Kan snart ikk klare det længere

brevkassespørgsmål

Kan snart ikk klare det længere

brevkassespørgsmål af
Anonym
15 år
Oprettet 7 år 12 måneder siden

Hej. Jeg tror jeg er ved at falde ind i en depression igen. Det begyndte for ca. 12 år siden, da min far begyndte at blive voldelig. Han begyndte at tage kvælertag på min 2 år ældre storebror, smed min ældste storebror ud af huset, rev min arm ad led og jeg kunne fortsætte.. Eftersom Jeg voksede op med det, troede jeg bare, at det var meningen. Sådan var alle fædre.. Men eftersom jeg blev ældre, blev jeg klogere.. For ca. 5-6 år siden, spiste mig og min familie aftensmad i tavshed. Min 6 år ældre storebror havde fået sort neglelak på, og det kunne min far ikk li. Han blev faktisk så sur, at han svinede min bror til. Min bror svarede så igen, men det skulle han ikke ha' gjort.. Min far væltede min brors stol, som han sad på, og forsøgte at kvæle ham. Jeg stod ved siden af, og ville ønske Jeg kunne gøre noget. Min mor stoppede ham også efter noget tid. Jeg kunne ikke bevæge mig. Min 2 år yngre lillesøster vidste heller ikke hvad hun skulle gøre.. Vi fandt os i det i nogle år endnu.. Hver gang min mor flyttede fra min far, tiggede jeg altid min mor om at tage ham tilbage. Han fyldte mig med løgne om, hvor meget han fortrød, hvad han havde gjort, og at hvis han kunne gøre det om, ville han gøre det. Men det var løgn. Det blev bare værre og værre. Jeg begyndte at blive deprimeret som 7-8-årig. Jeg forsøgte selvmord flere gange. Men det var ikke så let.. Det gik over efter nogle år. Min mor flyttede fra min far for 117. Gang. Ingen troede på hans tiggen om at komme tilbage. Men så kom skilsmissen! Den tog lang tid. Min far ville ikke skrive under på skilsmisse-papirerne, så det måtte gå rettens gang. Hver gang de skulle i retten, kom min far hele tiden med så beskidte knéb og løgne, så min mor blev fremstillet som den dumme. I hele min by, blev min mor kaldt for: svin, heks, kælling og meget andet vag hendes ryg. Skilsmissen tog tre år. Så kom møbel-delingen.. Den var straks værre. Min far blev værre værre i retten, selv bo-behandleren, bad min far om at tale pænt, og han var nød til at råbe det, så at min far ikke afbrød igen. Retsagen et stadig igang, og den har været igang i 5 år nu. og det ser ud som om min far vinder.. Midt i alt det skrev min far forfærdelige sms'er til min mor. Såsom: "Jeg forstår ikke hvorfor du gør dette. Du holder børnene væk fra mig med løgne! Du bilder ind i hovedet på dem!" Og det blev værre og værre! Min mor er endt med at blive deprimeret. Der skal virkelig ingenting til, før hun bryder sammen, eller bliver sur. Hun kan blive sur, hvis en dør i huset ikke er lukket. Hun bliver sur, hvis man står i vejen selvom det ikke er med vilje. Men hver gang hun bryder sammen, trøster vi hende. og det er tit. Jeg skriver det her, fordi jeg ikke kan klare det mere. Hver gang jeg er nede i byen, kigget jeg mig altid over skulderen, fordi jeg er bange for at han er der. Jeg kan mærke min depression vende tilbage igen og ved ikk hvad jeg skal gøre. Please hjælp mig!

Svar: 

Kære dig.

Velkommen til Cyberhus. Det er godt for dig at du vælger at skrive ind med alle dine bekymringer, så du ikke længere skal stå alene med det. jeg vil gøre alt hvad jeg kan for at skabe et overblik over din situation, samt hvad du har af muligheder for hjælp. 

Jeg deler svaret op i emner, for bedre at skabe et overblik.

Vold: Det lyder til at være en meget voldsom barndom dine forældre har ladet dig være i. Det er på ingen måde din skyld, det burde jo netop være ens forældre der beskytter en mod dårlige ting. Det er på ingen måde ok at du har været i det, og de har udsat dig for det, og jeg kan godt forstå du har fået nok, og at du har det så træls nu. Vold er aldrig ok, vold er aldrig en løsning, men desværre bruger mange vold som en måde at vise sig "stor og stærk" og skabe frygt på, fordi de ikke kan finde ud af bare at sidde stille og roligt at lytte og snakke med andre mennnesker. Desværre svigter forældre ofte deres børn på denne måde, og glemmer at i også er mennsker med ønsker, drømme og behov.

