Hej

brevkassespørgsmål

Hej

brevkassespørgsmål af
Anonym
14 år
Oprettet 8 år 9 måneder siden

Hej. Det er første gang at jeg er inde på den her hjemmeside, så jeg ved ikke rigtig hvad jeg skal gøre? Jeg regner med at jeg skriver til den rigtige? forresten ved jeg heller ikke om man kan kalde det her et spørgsmål? What ever. Men nu kan du hygge dig med min livshistorie. Hvordan skal jeg begynde.. Det hele startede da jeg var 5 år. Min mor og far blev skilt. Det er jo også fint nok, da det jo er normalt nu om dage. Min tvillingesøster - J- og jeg så ikke vores far efter skilsmissen. De kan ikke snakke normalt sammen nu og de kan heller ikke se på hinanden. Efter et par år begyndte vi at se vores far igen. Han boede på B på det tidspunkt, og vi så ham kun nogle få gange om året. Han havde ingen penge og han havde problemer med alkohol. Da vi besøgte ham havde vi intet at lave og vi kunne ikke lide at være der. Vi tilbragte meget tid nede på en tankstation hvor min far og farfar sad sammen med en masse andre klamme mænd. Hjemme hos min mor begyndte min søster og jeg til ridning, vi brugte meget tid på det og vi var ude på gården hver dag! Da vi var omkring 7 år, var min far i det mindste flyttet til s, han var flyttet hjem til sin bror - R - Han var i den grad alkoholiker! J og jeg var derhjemme stortset 1 gang om måneden. Der var mildest talt KLAMT! Hjemme hos R, og jeg var altid tørstig. Køkkenet var fyldt med øl, altså, over det hele, så jeg kunne ikke få noget vand, og min far købte cola til J og mig. Men dengang kunne jeg ikke fordrage sodavand! Anyway. Imens alt det her forløber tager min mor en masse stoddere med hjem fordi at hun er desperat efter en ny mand. Det var lidt nederen at hun altid skulle slæbe dem med hjem. Min mor fandt en kæreste. M. M var også alkoholiker, men nu idag er han vænnet fra. Eller kun næsten. Han kommer stadig fuld hjem noglegange. Anyway. Hun mødte M som boede i H. Vi boede på det tidspunkt i en by lidt derfra. Min mor blev fyret fra sit kontor arbejde og hun stod nu uden hus, uden penge, uden job. Vi flyttede hjem til M, som boede i verdens mindste 1 værelsede lejlighed. J og jeg sov på sofaerne hver nat og blev kørt til skole hver dag. Efter nogen tid fik min mor et andet arbejde. I næstved. Vi flyttede (Det skal lige siges at inden denne her flyning, havde vi allerede efter skilsmissen flyttet 5 andre gange.) Efter flytningen, skiftede J og jeg skole. Hygge, hygge. J og jeg er omkring 11 år. Jeg begynder at være lidt af en enspænder og jeg gider ikke at være sammen med folk efter skole. Jeg opdager at min mor og papfar (Hvis man kan kalde ham det) ryger hash. Jeg tænker ikke på det og INGEN ved at jeg ved det, bortset fra dig. Min søster og jeg red stadig en del og vi var faktisk gode til det. Vi deltog i stævner osv. Jeg mødte en person som ændrede mit liv. Den eneste person jeg stoler 100% på idag. P. En pige som havde det på sammen måde som jeg. Dog var hun 25 år. Hun red også. Min far fandt en kæreste. A. De flyttede sammen i et kæmpe hus ude på landet. Min far er rimelig voldelig, han har et sindsygt temp. og man skal passe på med hvad man gør og siger når man er omkring ham. Han har selv haft en hård barndom så.. Min mor havde en rig far, de boede i S da faren arbejdede der, de havde chaffør og gartner og alt mulig. (Same life) Min far bor stadig ude på landet, dog har de ingen penge. Efter jeg er blevet ældre er jeg faktisk begyndt at kunne lide min