun nu har valgt at bryde kontakten med dig. Jeg tror ikke, der er noget, du kunne have gjort anderledes for at have været en bedre veninde!

Jeg tror, din veninde reagerer, som hun gør, fordi hun er meget syg. Hun har fået konstateret anoreksi og depression, samtidig med hun cutter i sig selv og har gået med selvmordstanker. Det er nogle meget alvorlige problemer, som hun har brug for professionel hjælp til at løse. Når man har det så svært, kan det være rigtig hårdt at lukke andre mennesker ind, også selv om man holder meget af dem. Jeg er slet ikke i tvivl om, at din veninde holder rigtig meget af dig. Jeg tror simpelthen ikke, hun kan rumme at være i så tæt et venskab lige nu. Jeg kan desværre ikke vide, om hun kommer til at kunne rumme det igen, men du kan ikke gøre mere for at hjælpe hende nu, end du allerede har gjort.

Jeg synes som sagt, du har håndteret hele den her meget svære episode rigtig flot, og du lyder til at have været en virkelig god veninde hele vejen igennem. Det er vigtigt for mig at sige, at det ikke har noget med dig personligt at gøre, at det er gået, som det er, med din veninde. For mig lyder du til at have alle de egenskaber, der er vigtige i et venskab. Du er kærlig, betænksom, rummelig, åben, tålmodig og ærlig. Med de egenskaber er jeg sikker på, du kan gå ud og få opbygget nye gode venskaber.

Jeg synes, du skal prøve at tænke på dig selv nu, og hvordan du kan få det bedre. Jeg håber, det har hjulpet dig lidt at få åbnet op for alle dine følelser, men det kan være, du har brug for at få snakket noget mere om det, du har været igennem. Du er selvfølgelig altid velkommen i vores chat, hvor du kan snakke anonymt med en voksen.

Det er en rigtig god mulighed at møde andre unge på nettet, men jeg tænker også på, om du måske har mod på at prøve at komme ud og få nye venskaber ansigt til ansigt? Har du mon nogle interesser, du kan gå til i en forening eller lignende, hvor du kan møde nye mennesker? Er der nogle piger på din skole, du kunne have lyst til at få lidt mere at gøre med? Der er i hvert fald mange, som ville være rigtig glade for at få en veninde som dig, og dét håber jeg, du kan tage med videre.

Jeg håber, du kan bruge mit svar til noget, og jeg ønsker dig alt det bedste!

Venlig hilsen
Line

Niels-Christians billede
Niels-Christian fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2017 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Insafe- & Daphne program