Lider af depression

brevkassespørgsmål

Lider af depression

brevkassespørgsmål af
Anonym
15 år
Oprettet 4 år 10 måneder siden

Jeg ved ikke hvordan jeg skal starte det her, så jeg siger det bare lige ud. 

For 6 år siden blev mine forældre skilt og min far fik så en kæreste som nu er min stedmor.

 

Jeg er ligeglad med skilsmissen og det betyder ikke noget mere. Jeg har 2 brødre (Den ene 17 den anden 22 bor ved sig selv) og en søster (8 år). Jeg plejede at gå på Tjørring Skole hvor jeg blev mobbet meget lidt, men det er stadig mobning. Jeg var vant til at gå indenfor i klasseværelset og stå for mig selv og kigge ud af vinduet. Min far og stedmor plejede at tale med mig om det og fortalte mig at hvis jeg ville have nogen venner og blive lidt social for en gangs skyld, så blev jeg nødt til at gå ud og prøve at deltage aktivt i det de andre lavede. I starten var det lidt kikset men de blev mine "venner" (Indtil de begyndte at mobbe mig) Skolen gik kun til 6 klasse så jeg skulle skifte skole uanset hvad. Alle mine venner kom på en skole imens jeg kom på en anden. Det tog mig ca. 1 måned før jeg virkelig begyndte at tale med folk på den nye skole men det lykkedes (og den her skole er meget bedre. Ingen mobning overhovedet) 

Mine karaktere er meget gode bortset fra Tysk men "whatever". 

Så imens jeg havde mange lektier for. Så havde jeg en skilt familie som jeg rykkede fra og til hver 14 dag. + Min mor lider af stress og er på dagpenge. Har kronisk ondt i ryggen og er virkelig desperat efter at få arbejde og stoppe med at ryge. 

Så er der så min stedmor. I starten da min far og hende blev kæreste er det gået fint... Indtil de fik min "halv"lillesøster (Som er 8 nu). Siden er det blevet meget negativt værre og det bliver IHVERTFALD ikke den mindste smule bedre. Hun har et problem med sit knæ så hun ikke kan gå ordenligt og er meget "grov" når det kommer til at være forælder (skal nok forklare længere nede)

Min far... Arbejder hjemme på en computer fra 08:00-16:00 hvilket egenligt er fint. Men så siden at min stedmor ikke kan bevæge sig ordenligt så skal han lave meget i huset som der tager så meget tid at han næsten ikke har noget tilbage tilovers. Vi har allesammen pligter og hjælper hinanden men det er bare ikke nok. 

Nu til hele pointen med det her...

For det første så bliver min stedmor sur over ALT. Hvis jeg sætter en ske forkert i opvasken maskinen kan hun sige at jeg er en idiot (For at sætte det i perspektiv. "Men hun kalder mig, min søster og min bror for idiot og sådan nogen ting") 

+ Hvis jeg laver en fejl så skælder hun mig ud og så håner hun mig virkelig. Hun står og smiler og kan foreksempel sige "Når men det kan jeg da godt forstå du er dum nok til" og alt sådan noget. (Hun siger det MEGET nedladende med vilje!)

 

