Livet: Ikke nogen gave

brevkassespørgsmål

Livet: Ikke nogen gave

brevkassespørgsmål af
Anonym
19 år
Oprettet 7 år 11 måneder siden

Hej Cyberhus. Jeg er vidst det man kalder uheldig. Jeg er vokset op med forældre, der kun har haft øjne for mig bror, og altid har givet mig skylden, når min bror og jeg skændtes. Når der blev råbt lidt for meget, så fik jeg mig en endefuld. For det meste var det bare stuearrest, hvor jeg ikke måtte komme ud fra værelset igen, før jeg havde sagt undskyld. Skolen var ikke bedre. Der var mobning fra 0-9. klasse. Jeg var den pige fra klassen, der var et nemt offer. Ikke fordi jeg var tyk, men fordi jeg ikke turde svare igen på grund af mine oplevelser hjemmefra. Jeg udviklede bulimi, og blev sendt til skolepsykolog, men hun hjalp mig ikke. Hun gjorde det værre, for hun brød sin tavshedspligt, og sagde det til kommunen efter jeg havde været hos hende en enkelt gang. Og det var vel at mærke kun bulimien jeg snakkede med hende om. Så fik jeg en sagsbehandler på kommunen, som så blev fyret, præcis ligesom skolepsykologen. Det var noget værre rod. På det tidspunkt mistede jeg fuldstændig tilliden til både psykologer og min kommune. Så kom 10.- klasse, og det blev det bedste år af mit liv. Jeg kom på efterskole, og lærte at stole på voksne mennesker, samt fik sande venner. Nogle af dem har jeg stadig kontakt med, og de har reddet mit liv. Simpelthen.. Flere gange endda. To år på HF: Det første halve år var svært, fordi jeg ikke fik noget støtte. Det ændrede sig dog i Januar måned 2011, da en af mine lærere blev min mentor. Fantastisk menneske. Ham fik jeg støtte af, og det var derfor muligt for mig at færdiggøre min HF. Andet år på HF, var dog svært. Jeg kom ind i en dårlig periode igen, og her havde min mentor ikke mulighed for at hjælpe mig længere. Jeg kom så til en psykolog, der var tilknyttet skolen, og første gang jeg snakkede med ham, var egentlig fin. Men anden gang gik det galt. Han sagde, at han ikke kunne hjælpe mig mere, fordi jeg snart stoppede på skolen, og var tæt på at snakke med min mentor, men det ville jeg ikke have, at han gjorde. Så skrev han til studievejlederen, og bad hende tage en snak med ham. Så klappede jeg i som en østers, og sad og kiggede ud af vinduet. Da han så det, begyndte han at spørge, hvad jeg lavede, og så begyndte jeg at græde. Så gik jeg i vrede, fordi også han brød sin tavshedspligt. Jeg har ikke snakket med en psykolog siden, men jeg har det stadig ikke godt. Jeg har kun en ven, som jeg ved vil være der for mig, ligegyldigt hvad og hvornår det sker. Men jeg kontakter ham ikke så tit, fordi han har travlt med sit studie. Når jeg ringer til mine andre venner/veninder, så er det aldrig belejligt, at jeg kan komme forbi, men det er det altid med min rigtige ven. Jeg føler mig lidt på Herrens mark. Jeg er stædig, og færdigøre altid det jeg har sat igang, ligemeget hvor skidt jeg har det. Men jeg er altså bange for, at min stædighed ikke er nok denne her gang. Nogengange kører det hele rundt oppe i mit hoved, og så ryger jeg noget hash. Jeg er ikke afhængig af det, men det hjælper. Har kun røget det 3 gange siden september sidste år. Så mit spørgsmål er; Hvad i alverden skal jeg gøre? Håber I kan svare på det, for jeg er efterhånden målløs. Hilsen løven

Svar: 

Kære Løve

Tak for dit brev til brevkassen, jeg synes det er rigtig godt du skrev herind, og jeg vil gøre mit bedste for at komme med et råd til hvad du skal gøre nu.

