Kæreste JB. 

Det lyder til at være nogle meget svære følelser, du går og kæmper med, så det er rigtig godt, du tør skrive ind til os og fortælle om det. Jeg er glad for at høre, du tidligere har haft gode erfaringer med at skrive ind til os, og jeg vil gøre mit bedste for, at du også får en god oplevelse med dette brev.

Som jeg læser dit brev, er der tre ting, der "springer" mig i øjnene:

1. At du føler, ingen lægger mærke til dig
2. At du tror, ingen ville føle noget, hvis du aldrig dukkede op igen. 
3. Dine veninder 

Jeg vil gennemgå punkterne et for et, for at gøre mit svar mere overskueligt.

1.
Selvom det måske lyder lidt stort og flyvsk, tror jeg, at det er helt grundlæggende for alle mennesker, at vi gerne vil ses og høres af vores omverden. Når andre mennesker anerkender os og vores tilstedeværelse føler vi, at vi er noget. Derfor kan jeg også godt forstå, hvor ondt det gør at føle, at de andre ikke lægger mærke til dig. En af mine første tanker var, at der nogle gange er en personlig grund til, man bor i et botilbud. Derfor kan det være, at de andre ikke nødvendigvis har overskuddet til at inddrage dig. De ser det ikke, som at du er udenfor, og de tænker ikke, at de skal sørge for, du er med i samtalen. Deres hovedfokus er dem selv. Det kræver en vis selvindsigt at kunne sætte sig ud over sine egne problemer og få øje på andres. Det virker til, at du har en stor forståelse for det, fordi du selv føler, du er udenfor, og at du måske derfor godt kan se, når andre føler sig udenfor. Er der nogle gange andre i gruppen, der ikke siger så meget? For så kan du jo være den person, der kan hjælpe dem til at have nogen at snakke med. Jeg tror også, det er grunden til, pædagogerne altid er over dig. De kan godt se, du gerne vil være en del af det, og de prøver aktivt at inddrage dig. Ikke fordi de tror, du er uselvstændig eller en "baby", men fordi de prøver at hjælpe dig ved at tale til dig, som jo netop er det, du søger efter. Pædagogernes opgave er jo blandt andet også at have det overskud, der giver dem mulighed for at hjælpe. De andre beboere har ikke nødvendigvis det overskud, og derfor bliver det ofte pædagogerne, der påtager sig "hjælper-rollen".

Det er utrolig hårdt at føle sig udenfor og overset, men jeg synes, det er utrolig flot af dig, du bliver ved med at prøve! Selvom det nogle gange føles som at løbe panden mod en mur, er det virkelig modigt, du stadig springer ud i det. Har du nogensinde snakket med pædagogerne om, hvordan du har det? For ellers kunne de måske gøre noget for at hjælpe dig.
Det er lidt uklart for mig, om dine veninder er med til "komsammen", men hvis de er, kan du jo prøve at aftale med dem i forvejen, at du ville blive glad, hvis de huskede at inddrage dig. Hvis ikke dine veninder er med, er det så en mulighed at blive venner med nogen af dem, der er med til de "komsammener", botilbuddet afholder? Jeg forestiller mig lidt, at hvis du havde en af dem på enmandshånd, så ville det være nemmere vej ind i gruppen. Det er svært for næsten alle mennesker at deltage i store grupper, og det giver altid lidt ro og tryghed, når man kender nogen i gruppen i forvejen. Nogle gange kan man også komme til at udsende signaler, der er helt misvisende i forhold til, hvad man gerne vil. Hvis man fx føler dig overset, trækker man sig ind i sig selv, og ser ikke særligt indbydende ud. Så får folk et indtryk af, man ikke har lyst til at snakke med dem.

2.
Nogle gange kan det føles som om, omverdenen slet ikke lægger mærke til en, men det er aldrig nogensinde tilfældet. Og sådan som jeg læser dit brev, er der mange mennesker, der lægger mærke til dig. Det at du føler, du har svært ved at blive hørt til "komsammener" på botilbuddet, er jo på ingen måde det samme, som at de ikke lægger mærke til dig. De ved, hvem du er! Og det gør pædagogerne, dine veninder og ikke mindst din mor også.  Hvis du en dag ikke dukkede på, ville det ikke løse noget som helst - hverken for dig eller alle dem, der ville blive påvirket af det. Ville du ikke selv opdage det, hvis en af de andre i gruppen lige pludselig aldrig mere dukkede op? På samme måde tror jeg, det ville være for de andre. I er en tæt lille gruppe, og selvom I ikke er bedste veninder, har I betydning for hinanden, fordi I er fælles om noget. Nogle gange kan tanken om at føle sig ligegyldig fylde så meget, at man mister fornemmelsen af, hvad der rent faktisk har betydning. Du har betydning for gruppen, for pædagogerne, for dine veninder og for din mor. Alle deres liv ville blive stærkt påvirket, hvis du en dag ikke dukkede op.

3.
Da jeg læste dit brev, blev jeg enormt glad, da du skrev om dine veninder. Hvor er fedt, du har sådan nogle skønne piger i dit liv, du kan have det sjovt sammen med og som gør dig glad! I alt det her tænker jeg, at du skal huske at sætte pris på dine veninder og snakke med dem om, hvordan du har det. De har nemmere ved at hjælpe dig, hvis de ved, hvad du tænker og føler. Det er også vigtigt at huske på, at selvom man gerne vil ses, når man er sammen med mange mennesker, så er det faktisk endnu vigtigere at blive set, når man er sammen med få. Det er jo netop, når du er sammen med dine veninder, at du virkelig kan være dig, præcis som du er. Det er ofte meget svært i store forsamling, fordi man nemt kommer til at føle, man spiller en rolle for at passe ind. Det er de intime relationer med vores nære venner, der virkelig har betydning - ikke om man bliver set i de større forsamlinger. Jeg synes stadig, du skal blive ved med at prøve at snakke med de andre, når I er flere sammen, og når det føles hårdt, så synes jeg, du skal bruge dine venskaber til at minde dig om, at du er en dejlig person, der er værd at kende! 

Husk på, at det gør en SÅ meget gladere at have to tætte veninder der kender en, end en masse overfladiske bekendtskaber der ikke ved, hvem man er.

Jeg håber, du kunne bruge mit svar.

De kærligste hilsner

Tanne