Lad mig starte ud med hvad jeg tumler med lige nu: Jeg er 21 afleveringer bagud i 1.HF og der er snart eksamner. Min fraværs procent er på 23% og de overvejer at tage min SU. Min lejlighed er blevet til et mødested for hashrygere. Min lejlighed RODER. Jeg kan aldrig være alene, enten har vi gæster, eller også er jeg sammen med min bedste ven. Jeg har hverken energi eller lyst til noget som helst. Igår og idag har jeg grædt flere gange, over ingenting. Har svært ved at sove om natten. Jeg plejede at være et overskudsmenneske, der altid smilte og kunne lysne dit dunkle syn på verdenen. Føler kort sagt at mit liv er ved at blive skyllet godt og grundigt ud i lokummet. Og selvom jeg godt ved hvad jeg burde gøre; få de folk ud af min lejlighed og begynde at lave lektier. Har jeg det som om at jeg er en lille myre der forsøger at skubbe et bjerg. Det hjælper ikke på det at jeg allerede før jeg tog beslutningen om at rette op på mit liv, var alt mit overskud brugt på at rode op i min lejlighed. I weekenden er jeg flygtet op til mine forældre, for at lave afleveringer, og lige få ro på inden jeg skal tilbage og tackle mit liv. Jeg vil gerne ændre mig, jeg vil gerne stoppe med at ryge hash, og jeg vil gerne lave nogen gode karaktere i skolen. Og jeg har også evnerne til det, selvom jeg har et stort fravær, så har jeg et godt hoved, og jeg er fint med i alle fagene. Jeg kan bare ikke få det gjort. Jeg føler at jeg har trykket tov med dovenskaben hele mit liv, og jeg har aldrig haft styrken til at trække tovet til mig og vinde kampen. Vis du vil, så følger her min historie fra jeg var barn, så du kan få et bedre et helhedsbilled af mig: Fra jeg var barn har mit liv været hårdt, mine forældre blev skilt da jeg var 2 år, blev mobbet i skolen og havde mange skænderier i hjemmet, da jeg nåede 6. klasse flyttede jeg hjem til min far, for at komme væk fra min mor. Det skal siges om min mor at jeg har hadet hende siden jeg var 4 år gammel, hun har altid manipuleret med mig og mine søskende. Så det ALTID var vores skyld når tingene ikke gik som hun ville have dem. Nu ser jeg kun min mor i familiesammenhængen, og selvom vi har tilgivet hinanden. Bliver hun aldrig en mor for mig. 2 gange er vores skænderier blevet så slemme at jeg har måttet forlade hende og finde en anden måde at komme hjem på, den ene gang var i københavn (Jeg boede i midjylland på det givne tidspunkt) den anden var i på en tankstation midt på fyn. I københavn var jeg ikke mere end 12 år gammel og på Fyn var jeg 14 år. Har aldrig fået snakket ud med min mor om det, da vores barndom er tabu i vores familie. Da jeg så flyttede hjem til min far, startede jeg i en ny skole. Her kom jeg hurtigt ud i druk, kriminalitet og stoffer og inden slutningen af 7. Var jeg blevet smidt ud af skolen og havde ikke længere nogen mulighed. Kommunen fandt dog (efter 2 måneders søgen) en efterskole der ville have mig, Gram Efterskole. Det første år blev jeg smidt på tre tænkerer, men de gav aldrig op på mig og jeg fik lov til at blive. Det andet år fik jeg virkelig taget mig sammen, ikke så meget i undervisningen, men det lykkedes mig at holde mig indenfor reglerne, hvilket jeg altid har haft svært ved. Musik begyndte at spille en rigtig stor rolle. Jeg startede på Gram, og idag 4 år senere spiller jeg 5 instrumenter, alle på et højt niveau. Efter gram gik jeg på Hoptrup, hvor alting faktisk gik rigtig godt, øvede musik 10 timer om dagen, fik stoppet med at ryge, og jeg lærte at arbejde virkelig disciplineret for et projekt. Bagefter skulle jeg hjem igen, efter 3 år på efterskole, derefter var jeg hjemme i et år, men kunne ikke holde ud at være derhjemme, så efter et år på STX flyttede jeg fra Ikast til Åbenrå for at starte på en frisk et nyt sted. Men jeg var meget ensom i Åbenrå, jeg havde ingen venner og efter skoletid sad jeg bare ved min computer resten af dagen. Jeg begyndte at ryge hash, det hjalp mig med at sove, og med at holde mit humor oppe. Og med det fik jeg en virkelig god ven på skolen, vi røg sammen første gang for 5 måneder siden, og siden har vi været de bedste venner. Vi er blevet kaldt Gøg og Gokke, Cheech and Chong, Dum og Dummere og andre ting. Han har gav mig et rigtigt positivt syn på livet, og op til sidste uge var jeg også virkelig glad. Han flyttede ind i min lejlighed for 2 måneder siden, bare fordi han alligevel altid var der, så kunne vi ligesågodt lige gå forbi hans lejlighed efter skole og tage hans tøj med hjem til mig. Men for omkring en måned siden begyndte vi at være lidt træt af at det bare altid var os to... Idag er der ikke noget jeg hellere ville. Så vi begyndte at invitere alle mulige hjem til os, for at ryge sammen med dig og finde selskab. I starten var jeg helt ovenud lykkelig, fordi jeg var gået fra aldrig at være sammen med nogen til at have venner på besøg hver dag. Så alt i alt ved jeg ikke hvad jeg skal gøre, udover at rette op på mit liv, men det har jeg prøvet på hele livet. Jeg er også lidt bange for at blive ensom igen, lige nu synes jeg det ville være det værd, men det ved jeg ikke om jeg også synes om en måned eller to, og jeg er bange for at ensomheden bliver for meget for mig igen. Og i det hele taget er det ikke særlig motiverende at skulle kæmpe helt vildt hårdt for at blive ensom, men med en uddannelse.