Først vil jeg sige, at jeg godt kan læse, at det har været svært for dig derhjemme og i folkeskolen. Ikke at føle sig støttet fra hverken dine forældre eller dem på din skole, må ikke have været nemt – og det at du udviklede bulimi viser hvor hårdt det var.

Nogle forskellige voksne har forsøgt at hjælpe dig, men du har oplevet et brud på din tillid til dem flere gange, og så lyder det til at der også har været fyringer, der har gjort at du ikke helt har haft nogen bestemt du kunne regne med. Heldigvis læser jeg også, at du har mødt nogle gode voksne mennesker, som du kunne regne med; lærere på din efterskole og din mentor på HF.

Tavshedspligt
Jeg synes det er rigtig ærgerligt at de psykologer du har haft kontakt med, ikke har taget en snak med dig omkring deres tavshedspligt. Nu kan jeg se du er 19 år nu, og får derfor indtrykket af at de oplevelser du fortæller om, var da du var under 18. Når der er tale om børn og unge under 18, er tavshedspligten nemlig anderledes. Fagpersoner som fx en skolepsykolog eller en lærer har nemlig faktisk pligt til at fortælle kommunen hvis et ungt menneske har det rigtig svært. Så ud over tavshedspligten, som stadig sikrer at fagpersonen ikke fortæller dine personlige ting til alle mulige, så SKAL de faktisk indberette det til kommunen, hvis de mener du har brug for mere hjælp – hvilket man godt kunne forestille sig at de har tænkt, når du havde fået bulimi. Loven er sådan fordi man mener at børn og unge under 18 ikke selv kan bære ansvaret for at søge den rigtige hjælp de har brug for – derfor skal kommunen involveres, så man kan finde ud af hvilken hjælp den unge skal have.

Min tanke er faktisk, at de psykologer du har mødt, har brudt tavshedspligten, fordi de ville hjælpe dig og vurderede at det var det bedste for dig. Men det er forkert at de ikke har taget en snak med dig om deres beslutning inden, så du fik forklaret hvorfor de gjorde det. Derfor kan jeg også sagtens forstå at du ikke har den store tillid mere.

Hvad så nu?
Du skriver at du stadig har det svært, ryger hash engang imellem for at samle tankerne og at du ikke rigtig har nogen at snakke med, kun en ven. Det får mig til at tænke at du skal have noget hjælp til at få talt om de tanker og følelser, som gør at du har det svært. Jeg synes du skal prøve at give en psykolog en chance mere. Først og fremmest, fordi nu er du over 18, og tavshedspligten kan ikke brydes fordi de vil kontakte kommunen, og dernæst synes jeg at du som det første skal snakke med den psykolog om dine tidligere oplevelser med tavshedspligt, så psykologen er opmærksom på at det er noget I skal snakke om. Han/ hun kan eventuelt fortælle præcist om hvad hans/ hendes tavshedspligt indebærer. Jeg tror sådan en åbenhed fra jeres begge sider, vil gøre at du med tiden vil få noget tillid igen, og vil gøre at du får den hjælp du har brug for, så du kan få det bedre.

Jeg er ikke rigtig sikker på om du stadig går på en skole, men hvis du gør, er der højst sandsynligt en psykolog tilknyttet der. Hvis ikke, kan du vælge at kontakte din læge og bede om en henvisning til en psykolog.

Jeg synes også du skal overveje at komme på chatten her på Cyberhus en dag, og tale med os om de tanker og følelser du kæmper med. Vi vil meget gerne lytte, og kan måske støtte dig i at få den hjælp du har brug for.

Jeg håber du kan bruge mit svar, og håber du vil overveje at give en psykolog en chance igen.

Mange tanker fra Heidi

Rådgiver har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2017 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Insafe- & Daphne program