Jeg tænker på at dø, altså bare en gang i mellem.

brevkassespørgsmål

Jeg tænker på at dø, altså bare en gang i mellem.

brevkassespørgsmål af
Anonym
15 år
Oprettet 8 år 7 måneder siden

Hej Cyperhus Jeg har haft skrevet til jer herinde før, dengang det hele begyndte drastisk for mig. Det hele er lidt anderledes nu, jeg ved ikke om det er godt eller dårligt. Dagligt minder jeg mig om fortiden, nogen gange cutter jeg og spiser ganske lidt. Jeg tænker på at dø, altså bare en gang i mellem. Jeg har en kæreste, han vil have at jeg stopper. Selvfølgelig prøver han at støtte mig, men det hjælper ikke rigtigt. Han minder mig hele tiden om at jeg skal få snakket med en psykolog, men jeg mener ikke selv at der er noget decideret galt med mig. Jeg har det godt nogengange, smiler og nyder livet. Men det skifter konstant. Jeg kan gå fra at danse rundt på mit værelse til at lave sår der smerter på min arm. Bagefter tænker jeg på, hvad der dog er blevet af mig, altså den jeg var før i tiden var ikke som jeg er nu. Jeg har altid været en asocial type, det vil jeg skam ikke lægge skjul på. Det er bare anderledes nu, jeg orker ikke at snakke med folk. Deres stemmer irriterer mig, og jeg vil helst bare sove eller være alene. Skolen er hård, og jeg smutter engang i mellem fra timerne så jeg sidder på en gang og kigger på loftet. Sådan var det ikke dengang, jeg kunne være i timerne og have undervisning. Det kan jeg også engang i mellem, men jeg har ikke styr mig på mig selv, og jeg ved at min kæreste har ret når han siger det til mig. Jeg hader bare at sige det, og jeg hader at få hjælp når jeg selv synes det er spild af tid. Jeg ved at jeg har et problem, det har jeg haft i 8-9 måneder nu. Jeg har fået lidt hjælp, ellers har jeg bare udviklet det, og udviklet det. Det startede med panodiler i massevis, som jeg så stoppede med fordi jeg i en periode havde det meget godt. Jeg spiste ikke så meget, men sov enormt meget igennem alle månederne. Nytårsaften var noget værre skidt for mig, jeg spiste dårligt nok noget og skulle konstant til at græde. Jeg var sammen med mine bedstevenner, men tænkte ikke på andet end elendighed. Jeg virkede så lalleglad den aften, at det hele virker så surrealistisk når jeg tænker tilbage. Jeg gemte mine følelser bag en facade . Efter nytårsaften begyndte jeg at drikke øl i smug, og tage piller igen. Samtidig spiste jeg lidt, meget lidt. Jeg sov en del, men det gjorde jeg altid. Februar var også slem for mig, og måneden efter den. Jeg spiste ikke i tre dage i træk. Jeg savnede ikke mad, men blev tvunget til at spise, mine forældre var oprørte over det, og kaldte mig anoreksibarn. - Jeg blev ret bedrøvet, og holdt mig langt væk fra dem. Jeg glemte følelser, eller prøvede på det. Jeg lærte mig selv at manipulere med andre for at kontrollere dem. Jeg ville alle ondt, selvom jeg godt vidste at det ikke var mig det der. Min mor og bror tog mig i at tage piller, de vidste det godt i forvejen, altså at jeg havde haft taget overdosiser før. (Jeg kan ikke klare når folk laver om på aftaler eller ændre min plan fra dagen.) De så mig tage en stor kande vand, og pillerne i hånden ude på toilettet. Jeg græd, og blev nærmest aggressiv da de tog mine piller. Jeg var ikke afhængig og havde ikke taget i lang tid, men den dag blev for meget for mig. Min mor råbte ind i mit hoved at jeg var misbruger, derefter blev hun vred over at jeg ikke kunne have øjenkontakt med hende eller min bror. Jeg prøvede at rive mig fri af hendes arme og græd samtidig med at de blev ved at sige ting til mig. Jeg ville bare gerne væk derfra, men de holdt mig mod væggen. I dag er det lidt anderledes, jeg tager ikke piller mere men cutter i stedet. Jeg prøver at holde det gemt, men når jeg har en kæreste er det lidt svært. Han truer med at fortælle det til min mor, som godt ved at jeg har haft gjort det. Jeg siger at han skal lade være, hvorefter han siger at hvis jeg ikke snart tager til psykolog og får styr på mig selv, så kan han ikke være sammen med mig mere. Jeg forstår ham jo godt, men uden ham har jeg ikke nogen at tage over til i weekenden, altså jeg har mine venner, men de kan ikke gøre mig glad og glemme alt som han kan. Jeg har selv tænkt på at slå op, men kun fordi jeg ikke har lyst til at stoppe med mit cutterig. - Jeg har det jo godt når jeg cutter, kommer stort set til alle timerne og laver lektierne til tiden. Og folk tror jeg har styr på mig selv igen, selvfølgelig gemmer jeg sårene. Inden i græde jeg lidt, og måske også uden på. Jeg skriver digte og mindes fortiden tit. Ting jeg før i tiden elskede kan jeg ikke klare i dag. Jeg har desuden også svært ved at vise følelser uden at væmmes ved mig selv. Jeg ved ikke hvorfor jeg skriver det, jeg har jo sådan set fået det bedre end den gang. Jeg har vel på en eller anden måde lovet at skrive/fortælle det til nogen, og jeg vil gerne være meget trofast. Mit største problem er mit humørskift, men jeg føler at jeg kan klare det hele selv. Min kæreste må tage fejl, det må han altså! Kh Ukendt.

