Kære Løve

Tak for dit brev til brevkassen, jeg synes det er rigtig godt du skrev herind, og jeg vil gøre mit bedste for at komme med et råd til hvad du skal gøre nu.

Først vil jeg sige, at jeg godt kan læse, at det har været svært for dig derhjemme og i folkeskolen. Ikke at føle sig støttet fra hverken dine forældre eller dem på din skole, må ikke have været nemt – og det at du udviklede bulimi viser hvor hårdt det var.

Nogle forskellige voksne har forsøgt at hjælpe dig, men du har oplevet et brud på din tillid til dem flere gange, og så lyder det til at der også har været fyringer, der har gjort at du ikke helt har haft nogen bestemt du kunne regne med. Heldigvis læser jeg også, at du har mødt nogle gode voksne mennesker, som du kunne regne med; lærere på din efterskole og din mentor på HF.

Tavshedspligt
Jeg synes det er rigtig ærgerligt at de psykologer du har haft kontakt med, ikke har taget en snak med dig omkring deres tavshedspligt. Nu kan jeg se du er 19 år nu, og får derfor indtrykket af at de oplevelser du fortæller om, var da du var under 18. Når der er tale om børn og unge under 18, er tavshedspligten nemlig anderledes. Fagpersoner som fx en skolepsykolog eller en lærer har nemlig faktisk pligt til at fortælle kommunen hvis et ungt menneske har det rigtig svært. Så ud over tavshedspligten, som stadig sikrer at fagpersonen ikke fortæller dine personlige ting til alle mulige, så SKAL de faktisk indberette det til kommunen, hvis de mener du har brug for mere hjælp – hvilket man godt kunne forestille sig at de har tænkt, når du havde fået bulimi. Loven er sådan fordi man mener at børn og unge under 18 ikke selv kan bære ansvaret for at søge den rigtige hjælp de har brug for – derfor skal kommunen involveres, så man kan finde ud af hvilken hjælp den unge skal have.

Min tanke er faktisk, at de psykologer du har mødt, har brudt tavshedspligten, fordi de ville hjælpe dig og vurderede at det var det bedste for dig. Men det er forkert at de ikke har taget en snak med dig om deres beslutning inden, så du fik forklaret hvorfor de gjorde det. Derfor kan jeg også sagtens forstå at du ikke har den store tillid mere.

Hvad så nu?
Du skriver at du stadig har det svært, ryger hash engang imellem for at samle tankerne og at du ikke rigtig har nogen at snakke med, kun en ven. Det får mig til at tænke at du skal have noget hjælp til at få talt om de tanker og følelser, som gør at du har det svært. Jeg synes du skal prøve at give en psykolog en chance mere. Først og fremmest, fordi nu er du over 18, og tavshedspligten kan ikke brydes fordi de vil kontakte kommunen, og dernæst synes jeg at du som det første skal snakke med den psykolog om dine tidligere oplevelser med tavshedspligt, så psykologen er opmærksom på at det er noget I skal snakke om. Han/ hun kan eventuelt fortælle præcist om hvad hans/ hendes tavshedspligt indebærer. Jeg tror sådan en åbenhed fra jeres begge sider, vil gøre at du med tiden vil få noget tillid igen, og vil gøre at du får den hjælp du har brug for, så du kan få det bedre.

Jeg er ikke rigtig sikker på om du stadig går på en skole, men hvis du gør, er der højst sandsynligt en psykolog tilknyttet der. Hvis ikke, kan du vælge at kontakte din læge og bede om en henvisning til en psykolog.

Jeg synes også du skal overveje at komme på chatten her på Cyberhus en dag, og tale med os om de tanker og følelser du kæmper med. Vi vil meget gerne lytte, og kan måske støtte dig i at få den hjælp du har brug for.

Jeg håber du kan bruge mit svar, og håber du vil overveje at give en psykolog en chance igen.

Mange tanker fra Heidi