Da jeg for eksempel fyrede nogen par dårlige jokes af derhjemme og fjollede for meget puttede hun mig i en baby stol og sagde "Hvis du vil skabe dig som en femårig må du gerne være en femårig" Imens hun fortsatte med at råbe mig i ansigtet og sådan nogen ting. Hvis hun for eksempel siger noget nedladene og jeg så siger "Pls bare stop/lyt/vær stille/ slap af" eller noget som helst i den retning kan hun finde på at tag mig i armen og pres mig mod en mur. Når du læser det her kan jeg godt forstå at det måske virker overdrivende men nej. Fortæller alt groft som det er sket. Så her for nogen dage siden havde min stedmor + min far og jeg en lille diskussion... Jeg havde mistet min telefon hvilket var 2 år gammel og ikke engang kunne åbne beskeder mere uden at fryse. Men så sagde hun "Skal din mor så købe en ny en til dig?" Hun har kun købt 1 til mig indtil videre og ja selvfølgelig, bliver man sur når man har fundet ud af at sin søn ikke kan passe på en telefon. Det er 100% forståeligt og jeg er åben og lytter til hvad de siger. Det var en Søndag (Samme dag som jeg skulle ned til mor "ca. 20 min før") Så bliver mig og min bror kørt ned til mor som altid og så har mig og min far en laaang snak om det der er sket. Hvorefter jeg så åbner op for ham og siger det som jeg har følt igennem de sidste på år... Hvordan vi gerne vil have at familien skal ændre sig men der ikke er nogen der ændre sig. Jeg forklarede min far alt det jeg tænkte om min stedmor. 

Jeg fortalte ham at hvis han aldrig havde fået min lillesøster ville ham og min stedmor ikke været sammen nu (Pointede også ud at det var ikke had mod min lillesøster) Jeg sagde at alting er galt i den her familie. Jeg ved godt familier skal have problemer... Opture og nedture. Men over de sidste par år er det bare gået nedad og det bliver det ved med. Jeg fortalte ham om at han, mig, min bror, min stedmor og min vi blev nødt til at ændre os hvis der skal ske noget i den her familie som har en lille chance for at blive positivt. Jeg fortalte ham at jeg havde mange ting på hjertet som jeg gerne vil tale med folk om men bare ikke dem. Jeg vil gerne men jeg kan ikke fordi jeg ved at det ikke ville virke i sidste ende. Jeg ved at jeg skal tænke på alle de gode minder jeg har, men når jeg ikke kan tænke på andet end min karaktere, mit sociale liv og min lorte familie hvordan skulle jeg så have plads til alt det andet. Min far kan godt forstå hvad det er jeg siger men han vil ikke åbne op for spørgsmålene jeg stiller ham. Så mig og min far aftalte at ville prøve at finde nogen som jeg kunne tale med om det her og måske få nogen svar om det. Hvilket er grunden til at jeg skriver her indtil i første forsøg. Det grundlæggende spørgsmål er bare...

Hvad skal jeg gøre?

Jeg er så tæt på kanten at jeg har lyst til at cutte mig selv. Har lyst til at løbe hjemmefra og blive glemt. 

Hvad skal jeg gøre? Pls.

Har virkelig brug for hjælp.

 

Ved godt det var en lang tekst som forhåbentlig gav alt hvad i / du havde brug for. Hvis i har brug for at vide mere så bare spørg til. Ingen grund til at gemme min problemer mere.

 

Svar: 

Kære du,

Hvor er du en modig ung mand! Det mener jeg virkelig! Jeg håber, at du midt i alt det her rod kan finde lidt overskud til også at rose dig selv for, at du har fået sagt fra og stået op for dig selv. Det kræver virkelig noget mod og styrke! Det er virkelig flot klaret. Jeg kan læse, at der er sket en hel masse de sidste år, både med dig privat, men også med din familie. Det er ikke nemt at overskue ens valgmuligheder når man ikke har det godt, er ked af det og føler at alt omkring én er noget rod. Alligevel har du formået at sige fra og fortælle din far hvordan du har det og hvordan du ser situationen. Jeg er glad for at høre at han lyttede til dig og tog dig seriøst. Selvom man ikke finder en løsning lige med det samme, så er det et rigtig vigtigt første skridt at man har fået sagt det til en, der kan hjælpe en. Ligesom du har gjort til din far. Som du selv så fint skriver i dit brev, så er der ingen grund til at gemme dine problemer væk mere. Det bliver de ikke løst eller går væk af. Tværtimod. Hvis man går og gemmer på alle ens tanker og følelser, så har de det med at blive større og større og mere og mere umulige. Så du har helt ret! Frem i lyset med det hele, så du kan få ryddet op i alle tankerne og de negative følelser, så der kan blive plads til mere glæde og positivitet i dit liv. Det har du fortjent!