Svar: 

Kære Ukendt

Det lyder til at du har været en masse igennem, og at du havde brug for piller og hele den situation med din mor og bror lyder til at have været rigtig hård.. Jeg er glad for at høre at du har fået det bedre og at du ikke tager piller mere. Men selvom du skriver at du har det bedre nu, så kan jeg godt læse på dit brev at du stadig kæmper med nogle ting, som gør dig ked af det, giver dig humørskift, får dig til at skære i dig selv, spise meget lidt og tænke på et dø nogle gange..

Din kæreste vil gerne have dig til psykolog, og vil gerne at du får styr på dig selv, for han kan ikke blive ved med at være kærester med dig ellers. Det kan godt være rigtig svært at være kærester med en, som har det svært, og som også skader sig selv med cutting og ikke at spise, for det er hårdt at gå og være bekymret for en, som man holder meget af.. Jeg tror han har ret i, at det ville være rigtig sundt for dig at snakke med en psykolog om de ting du har oplevet... Du skriver du ikke vil til psykolog, fordi du ikke mener at der er noget decideret galt med dig. Jeg tænker det er ligegyldigt om man føler der er noget galt med en eller ej, men man kan gå til en psykolog, hvis man har det svært med nogle ting, som man har brug for hjælp til at få styr på.. og måske kan han/ hun hjælpe dig med at få styr på de ting, som gør ondt indeni dig,  og som gør at du har brug for at skære i dig selv, for at holde dine følelser ud.. 

Du skriver du har det godt når du cutter – og det tænker jeg er fordi at det er et øjeblik, hvor du føler at du har styr på dine følelser lidt.. Der kan du kontrollere dem, fordi det er en smerte du kan se på din arm. Men jeg tænker også at når du er færdig med at skære, er der stadig en smerte indeni, som du ikke kan kontrollere.. Det er det du skal have kigget på sammen med en psykolog.. den smerte indeni som du ikke kan kontrollere og som måske også er den der fik dig til at tage mange piller engang.. Du skriver du godt ved at du ikke har styr på dig selv, at du har et problem, men at dit største problem er dine humørskift, som du dog godt selv føler du kan klare.. Jeg tror dine problemer med humørskift hænger sammen med alt det andet - altså dit cutting og at du ikke spiser nogle gange, og også alt det du har oplevet før i tiden! Kunne det ikke være rart at kigge på de ting sammen med en der ved en masse om hvordan følelser fungerer?

Til sidst vil jeg sige, at jeg synes det er godt at du skriver herind og fortæller hvordan du har det – det kan hjælpe meget at få skrevet sine følelser ned, så det skal du endelig blive ved med! Jeg håber du vil overveje at kontakte en psykolog, for det er ikke spild af tid at få hjælp, og jeg tror det ville være godt for dig at få kigget på det hele, og jeg synes også at du fortjener at have det endnu bedre endnu, så du ikke skal skære i dig selv for at holde det hele ud..

Mange tanker fra Heidi

Rådgiver har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2017 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Insafe- & Daphne program