Hvorfor?

brevkassespørgsmål

Hvorfor?

brevkassespørgsmål af
Anonym
14 år
Oprettet 6 år 11 måneder siden

Hej.

Jeg er fjorten år gammel, femten år om nogle dage.
Stortset hele mit liv har jeg haft det svært, og her for en måned siden er jeg begyndt og bede om piller hver eneste dag.
Ikke fordi jeg har ondt i hovedet, men jeg har bare ondt inde i sjælen. Jeg ved ikke hvad det hedder, men det er utroligt hårdt.
At lyve foran pædagogerne, og sige "Jeg har ondt i hovedet" - men det har jeg jo ikke, og de er begyndt og få mistanke om det.
Så nu har de sagt at jeg ikke må få nogle piller, indtil jeg har taget til lægen fordi jeg nægter at tage afsted til lægen og de kan jo ikke tvinge mig til det.

Det er rigtig irriterende, og så diskuterede jeg meget med dem angående om pillerne. Fordi jeg mener at 3 er bedst, (hvilket det jo ikke er.)
Så idag har jeg taget kontakt til nogle ældre elever, som er snart 18 år - og om de ikke kan købe pillerne til mig. Jeg har bare løjet overfor dem, og sagt 

"Pædagogerne tror jo at jeg er misbruger af piller, fordi jeg stortset får dem hverdag" med et grin. De siger bare ja, og køber to æsker.
Men nu har jeg to æsker i min jakkelomme dsv. 20 piller, og jeg er bange for om jeg vil kunne tage pillerne.
Bare sådan lige pludseligt. Stemmerne siger i hjernen "Tag alle de piller, NU. Du skal ikke være bange."
Men på den ene måde føler jeg dårlig samvittighed over at jeg har løjet, og jeg føler på en anden måde at jeg må fortælle det.
Så jeg kan få hjælp, men alligevel er jeg jo bange. Hvad nu hvis de gør et eller andet ved mig?

Det er hårdt, rigtigt hårdt. Men også irriterende, at jeg ikke må få nogle. Grunden til at jeg vil have pillerne, er pågrund af min fortid.
Jeg er tidligere blevet seksuelt misbrugt, vold i familien og mobning & meget mere.
I de sidste måneder har jeg kun spekuleret over hvornår jeg skal tage mit eget liv, og hvornår og hvordan det skal foregå.
Jeg bor på et opholdssted hvilket der er skærpet syn med mig. Så jeg har kun tænkt på at det kan være om natten.
Men tanken om at jeg snart fylder femten år gammel, og at min lillesøster skal konfirmeres. Det er hårdt.
Men jeg føler at jeg må bare afslutte mit liv, da jeg får al den hjælp jeg troede at det hjalp mig.
Jeg går til psykolog, skal til psyk. hospital på mandag og meget mere - Men jeg føler ikke at der er et stykke af mig, der er blevet bedre.
Overhovedet ikke. Jeg vil bare afslutte mit liv, inden jeg ødelægger et stykke ekstra af mig selv.
Hvorfor ved jeg ikke. Jeg har bare følt mig utrolig tom, i hjertet. Jeg ved ikke hvordan jeg kan forklare mine følelser, men de er bare ... ikke specielt venlige. 
Jeg har tidligere skåret i mig selv, og jeg føler en lyst til det - stadigvæk. Pædagogerne ved OGSÅ at jeg også har skåret i mig selv - men om jeg stadigvæk har lyst er uvist. Prøvede også at tage mit eget liv, hvor jeg tog op til 70 piller som var en slags for Pinex - jeg lå i sengen, og brækkede mig heletiden. Det var sidste år.
Men nu har jeg jo hørt at Pandoil piller er bedre, og at det er godt for mig at gøre det. Så mon ikke?

Men der er også noget i mig selv, der siger STOP og at min familie har været igennem nok. Dødsfald i familien, og meget mere.
At min mor måtte se mig at jeg var langsomt ved at blive forandret til en trist pige. Så til sidst måtte hun give op, og sige at jeg ikke kan bo derhjemme mere.
Det var hårdt, og jeg valgte at stikke af. Stak af. Sparkede min far i ansigtet, da jeg var på vej til opholdsstedet. 

Men jeg føler også at jeg ikke må lade mig selv tabe mod kampen, om at få de to drenge som misbrugte mig.
Det er hårdt, jeg ved virkelig ikke hvordan jeg kan sige det. Noget siger nej, noget siger ja. Det gør mig sur.

Og ked af. Men jeg føler allermest at jeg ikke magter livet mere, og at jeg må bare stoppe livet eller tage chancen for at stikke af.
Så kan jeg jo starte forfra? Men er det ikke lettere at jeg er død, istedet for at vide om deres datter er død eller i live?

