Jeg kan ikke længere styre noget
brevkassespørgsmål
Jeg kan ikke længere styre noget
Hej, Jeg skriver til jer mens mine fortvivlede sid får tårerne til at trille i en evig strøm. Jeg har nu haft en spiseforstyrrelse i, ja, det er vel ved at være 9 år nu. Det hele startede i 6. klasse, da mine forældre havde en krise, hvilket jeg aldrig havde oplevet før i min trykke og dejlige opvækst med kærlige forældre og en skøn søster. Jeg begyndte at tage på igen i 8. klasse, men der gik det så stille og roligt over i perioder med spisning og opkast. Da jeg boede hjemme var min bulimi mere kontroleret, hvilket vel nok var i form af at mine selvfølgelig boede der og ikke skulle opdage noget. Nu er jeg så flyttet hjemmefra for et år siden, og bulimien er virkelig taget til på et plan, hvor jeg ikke længere føler, jeg kan kontrolere den, som jeg bedre kunne før. Jeg bor på et værelse, og flere dage i ugen spiser jeg alt jeg har af mad og kaster op omkring 3-6 gange på et døgn. Jeg elsker når mit værelse er rent og rydeligt med friske blomster og hygge, men at det ser sådan ud er blevet en sjældenhed. Nu er det oftere skrald fra mad og skåle med opkast der står på gulvet. Jeg skammer mig sådan, men hvorfor får jeg så kun gjort det pænt, når der kommer veninder - hvorfor bliver jeg ved?? Den mindste del af det er det rent økonomiske ved at skulle handle så meget ind. Det der er så frustrerende er, at jeg er ved at miste hele grebet. Jeg kan godt møde op til aftaler og være sammen med veninder osv., men så snart jeg er alene starter det hele forfra. Jeg føler jeg lever i en stor løgn, og siger altid "at i morgen bliver det bedre", men nu er jeg faktisk ved at komme til det punkt, hvor jeg ikke længere rigtig kan overbevise mig selv om det mere. Skal spiseforstyrrelsens smerte følge mig resten af livet? Vil jeg nogen sinde kunne lukke en fx en kæreste ind og kunne tro på at en elsker mig lige så højt som jeg elsker? Jeg føler alt det her er et reb om mit ben, og hver gang jeg tror det kører og nyder livet, så bliver jeg trukket tilbage til det kaos, jeg så inderligt gerne vil væk fra. Jeg har været til en spykologisamtale, men vidste med mig selv, at det hun sagde ikke ville kunne stoppe mig næste gang jeg fik træng til at overspise og kaste op igen. Jeg ønsker så meget at nå 56 kg eller bare 58. og ved at hvis jeg skal følge en spykolog og kostvejleder, så føler jeg jeg aldrig når dertil. Men på den anden side er jeg heller ikke nået dertil på engen hånd endnu, da jeg får de forbandede ædeflip, hvor nok ikke alt kommer op.. Beklager den lange smørre, men kunne bare ikke længere have det i mig. Sidder på mit værelse omgivet af tom madembalage, og drømmer mig til en tid uden spiseforstyrrelser, følelse af fiasko og skam. Skam både overfor mig selv, men også overfor mine forældre og venner, som har givet mig alle betingelser for at føle lykke. Jeg føler også lykke og stor taknemlighed, men alt det bliver så ofte sløret og vanerne og den ondecirkel tager over. Jeg vil så gerne have min rigtige person 100 procent tilbage, men det er som om, jeg er ved at glemme hvem det egentlig er.
Svar:
Kære du
At være fanget af en spiseforstyrrelse kan være rigtig frustrerende, og at du føler du er ved at glemme hvem du 100% er, kan jeg godt forstå må være rigtig svært. Jeg kan også godt forstå du har brug for at komme ud med det – og så er det bare super godt at du skriver herind.
Når jeg læser dit brev, kommer nogle forskellige tanker og idéer op, som jeg håber du kan bruge til noget...
Jeg læser lidt, at der er to modstridende sider i dig selv; en som gerne vil væk fra spiseforstyrrelsen, men samtidig en side, som meget gerne vil nå en vægt på 56 eller 58 kg. Nu ved jeg selvfølgelig ikke, hvor høj du er, så jeg ved ikke om det er et godt mål for dig. Men du skal vide at så længe du har fokus på at tabe dig, så er det svært at komme ud af din spiseforstyrrelse. Du er nødt til kun at have fokus på at komme ud af spiseforstyrrelsen først og fremmest..