far. Jeg elsker ham. Altså som far! Han gør utrolig meget for mig og jeg føler mig elsket derhjemme. Hjemme hos min mor..... P er flyttet til Hillerød og jeg kan ikke rigtig snakke med hende på samme måde som før, da vi aldrig er sammen længere. Min søster hader mig, jeg hader hende. (Jeg ved godt alt det der med kærlighed til ens søskende og sådan noget, men det er der intet af. Hun ved ligepræcis hvilke knapper hun skal trykke på. Hvis hun trykker, så går jeg ned, jeg bryder sammen i gråd.) I skolen.... Vi er kun få piger i klassen men ingen kan lide mig. Der er ingen jeg kan snakke med, du ved, sådan, dybe samtaler, en jeg stoler på, en som jeg har lyst til at snakke med, være sammen med, og sådan. Drengene er meget grove overfor mig, når jeg rækker hånden op i timerne og jeg begynder at besvarer et spørsmål, begynder de at komme med spydige kommentarer, de driller mig. De siger ''Eow, styr lige dine deller'', ''Hold da helt kæft! Du fandme grim idag''.. Jeg kan ikke klare det! jeg vil helst ikke lyde selvglad eller noget men, jeg er ikke fed. Jeg er 14 år, 162 cm. høj og vejer 42 kilo. = normalvægt, efter min mening. Men jeg har aldrig været selvglad, jeg har aldrig kunne lide mig. Jeg har meget lav selvtillid. Jeg kan ikke bare tage en bluse på i skole. Jeg skal gennemtjekke alt mit tøj, oftest kommer jeg ikke til at se ud som jeg ville, uanset hvad jeg tager på synes jeg stadig at jeg ligner en fed ko. i syvende klasse (Jeg går i ottende nu) Begyndte jeg ikke at ville i skole. Jeg ville hellere ud og ride. For derude følte jeg mig tilpas, heste tænker ikke over hvordan vi ser ud.. Jeg er næsten aldrig i skole nu, og jeg savner skolen. Jeg savner at lære noget, at være social med andre mennesker. Men jeg vil bare ikke i skole alligevel? M har forresten ADHD, så han er underlig at snakke med, han er lidt barnlig hvis du forstår. Altså. Han kan ikke tage ting seriøst og sådan. Jeg kan bare ikke klare ham! Min mor er fandme heller ikke noget jeg gider at røre ved. Jeg ved godt at du bare tænker: ''Når ja, Ingen personer på 14 kan fordrage deres forældre'' Men sådan er det ikke. Det er langt værre. Der er så meget jeg gerne ville skrive til dig, men mine fingre gør ondt, og jeg tuder allerede, så gad vide hvor våd min computer bagefter. Men. Hun er bare en rigtig dårlig mor. Hun er ligeglad med mig. Det skær virkelig inde i mig det her.. Men.. Jeg ville bare ønkse at hun forsvandt.. Så kunne jeg komme et andet sted hen. Et sted jeg kunne lide at være. Hvor jeg var glad. Jeg overvejer at flytte hjem til min far, men så efterlader jeg min hest. Jeg ville gerne på efterskole, så kunne jeg komme væk herfra og få mig et liv. Være glad. Min mor vil ikke have mig på efterskole, hun vil ikke engang sige hvorfor. Jeg er aldrig i skole, jeg er altid oppe på mit værelse og går ned på tanken og køber mad til mig selv når de andre er i skole og på arbejde. Jeg gider ikke være nede med dem og spise. Jeg låser altid min dør, fordi at de bare bryder ind på mit værelse og råber ad mig. Nederen liv. Ved du hvad?.. Jeg ved det godt. Så derfor.. Hvis der ikke snart sker noget med det. Begår jeg selvmord. Jeg er ivrig. Jeg vil ikke leve mer. Der er ingen mening med det, og ingen grund til det. Det bringer kun problemer og ingen ville blive rørt af det. Måske vil de ikke engang begrave mig. De dumper mig sikkert. Jeg ved det ikke, og jeg kunne heller ikke være mere ligeglad. Men hvad fanden skal jeg gøre af mig selv..

