Livet er så kort

brevkassespørgsmål

Livet er så kort

brevkassespørgsmål af
Anonym
20 år
Oprettet 10 år 2 måneder siden

Spørgsmål til jer i cyperhus. Må lige hurtig sige, at jeg har rigtig mange gange forsøgt og skrive ind til jer, men fordi jeg er dårlig til at kunne pointer min pointe, ender det for ofte med at jeg sletter min tekst og dropper det jeg ville skrive til jer. Men forsøger at stå fast denne ene gang og lade ordene komme ud, som de nu vil gøre. Lad mig starte med et. "Jeg". Jeg er træt at livet. Uden at lyde som en "hjerneskadet" idiot, vil jeg sige at jeg elsker livet på mange punkter. Livet har givet mig en masse, en god familie med en far og to ældre søskende. Men grunden til at jeg vælger og beskrive som jeg er træt af livet, er fordi tingene ikke har været så heldige for mig. Jeg mistede min mor til kræft som 15 årig, og har været glad for stoffer og alkohol siden da desværre. Så meget at jeg har endt med/på, psykolog, misbrugscenter, lukkede afdeling for psykisk syge, og endt med og være ret meget alene med alt for mange tanker og spørgsmål, som jeg aldrig har fået besvaret :/ . Nu til daglig har jeg været rigtig heldig med, at kunne stoppe med ca. det hele (misbrug, psykolog, anti depressiv medicin osv.) men er havnet et sted hvor jeg ikke kan se et i lys af tunnelen. (Grunden til det kommer her) Jeg kommer fra en by hvor det føles at største delen af ens alderskreds, er bande relaterede, bumser, slagsbroder, ikke folk som man kan stole på, og fordi jeg arbejder på et kompetencecenter, føler jeg at jeg støder på det lort hverdag. Jeg er blevet en stille dreng med tiden, med fin humor, stor entusiasme for at lave ens arbejde, men generelt stille angående med personlige sager. Men jeg bliver rigtig tit deprimeret, når jeg står op om morgen, da jeg ikke kan se en virkelig grund til og møde op et sted hvor alle er negative over for en, og laver meningsløs arbejde. Jeg drømmer om at kunne forlade det hele. Byen som man nærmest kan spå hvad der vil ske i, ens venner som man snakke mindre og mindre med. Ens negative tanker, ens familie som ikke tør tro på at man ender med og blive til noget. Mange af mine barndoms venner, klarer sig fantastisk angående livet, super uddannelse, standard job, gode hobbyer osv. Mens jeg arbejder for kommunen, og går blandt de folk som folk ser ned på. Det er ikke en rar følelse. (Må hellere pointer, at mange jeg arbejder med er helt fine folk, som klarer sig fint til dagligt, men har været uheldig angående ting i livet, men jeg drømmer om at være i en skole, hvor man kan være mere populær med sine venner, og folk man kender..) Posen er åben, nu spoler jeg lige ca. 6 måneder tilbage i historien. For meget har ændret sig for mig på de 6 måneder. Dengang kunne jeg ikke stå tidligt op om morgen. Kunne knap stå op mellem 15-18 om middagen, fordi jeg var så depressiv, og hade et så stort forbrug af alkohol. Dengang var mit største ønske i livet at, kunne forlade mit værelse hos min far, og flytte i en lejlighed, hvor jeg kunne være helt alene. Men en flaske sprit efter arbejde, og drikke mig kold. Det ønske var mit største ønske, og sådan havde jeg det i mange måneder. Men ret pludseligt, uden at jeg rigtigt kan sige præcis hvornår så, så så jeg en video på youtube, med en kvinde der spillede violin. Af en eller anden grund, så fik den ene video jeg så, mig til at tænke helt anderledes. For er du vild, det lød smukt. Jeg begyndte at tænke at min skæbne skulle være at jeg skulle opleve sådan nogle smukke ting hele livet. (Btw så da jeg viste mine venner det, synes de også at det lød godt, men de kunne satme ikke se hvordan det påvirkede mig det musik.) Men kort i det lange, så fik det mig op at stå, til at rette ryggen, og til at få en mere positiv attitude på hvordan tingene gik for mig.......... Men det er nu gået baglands for mig. Jeg har haft det godt med at kunne tro på, at livet kan være smukt, kunne være mere end man kunne gå og drømme om.. Men sådan forholder det sig desværre ikke :/ jeg har lige haft en af mine mere alvorlige nedture, fordi pludselig fik jeg en følelse af at være depressiv, og være alene igen. Musikken som jeg fik en helt ny følelse af siger mig knapt så meget som før, og min tro på at livet kan være mere filosofisk er gået død.. (Jeg har bare skrevet og skrevet og ligger egentlig først mærke til nu, hvor langtid jeg har brugt. Og hvad min titel på teksten egentlig er.) Livet er forkort. Min mening med det er, at der er for små glæder i livet. Og personligt for mig, så er mange af mine glæder, baseret mest på at man skal kunne gå rundt, uden og være bange for at blive nedtrykt. Men det sker ofte og oftere for mig. Og det ødelægger mig sgu lidt :/ . Har nu skrevet hvad jeg kunne.. Håber lidt på at nogen mon læser det her, og måske kan se lidt lighed i det jeg prøver at beskrive. At livet følelses mere som en rutine af bullshit, end noget man faktisk orker at bruge sin tid på/liv.