Depression, angst: Det vil da være underligt hvis du ikke led af depressioner og angst, med det du har oplevet og går rundt med indeni. Det er fuldstændige naturlige reaktioner, det er din krop og hjerne der fortæller dig at NOK ER NOK. Du skal væk fra det, ud og opleve at verden kan se helt anderledes ud, et liv uden angst og vold. Og det kan lade sig gøre at finde. Det der er vigtigt lige nu er at du får hjælp, så du kan forstå dig selv, og dine reaktioner.

Du siger når du går nede i byen, at du er bange for din far pludselig er der? Hvad ville der ske hvis han var? Måske skal du i en periode forsøge ikke at være alene, indtil du har fundet ud af hvad du konkret er bange for der ville ske, hvis du mødte ham. Kan du på nogen måde tage en snak med ham, hvor en anden voksen er tilstede så du er tryg? Fortælle ham hvor bange du er? Jeg syntes han skal have at vide hvad han har gjort ved dig, og at det er hans skyld du har det slemt. Eller du kunne sætte dig og skrive et brev til ham, hvor du lukker alt det dårlige han har gjort mod dig, ud. Lig det over på han "bord", så får det bare lidt ud af dit hoved. Det er en super god måde at starte en bearbejdningsproces på.

Skilsmisse: I mine øre lyder det till at du er blevet blandet alt for meget ind i dine forældres skilsmise, og det er ikke ok. Det er noget de voksne selv skal klare mellem dem. Du har lidt overlast, og det er ikke godt for dig at være blandet så meget ind i det. Det er altid, uanset havd der så end er gået forud, svært når ens forældre går fra hinanden, fordi man jo trods alt elsker dem begge. Men ofte er man end bedre forældre, alene, og det er godt du er kommet væk fra volden.

Mor: Du fortæller at din mor også lider af depressioner, og det er derfor hun så let bliver sur. Når man har en depression mangler man en masse "gode kemiske stoffer i hjernen", blandt andet kaldet domamin. Og når man mangler det, bliver men let irriteret, sur, vred og bryder sammen nærmest uden grund.
Så du har en ekstra opgave, og det er at du også må prøve at forstå din mor. I har det jo begge hårdt, så måske i skulle åben op for hinanden, og på den måde støtte hinanden. men det kræver at i er villige til at lytte til hinanden og også turde tale om de ting der er svære og gør ondt.
Dermed ikke sagt at det er din opgave at hjælpe din mor, det er hun voksen nok til selv at gøre, hvis hun vil have hjælpen. Men i kan blive nogle gode støtter for hinanden, et sted hvor i kan finde forståelse, tryghed og nærvær.

Retten til at være den man er: Om man går men sort neglelak, er homoseksule eller noget helt 3. ja så man nu engang ret til selv at vælge det liv og den vej man vil gå. Og ja nogle gange bliver ens forældre eller andre provokeret af det. men når alt kommer til alt har man ret til at bestemme over sin egen krop og liv.

Hjælp at hente: Søde dig, du slutter med at skrive at du ikke ved havd du skal gøre længere, og det kan jeg sagtens forstå. Du har oplevet alt for meget dårligt, været blandet alt for meget ind i noget som du ikke skulle havde været, og tager alt for meget ansvar lige nu.

Du skal begynde at tage ansvar for dig, og det føler jeg også du lige har gjort ved at skrive herind, og det er en god start. Nu skal vi så finde ud af hvad dit næste træk skal være!
Jeg mener altid at familien har det største ansvar for at passe på hinanden. Eftersom dine forældre er i den situation som de er lige nu er det nok ikke der, du kan hente mest støtte. Har du evt. besteforældre? Moster eller onkel eler en 3. person som du har det rigtigt god med i din nærmeste familie. Så kunne du jo måske starte der og se om du kan finde hjælp og støtte der.
En anden mulighed, er at du på din skole, tager fat i din trivselslærer som er ansat på skolen, for at hjælpe de unge til at trives. Du kan jo bare starte med at sige at du har brug for at snakke, fordi du ikke har det godt. Så skal han/hun nok hjælpe dig igennem en samtale. I kan i fællesskab finde frem til den rette hjælp til dig.
Det der er vigtigt du søde dig, er at du tager ansvar for dig selv, dit liv og din fremtid. Alt afhænger af at du får bearbejdet fortiden så din fremtid kan blive god. Du må og skal bare ikke stå alene med det, der er hjælp at hente.

Husk du fortjener at have et godt liv, og ingen skal behandle dig dårligt igen. Jeg håber mit brev kan inspirere dig til at finde hjælpen, og få bearbejdet de grimme oplevelser.

Du er altid velkommen til at skrive til mig igen,. og du kan også logge på vores chat, hvor der sidder søde dygtige mennekser der altid er klar til at chatte med dig.

Jeg ønsker dig alt godt i fremtiden, og pas nu godt på dig selv.

kram fra Isabella

Rådgiver har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2017 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Insafe- & Daphne program