Svar: 

Kære du

0
false

21

18 pkt
18 pkt
0
0

false
false
false

/* Style Definitions */
table.MsoNormalTable
{mso-style-name:"Tabel - Normal";
mso-tstyle-rowband-size:0;
mso-tstyle-colband-size:0;
mso-style-noshow:yes;
mso-style-parent:"";
mso-padding-alt:0cm 5.4pt 0cm 5.4pt;
mso-para-margin:0cm;
mso-para-margin-bottom:.0001pt;
mso-pagination:widow-orphan;
font-size:12.0pt;
font-family:"Times New Roman";
mso-ascii-font-family:Cambria;
mso-ascii-theme-font:minor-latin;
mso-fareast-font-family:"Times New Roman";
mso-fareast-theme-font:minor-fareast;
mso-hansi-font-family:Cambria;
mso-hansi-theme-font:minor-latin;}

 

Det lyder som om du har mange tanker om livet om din situation lige nu. Du skriver også at du blive berørt over at skrive alle dine tanker den. Det kan jeg sådan set godt forstå. Det kan godt gøre ondt indeni at skulle skrive alle sine oplevelser og tanker ned. Så snart det kommer ned på skrift, føles det måske pludselig anderledes end når det hele bare er inde i hovedet.

 

Jeg synes det er rigtig modigt at du har lyst at dele dine tanker her og jeg vil meget gerne prøve at hjælpe dig, ved at dele mine tanker, ud fra nogle af de ting du har skrevet i dit brev. 

 

Skolen

Jeg kan godt forstå du ikke har lyst til at komme i skole, når drengene mobber dig i klassen. Det er aldrig særlig rart at blive mobbet og det kan gøre rigtig ondt, når andre siger grimme ord til en. Det er overhovedet heller ikke i orden at drengene siger sådanne grime ting til dig. Selvom du kan synes det er svært, så synes jeg faktisk du skal prøve at snakke med din lærer om det. Det er på ingen måde i orden at du bliver behandler et som du gør. Hvis du fortæller til din lærer hvordan du har, så er jeg også ret sikker på, at din lærer gerne vil hjælpe dig.

Familien

 

Når du beskriver dit forhold til familien, så lyder det som du har det både svært med din mor og papfar. Når du har det svært med både din papfar og din mor, så tænker jeg, at der må være et eller andet, som ikke er som det skal være, hvis du slet ikke kan holde dem ud. De ting du har været igennem har garanteret også betydning for, hvorfor du har det forhold til dine forældre, som du har. Jeg kan også godt forstå, at du er bliver ked af det, når du føler din mor er ligeglad med dig. Når du har det sådan er det meget naturligt at du kan have lyst til at komme væk fra det hele. Men uanset hvad, så kan man desværre ikke bare flygte fra problemerne.

Jeg tænker at du måske i bund og grund gerne ville, at din mor lyttede til dig og ikke var ligeglad? Hvis det er sådan du har det, så synes jeg du skal prøve at fortælle hende, at det er sådan du har det. Selvom det måske er svært, så synes det kunne være rigtig godt, hvis du prøvede at fortælle din mor, hvordan du har det. Jo bedre hun kender dig, jo bedre tror jeg hun vil forstå dig. Hvis det er svært at snakke med hende, så kan du også prøve at skrive et brev til hende og forklare det. Nogen gange kan det være nemmere at skrive det end at sige det face-to-face.

 

Snak med nogen

 

Når du skriver at du tænker på selvmord og synes det er hele uoverskueligt, så synes jeg, at det er rigtig vigtigt at du får snakket med en voksen om det. Når der er så mange tanker der gør ondt indeni, så er det rigtig hårdt at gå med dem alene og jo mere du gemmer det for dig selv, jo mere kan det komme til at gøre ondt indeni. Derfor synes jeg det er vigtig du får snakket med nogen. Det kan måske være en lærer, nabo eller en hel tredje du et godt forhold til. Hvis der er en psykolog på din skole, så kunne det også være en god mulighed.

Hvis du synes det er rigtig svært at skulle snakke med voksen om det face-to-face, så er det også en mulighed for dig, at logge på vores chat her I Cyberhus. Her kan du helt anonymt snakke med en voksen, som gerne vil lytte og snakke med dig.

 

Livet

 

Der er en mening med livet. Meningen er at du skal have det godt. Men uanset hvilket liv man har, så vil der altid være op og nedture. Når der er nedture i livet, er det vigtigt at kunne snakke med nogen om det. Nedture kan være svære at klare alene og det gælder også for dig. Så jeg håber du finder en voksen du kan snakke med, så du kan få hjælp til at komme op af  det ”hul” du er i lige nu. Jeg håber også at du finder styrke og mod til at kæmpe videre.

Kærlig hilsen Sine

 

 

 

 

 

 

 

 

.

 

Niels-Christians billede
Niels-Christian fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2017 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Insafe- & Daphne program