Svar: 

Kære du

Jeg synes det er så godt du har fået sendt dit brev herind denne gang, og jeg vil gerne sige at jeg synes du er god til at pointere ved du mener og føler.. for selvom du skriver en masse ting, så sidder man med en bestemt følelse bagefter man har læst det, og den følelse er med til at forstå hvordan du har det!

Du skriver at du håber nogen kan se lidt lighed i det du skriver, med det tænker jeg at du håber at andre unge kan se sig selv i de følelser du beskriver, og det er jeg sikker på at flere unge kan! Og endnu mere vil jeg sige, at jeg tror alle mennesker kan genkende sig selv i at have den følelse af at være i en periode, hvor man tænker mere negativt..

En rutine af bullshit. Først vil jeg skynde mig at skrive, at jeg ikke synes det lyder til at du er i en rutine af bullshit, for hold da op hvor er du kommet langt på det sidste halve år.... 

Det må have været så forfærdeligt at miste sin mor til kræft i den alder, og har du mon fået bearbejdet den forfærdelige oplevelse? Snakker I godt om det i din familie? Har du fået tilbudt at være en del af Kræftens Bekæmpelses sorggrupper? Ellers er her lige en link; http://www.cancer.dk/Hjaelp+viden/raadgivning/tilbud+boern+unge/tilbud+boern+unge.htm. Selvom det er nogle år siden nu, ville det måske stadig være rart for dig at få snakket om, hvis det stadig fylder...

Bliv dig selv. Dejligt du er glad for din familie, men samtidig skriver du at du har en familie, som ikke rigtig tror på at du kan blive til noget en dag. Har de mon sagt det til dig? Er det mon bare en følelse du har, fordi du tror at de tror det? .. og i bund og grund er det vigtigste også at DU tror på at du kan blive til noget en dag.. Gør du det? For jeg vil sige, at jeg efter at have læst dit brev 100% tror på at du kan blive til noget. Du har været langt nede med depression, alkohol, stoffer og den lukkede afdeling, du har kæmpet og fået en masse god hjælp, og klarer nu en hverdag med et job. Hvis én som kan gå igennem så mange ting, og stadig komme ud på den anden side, ikke kan blive til noget, så ved jeg ikke hvem kan? Og hvad betyder at blive til noget egentlig? Hvem skal man blive ud over sig selv? For mig er det at blive til noget ikke nødvendigvis at have en god uddannelse og et anerkendt job.. For mig er det at være tro mod sig selv, og finde de ting som gør en glad og stå ved det.. Dét er at blive til noget.. og det kan jeg læse du er godt på vej til! Måske også med et anerkendt job eller en god uddannelse, hvis det er det du drømmer om – men hvad drømmer du om? Du skriver at du drømmer om at være på en skole, hvor du er populær blandt dine venner og folk du kender... Jeg har lyst til at fortælle dig, at hvis du finder det der gør dig glad – og er tro mod dig selv, så skal du også nok blive vellidt - ikke mindst hos dig selv..!

Livet er kort. At den video med violin fik dig til at have en positiv attitude og tænke over de smukke ting i livet der venter dig, synes jeg er super fedt! Det må være kunstens fineste bedrift, når den kan påvirke os på en måde som ændrer vores følelser så drastisk. At den ikke har samme effekt mere er ærgerligt, men jeg lover dig, at der er mange smukke ting der venter dig, som vil give dig samme oplevelse som denne! Og ja, livet er kort. Du har oplevet hvor kort det er ved din mors alt for tidlige død.. men livets korthed vigtiggør det at søge og finde det der gør en glad og lykkelig. Lige nu er en glæde for dig at kunne gå rundt uden at være bange for at blive nedtrykt. Men mange glæder venter på dig, hvis du tør gå med åbne arme og øjne for dem.. Hvis man kun kigger efter det negative får man det negative, kigger man efter det positive, kan man se mange positive ting i livet, som kan smitte med noget glæde... Du lyder som en meget intelligent, eftertænksom, filosofisk og følsom ung mand.. at tænke og føle meget kan være hårdt, fordi svære ting kan fylde meget mere end hos folk som ikke tænker ligeså meget over tingene eller er ligeså følsomme.. men samtidig kan en glæde (som den oplevelse du havde med den video) også give meget mere glæde, fordi du tænker og føler glæden så meget... Prøv at tænk på hvilke andre glæder der kan komme, som giver dig den oplevelse?

Lidt konkret... Jeg har lyst til lige at foreslå nogle ting.. når du beskriver den by du bor i, og du skriver at du drømmer om at forlade det hele, får jeg lyst til at sige at du jo kan prøve at give en helt ny tilværelse en chance på et tidspunkt; en anden by, ny lejlighed, nyt job eller ny uddannelse og et helt nyt syn på livet? Men jeg synes at hvis de dårlige dage fylder for dig lige nu, og du tænker meget negativt, så synes jeg du skal overveje at se en psykolog lidt igen først, for at få snakket om de følelser du har pt. og dermed også sikre at depressionen ikke tager sit greb i dig igen.. Det håber jeg du vil overveje..

Jeg håber ikke mit svar blev for rodet, og at du kunne bruge det til noget. Jeg sidder med en følelse af at du kan blive til så meget og opleve en masse glæder, hvis du selv tror på det og tør gå efter det, og vil tage imod den hjælp der skal til for at komme derhen...

Mange tanker fra Heidi  

Rådgiver har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2017 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Insafe- & Daphne program