Jeg er trist uden grund.

brevkassespørgsmål

Jeg er trist uden grund.

brevkassespørgsmål af
Anonym
14 år
Oprettet 7 år 10 måneder siden

Hej. Jeg ved ikke helt hvordan jeg skal forklare det, men jeg har det sidste stykke tid virkelig haft det dårligt, uden nogen synderlig grund. Jeg har ellers et normalt liv, men jeg føler bare at jeg er fuldstændig nytteløs og kun i vejen. Jeg kan ikke klare det pres der kommer i skolen. Jeg får de bedste karakterer i min klasse, og det er jo fint, men lige så snart jeg laver den mindste fejl, så bliver jeg straks drillet med det. Egentlig har jeg været ligeglad med mine karakterer, men de andre i klassen forventer at jeg er den bedste og jeg får intet accept fra min far hvis jeg får en dårlig karakterer. Jeg har lyst til at græde ved et 10-tal, for jeg ved at jeg kan gøre det bedre, men jeg er for ukoncentreret til det og føler mig ekstremt presset. Jeg føler heller ikke rigtig jeg er noget. Jeg har ikke nogen tætte venner som jeg kan snakke om alt med. For et par år siden havde jeg en tæt veninde der behandlede mig rigtig dårligt og det har gjort mig afvisende overfor alt for tætte venskaber. Jeg hader at være social, men inderst inde ville jeg gerne have en at dele mine tanker med. Jeg har også virkelig følt mig mentalt udmattet på det sidste. Normalt elsker jeg at skrive og har fået at vide at jeg har talent for det, men det er jeg stoppet med, for jeg synes aldrig at det jeg finder på er godt nok. Jeg rider også, men jeg orker heller ikke dét længere. Faktisk vil jeg allerhelst bare sove tiden væk, for jeg vil ikke have flere nederlag. Jeg er generelt bare træt af livet, jeg vil gerne være journalist og forfatter og gøre en forskel, men jeg ender sikkert bare med et parcelhus og 2 børn som alle andre. For et godt stykke tid siden, havde jeg en periode med at skære i mig selv. Jeg var alene hjemme og tog en brødkniv og begyndte. Det føltes godt, for brødkniven sørgede for at det skete langsomt og smerten trak ud. Jeg er også blevet taget i at sidde med en passer ovre i skolen og skære, så nu bliver jeg kaldt for emo. Jeg stoppede dog med det igen, men her på det sidste har jeg virkelig haft lyst til at gøre det igen. Er det her bare fordi jeg er teenager eller hvad? Jeg vil så gerne starte på en frisk, men jeg ved ikke hvordan. Tanken om selvmord strejfet mig og jeg har tit tænkt på hvordan det ville være at sidde med et glas fyldt med piller i hånden. For tiden er det kun musik og én enkelt ven der holder mig oppe. Hvad skal jeg gøre?

Svar: 

Hej

Det lyder som om der foregår en helt masse inde i dig, som der ikke rigtig er andre der kender til. At du føler at andre forventer at du er noget og gør noget som er svært at leve op til. Hvis vi kigger på den "person" som din far og din klasse forventer noget af, så tænker jeg at hvem mon har fortalt dig at du skal være den i klassen som får de bedste karakterer ?? Du fortæller jo at du egentlig ikke selv synes det er nødvendigt at få de allerhøjeste karakterer, så der må jo være en anden grund til at du absolut "skal" være den bedste ??

At du fortæller at du ingen accept får af din far hvis du ikke får topkarakter, det synes jeg lyder rigtig uhyggeligt. Når du fortæller det, så håber jeg at det er en misforståelse imellem jer, som gør at du føler det på dèn måde. Måske fordi I ikke får talt om hvor belastende det egentlig er for dig at mærke disse høje forventninger.

Skulle det være sådan at din far ikke kan acceptere mindre end topkarakterer fra dig, så synes jeg at han har et meget alvorligt problem som far, så jeg synes bestemt at der skal tages hul på snakken. Jeg kender ikke din far og ved jo ikke hvordan han er at snakke med, men eftersom problemet jo også berører din trivsel i klassen, så synes jeg at du skal betro dig til din klasselærer (eller hvis der er en anden lærer du har mere tillid til ?) om hvor presset du føler dig. Så kan du får hjælp af ham/hende til at tage snakken med din far også. Det er vigtigt at der bliver talt om det, fordi så længe du føler dig så presset og går alene med det, vil du ikke få det bedre.

Du skal selvfølgelig af med din trang til at skære i dig selv og det kræver at der tages hul på bylden, fordi det er ikke sundt for dig (og derfor har du det dårligt) at ligge under for et pres om at skulle være den bedste i klassen. Det er helt urimeligt og det skal der laves om på.

Der er jo mulighed for at printe dit spørgsmål og mit svar ud og vise det til din klasselærer, hvis det er for svært at fortælle det.

Jeg er ret sikker på at når du får taget hul på det og ikke længere skal gå og gemme på hvordan du har det indeni med presset om at du skal leve op til noget du slet ikke har lyst til, så vil det blive meget nemmere for dig at være til og du vil komme til at føle dig mere modtagelig og åben overfor nye venskaber  - så sådan starter du på en frisk, som du gerne vil.

Til sidst vil jeg sige, til titlen på dit spørgsmål "Jeg er trist uden grund ", at der er ALTID en grund :)

Tak for dit brev

Kh Denise

Rådgiver har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2017 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Insafe- & Daphne program