Du skriver du har været hos psykolog én gang, men at du vidste at du ikke ville kunne bruge det hun sagde. Jeg tænker at en del af grunden til at du ikke kunne bruge det, var fordi at du stadig har ønsket om at tabe dig, som fylder meget. Og måske var psykologen heller ikke specialist i spiseforstyrrelser? Psykologer kan tit hjælpe med en bred vifte af ting, men det er tit meget forskelligt hvad pskologerne har mest erfaring med. Jeg gætter på at du er blevet henvist til psykologen gennem din læge, måske kan du prøve at høre samme læge om der ikke er en psykolog i området, som har god erfaring med spiseforstyrrelser. Ellers vil jeg også anbefale dig LMS (landsforeningen mod spiseforstyrrelser) - deres hjemmeside er www.spiseforstyrrelser.dk. Måske kender du dem allerede, men de har flere rådgivningstilbud, herunder personlig anonym rådgivning og støttegrupper. Mange af rådgiverne hos LMS har selv personligt haft en spiseforstyrrelse, så de er super gode til at sætte sig i andres sted.
For at samle op, så synes jeg altså at det er rigtig godt at du selv har taget første initiativ til at få hjælp; både gennem psykologen og at skrive hertil. Jeg håber du har mod på at prøve LMS' rådgivning, og lægge tankerne om at tabe dig på hylden mens du får hjælpen.
Jeg synes også du skal overveje at involvere dine forældre. Jeg ved godt det kan være et rigtig stort skridt, men jeg har egentlig fået indtrykket af at du har det rigtig godt med dem, og den støtte de kan give dig i at komme ud af spiseforstyrrelsen kan være guld værd - støtte fra nogen man holder af kan nemlig betyde rigtig meget i processen. Hvis du synes at involvere dine forældre er for stort i første omgang, så håber jeg du vil overveje at fortælle det til en rigtig god veninde. Selvom du skriver at du skammer dig over det, så er støtten fra ens nærmeste bare så vigtig, og det er ikke en skam af have brug for hjælp - det har vi alle engang imellem.
Du spørger til om det skal følge dig resten af livet, og til det har jeg lyst til at svare; Nej! Du kan godt komme ud af det, og du kan også godt komme til et punkt hvor du kan lukke en kæreste ind.. i morgen kan blive bedre, men du skal søge noget mere hjælp og støtte, for den onde cirkel du har været i i 9 år, kan være så svær at komme ud af uden hjælp og støtte – både fra professionelle og fra ens nærmeste.
Jeg håber du vil overveje at involvere dine forældre eller en god ven. Og jeg håber du vil prøve at kontakte LMS og få startet et forløb hos dem, eller hos en psykolog, som har erfaring med spiseforstyrrelser. Du fortjener at komme ud af det, og med den rigtig hjælp kan du også!
Mange tanker fra Heidi
Relateret indhold
Inderst inde
Hej der er en pige jeg kan lide sammen med en anden dreng og der er meget kamp om hende men nu ser det helt sort ud fordi pigen er flyttet skrå over for drenge BTW drengen har en tvilling som leger meget med hende jeg kan virkelig godt lide hende har også prøvet at skrive med hende men jeg har...
Laura har svaret på dette spørgsmål
0
Psykisk sårbar
Hej. Jeg er en pige på 19 år. Sagen er den at jeg grundet OCD, angst og depression er droppet ud af diverse uddannelser som jeg har startet på. Alle mine venner bliver studenter til sommer og jeg er helt vildt misundelig. Jeg føler at hele mit liv er rimelig håbløst og at der egentlig ikke er en...
Charlotte fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål
Hvad skal jeg gøre jeg skære i mig selv HJÆLP
Hej jeg er en dreng på 13 år og jeg kan ikke stoppe med at skære i mig selv! Jeg Har det forfærdeligt inden i og kan næsten ikke klare mere, jeg havde fundet en metode der stoppede det men den metode hjælper ikke mere og metoden er at jeg ryger en smøg når jeg har det dårligt!
Men det...
Rådgiver fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål
har svaret på dette spørgsmål