Jeg kan ikke mere. Kan ikke mere, ikke længere.

Svar: 

Kære dig

Det lyder til at det er rigtig svært at være dig, med alt det du har oplevet og været igennem i dit liv. Jeg kan læse på dit brev at du er meget frustreret, ked af det og opgivende, og når man har det sådan, kan det godt føles som det rigtige at vælge livet fra. Men det synes jeg ikke er en god mulighed, for jeg kan samtidig høre at du er en pige med meget mod, styrke, tanker og følelser, og det er netop de ting der gør at du kan komme ud på den anden side, som en glad pige. Det kræver noget arbejde og det kræver at du siger hjælp, men jeg ved også at gør du det, vil du en dag se tilbage på den her tid, med lettelse over at du holdt livet ud lidt længere.

Du skriver at du tænker meget over at vælge livet fra, men at der samtidg er en masse ting der gør at du ikke har taget det valg endnu. Du har altså sådan nogle dobbelte følelser, af både at have lyst til at give op og samtidig kæmpe videre. Du beskriver at din familie og særlig din lillesøster betyder meget for dig og at du ikke vil såre dem. Du beskriver også at du et eller andet sted har et håb om at få det bedre igen, selvom det er svært at se lige nu. Jeg vil gøre alt for at du finder din indre stærke og modige pige frem, så du ikke vælger at stikke af fra et liv der kan blive godt. Det tror jeg nemlig på at dit liv kan blive igen.

Det allervigtigste når man har det som dig, er at man ikke går rundt med de følelser og tanker alene. Det er rigtig vigtig at snakke med andre mennesker og dele de her mørke tanker, for ellers kommer de til at fylde mere og mere indeni dig. Du kan forestille dig at det er lidt som om at du bliver mere og mere fyldt op med negative, mørke tanker og til sidst er der slet ikke andet indeni dig. Der er ikke plads til smil og glæde, fordi alt gør så ondt. Når du begynder at snakke om det, vil du opleve at nogle af de her tanker vil blive løftet lidt fra dine skuldre og dag for dag vil du føles lettere og tankerne indeni blive lysere. Det tager tid, men alle mennesker kan med den rette hjælp få et godt liv.

Det lyder som om at der er flere forskellige mennesker som du kunne snakke med, bl.a. pædagogerne på dit opholdsted. Lige nu føles de måske som en fjende, fordi du bor hos dem, istedet for hjemme og det kan være at du slet ikke har lyst til at snakke med dem og involvere dem i dine tanker. Det synes jeg dog at du skal gøre alligevel. Selvom det kan føles modsat, så er det faktisk pædagogernes arbejde at hjælpe og støtte dig. De er der for dig, fordi det skal de være og det har de valgt at de gerne vil være. Nogle gange kan det føles som en alt for stor ting at skulle dele sådan nogle tanker med andre mennesker, især ansigt til ansigt. Jeg synes derfor at du skal overveje at skrive et brev til den pædagog du bedst kan lide og har mest tillid til. Du kan sagtens give dem det brev du har skrevet her i brevkassen, for jeg synes faktisk at det forklarer alt det der er vigtigt at fortælle. Hvis du ikke kan komme i tanke om en pædagog du har ekstra stor tillid til, kan du overveje om der er en lærer, en moster, din læge eller måske en helt anden voksen, som du kan snakke med. Lige meget hvilken voksen du vælger at snakke med om dine følelser og tanker, så vil den her person skulle hjælpe dig.

Du kan også overveje at komme i Cyberhus' chatrådgivning, når det hele er lidt svært. Her kan du snakke med nogle frivillige, anonyme rådgivere om hvordan du har det og de kan hjælpe dig til at få styr på dine tanker og følelser. Du kan finde vores chatrådgivning HER.

Til sidst vil jeg gerne sige at ingen mennesker fortjener at have det som du har det lige nu. Alle mennesker har brug for nogle at snakke med, nogle der elsker dem og støtter dem, og nogle skal kæmpe lidt ekstra for at få det. Du skal i gang med en svær kamp for at få det bedre og det kræver nogle flere skridt end du allerede har taget. Men tænk på at præmien er at du en dag kan være glad, blive forelsket, arbejde med det du gerne vil, bo hvor du har lyst og vågne om morgenen ude de svære tanker. Du kan måske have sådan en ønskeseddel for fremtiden med dig altid, så du kan huske på hvorfor livet er værd at leve.

Jeg håber du kunne bruge mit svar, så du kan få den hjælp du skal have for at få det gode ind i dit liv igen.

Kærlig hilsen Marianne

 

 

 

Rådgiver har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2017 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Insafe- & Daphne program