Jeg synes du lyder som en rigtig  omsorgsfuld og realistisk dreng, med en god fornemmelse af hvad der er naturlige opture og nedture i en familie og hvad der er okay at sige fra overfor. Det er ikke alle der kan det, men det kan du. Jeg synes også du lyder til at kunne mange ting. Du beskriver i dit brev at du selv har forsøgt alt hvad du kunne hvis noget har været svært. Fx. at du selv har forsøgt at være aktivt deltagende i klassen hvis ikke de andre kom og inddragede dig af sig selv. Det kræver faktisk enormt meget af én at gøre sådan og det er et tegn på at du er en dreng, der kan rigtig, rigtig meget!

Når man står midt i noget der mest af alt føles som noget rod, så kan man godt komme til at fokusere på alt det, der er negativt og glemme alt det, der faktisk går godt. Det er en naturlig ting og noget som vi alle kommer til. Grunden til at jeg skriver det, er at det kan være godt at huske på alt det som faktisk går godt, selvom man kan synes at det hele ikke er det værd mere og man bare har lyst til at løbe hjemmefra og glemme det hele og selv blive glemt. Du skriver, at du er skiftet til en skole som er meget bedre og hvor du ikke bliver mobbet mere. Du skriver også, at du får gode karakterer. At man har det godt i skolen er rigtig vigtigt og så dejligt at høre. Det betyder også, at du kan tage i skole med ro i maven og ikke være bange for hvad der skal ske deroppe. Husk på, at du også har ting i livet som går godt. Det kan være godt at huske sig selv på de ting når man synes det ser lidt sort ud det hele.
Det betyder selvfølgelig ikke, at du ikke skal have fokus på problemerne. Overhovedet ikke. For det skal du. Når man har det skidt, er det vigtigt man giver sig selv lov til at mærke efter så man kan finde ud af hvad man kan gøre for at få det bedre. Ligesom du har gjort og stadig er i gang med. 

Du spørger i dit brev: hvad skal jeg gøre?For det første vil jeg sige at jeg tænker du har gjort det helt rigtige! Du har sagt det til din far. Selvom det er svært at skulle fortælle andre om hvordan man har det, så er det vigtigt man får det gjort så man kan få noget hjælp. Nu ved din far hvordan du har det, hvad du tænker og føler. Det er et stort skridt på vejen. I blev enige om at du skulle have en at snakke med det hele om. Det synes jeg lyder som en god beslutning og jeg håber at I sammen finder ud af en måde det kan lade sig gøre på. Det er vigtigt at du føler du kan få snakket om det, så du ikke skal gå rundt med det hele alene og ikke få styr på tankerne.
Måske har det at du har sagt det højt også gjort det muligt at det er noget I bliver bedre til at snakke om som familie? Det må tiden vise, men jeg håber i hvert fald at du oplever at du kan få sagt det du vil sige på en god og ordentlig måde i familien og at det bliver modtaget med omsorg og respekt. Ofte er det faktisk nemmere at håndtere det der er svært hvis man får sat ord på det i fællesskab i stedet for at der er noget man ikke tør nævne, fordi det er et ømtåleligt emne. 
Uanset, så håber jeg at du finder ud af noget med din far, så du kan få snakket med nogle om det. De fleste der får åbnet op for det der er svært oplever en kæmpe lettelse i det at få det sagt højt. Så føler man ikke man står så alene med det hele mere.

Jeg vil til sidst fortælle dig, at du altid er velkommen på cyberhus. Udover brevkassen her, så har vi også en 1-1chat, hvor du kan chatte med en voksen rådgiver om de ting, der fylder i dit liv. Måske var det noget for dig? Du er i hvert fald velkommen! Du kan finde chatten her.

 

De allerbedste hilsner,

Astrid

Astrids billede
Astrid har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2017 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Insafe- & Daphne program