hej jeg er ny herinde, ved ikke helt hvad jeg skal gøre mere. For 2 år siden fik jeg en deprission. Nok mest fordi mine forældre blev skilt. Jeg har aldrig følt mig så knust. Mine forældre har været rigtig dårlige til at håndtere det her. Min storesøster og jeg har stået i mellem hele tiden. De har hele tiden skulle sige noget dårligt om hinanden, så at vi skulle vælge mellem hvem vi bedst kunne lide. Det gjorde jeg så, automatisk... Jeg har aldrig haft et vildt godt forhold til min mor, og 2 måneder efter hun havde sagt at hun ville skilles, fandt hun sammen med en fra hendes job. (det er et arbejde med meget få mennesker) og jeg ved hun har haft en affære og jeg kan ikke lade være med at afsky det. Det var her det startede at gå ned ad bakke. Min mor og jeg skændtes altid og udover det kan min mor bedst lide min søster da hun altid har prioteret hende højest. Jeg husker en dag hvor min søster og jeg blev uvenner, og jeg kan ikke huske hvad jeg sagde. Men ligepludselig kom min mor ind og råbte af mig "du er en stikkerso, hold kæft hvor er du ulækker. jeg kan ikke klare synet af dig" jeg vidste ikke min egen mor kunne snakke sådan. Men det blev ved: jeg blev kaldt: kælling, jeg var klam, nar, kunne ikke stoles på, røvhul og hun truede mig med at smide mig ud. Det skal siges jeg boede en uge hos hver af mine forældre. Jeg har altid haft et godt forhold til mig far, men jeg havde en periode med ham hvor at vi stod og skændtes over en opvask. Jeg sagde at jeg ikke gad at hjælpe ham hvis han skulle råbe, så jeg gik ind i stuen. Han kommer over til mig og sagde at jeg skulle så jeg rejste mig op, gik over mod ham fordi jeg skulle til køkknet da han skubbede mig ned i sofaen. Jeg var målløs. Han sagde jeg kunne flytte hjem til min mor for altid og at han aldrig gad se mig mere. Men ugen før havde min mor sagt at hun ikke ville have mig boende. Jeg følte at der var ingen der holdte af mig. Jeg var nitten, der kunne passe sig selv. Rettelse: Der var INGEN der holdte af mig. Jeg var alene. Efter det var jeg alene i skolen, til min sport. Jeg kunne ikke fungere socialt på nogle måder. Jeg blev tvunget til at gå til psykolog fordi jeg altid græd. Det hjalp ikke. De forstår mig ikke. Men ligepludselig fik jeg det bedre. Havde stadigvæk skænderier med min mor, men ikke så mange. Jeg var glad, fungerede socialt. Men så blev jeg uvenner med min mor igen, på en meget ubehagelig måde. Jeg valgte at flytte hjem til min far, bevidst om at han bruger alle sin tid og krafter på hans nye kæreste. Hans nye kæreste er så forkælet. Hun er ikke sød mod mig på nogle måder. Hvergang min far er der, spørger hun interesseret ind til mig, men man kan se hun ikke lytter og senere kommer de samme spørgsmål om og om igen. Hun har ikke selv været gift eller har børn og hun skal hele tiden have opmærksomhed. Hun afbryder hvis man har en samtale kørede med et familiemedlem, fordi hun skal være med og så skifter hun snedigt emne så man ikke er med i samtalen mere. Min far har ændret sig og det er tit jeg er alene hjemme. Og tit hvor han ikke fortæller at han ikke kommer hjem. min fars kæreste har ændret in far fuldstændig og det er ikke positivt... Det begynder at gå ned ad bakke igen og jeg ved ikke hvordan jeg skal vende det om. Min mor er flyttet sammen med hendes kæreste og min søster bor permenent hos min mor. Min far er igang med at flytte sammen med kæresten og jeg kan ikke lide hende. Hun er pure evil, og hun tager alt min fars opmærksomhed. Jeg har nævnt at min far har ændret sig til ham, men han griner bare. Jeg fik lov til selv at designe mit værelse, men ligepludselig havde min far købt en reolen uden at spørge og så synes min fars kæreste at mit skab skulle rykkes om - så de valgte hvor det skulle stå! selvom jeg protesterede? Jeg har så mange ting jeg gerne vil skrive, men det bliver for langt... Jeg er så ked af det, sidste gang kom jeg ind på selvmordstankafr. Jeg føler ikke jeg passer ind nogle steder. Jeg føler ikke nogle holder af mig mere. Jeg har drevet væk fra selvmordstankerne, men jeg er begyndt at få problemer med min spisevaner. Ligesom om at alt er ved at blive negativt og jeg driver mig selv ned i et langvarigt sort hul....