Har ingen plads i verdenen

brevkassespørgsmål

Har ingen plads i verdenen

brevkassespørgsmål af
Nina
21 år
Oprettet 6 år 6 måneder siden

Hej... 

Jeg er en pige på 21 år, som har det rigtig rigtig svært..

jeg har selfølgelig selv været en utryg teenager på efterskole, der blev i tvivl om livet var værd at leve. Men dette er noget helt helt andet. Jeg gik ned med stres, depresion og angst da jeg gik på gymnasiet, og måtte stoppe i 2.G. Jeg blev så syg, at jeg ikke kunne rejse mig op for at hente er glas vand. sådan lagde jeg i et år, indtil jeg fik det en smule bedre. Jeg ville gerne starte på gymnasie igen, men lige siden jeg "ramte muren" har jeg været syg på en uforklarlig måde. jeg er blevet tjekket fra top til tå af læger, som efter 1 års undersøgelser har givet op på mig. Det er voldsom kronisk træthed jeg lider af, og hvis jeg modstrider det, bliver jeg syg. Sådan fysisk syg med indluenza eller Halsbetændelse. Jeg får så penge af kommunen, som hjælper mig med gradvist stigende praktikant plads, hvor jeg starter helt ned på 2 timer 2 gange i ugen kun. Men hver gang jeg trapper op bare en time går det galt, og jeg rammer muren igen... og starter forfra...

jeg har nu givet op alt håb på at jeg nogensinde bliver rask, og nogensinde kan få et rigtig job eller uddannelse. jeg er blevet ligeglad med mit eget liv. Jeg kan nogenlunde holde til byen i weekenderne, og de er det eneste der holder mig i live, det er det eneste tidpunkt at jeg føler mig i live. Jeg er en person der elsker spænding. Jeg havde planer om at rejse hele jorden rundt og jeg ville opleve så mange ting. Men jeg er bundet af en uforklarlig sygdom, som måske ikke kan fixes. Og jeg har mistet håbet om at blive rask, og jeg kan ikke leve resten af mit liv på kommunens penge, jeg synes det er ydmygende. 

Der er så mange ting jeg gerne vil forklare, men det ville tage for lang tid til at skrive. Men jeg skriver her fordi jeg ikke kan snakke med folk om det, da mennesker ikke er i stand til at forstå hvordan jeg har det, da sygdommen som sådan ikke eksistere endnu, og går kun under navnet ME i Norge. sagen jeg vil frem til er, at jeg virkelig virkelig ikke har lyst til at leve. Jeg er begyndt på at tage stoffer i håb om at det vil dræbe mig en dag. Er det helt fucked up? Jeg ved ikke længere hvad jeg skal gøre af mig selv. Hjælp mig? 

Hilsen den meget triste pige 

 

Svar: 

Kæreste du.

Det lyder utrolig svært, det du går igennem. Jeg kan godt forstå, at du er frustreret og ulykkelig over, at du er hvor du er. Det lyder helt vildt udfordrende, der er ikke noget at sige til, at håbet ikke altid er der.

Det er en kæmpe udfordring at skulle diagnosticeres med noget kronisk, som du, og de tanker, du har om det hele, er ikke unormale, når man skal erkende den slags ting. Det kan virke ufattelig urimeligt, at det lige præcis er en selv, det skal gå ud over. At det er en selv, der skal gå med de er lidelser og udfordringer, hvorfor det ikke kunne være en anden, der var uheldig. Disse tanker kan man lade sig styre af resten af sit liv. Det er ikke sikkert, de bare forsvinder, og at livet pludselig bare bliver godt og let igen. Man kan blive slået helt ud af den ulykke, man er blevet ramt af, man kan overbevise sig selv om, at man aldrig bliver glad igen, og at ens liv er ødelagt. Man kan bruge resten af sit liv på at ærgre sig over det liv, man ikke fik lov at leve. Det tager lang tid at tage hånd om disse tanker. At acceptere deres eksistens. At kontrollere dem. Og at ændre dem. Bare det overhovedet at tro på, at disse tanker kan ændres, kan tage lang tid. Det er okay, hvis det ikke lykkes i første omgang, og det er okay, hvis det kræver hjælp udefra. Men du kan godt komme til at nyde livet igen, du kan godt komme til at sætte pris på de ting du kan og har, fremfor konstant at være ked af det du ikke kan og det du ikke har. Du er stærk, du lever endnu, og det er værd at prøve. For livet er skønt, også for dig.

Jeg kan godt forstå, at det er svært at snakke om din sygdom, når der ikke er så mange der kender til den. Mange kronisk syge, og især de, der har sygdomme, som måske ikke er forklaret endnu, føler meget skyld og tvivl omkring deres lidelser. Måske fordi de er bange for, at andre tror, det er noget de finder på. Måske du har brug for at kunne fortælle andre lidt mere om din sygdom? Måske du kender denne side, måske ikke, men jeg synes, den er ret god. Her står der en masse om din lidelse, ME, og oppe i højre hjørne er et link til deres facebookside, hvilket måske også kunne være rart at være en del af. Der står også lidt om behandling, som måske kunne være rart at læse. Jeg tænker i hvert fald, at det måske kunne være en god start for dig at vide mere om din lidelse og have mulighed for at følge med i forskningen. Der står utrolig meget om ME på ovenstående link, altså om lidelsen i sig selv, hvad det indebærer, hvordan andre oplever det osv. Det kunne måske være rart for dig at have mulighed for også at henvise andre til, hvis de ikke forstår, hvordan du har det. Hvis du har brug for flere sider at læse om ME, så kig eventuelt her, det står godt nok på engelsk, men måske det kan hjælpe alligevel. Jeg fandt også to artikler skrevet af to kvinder med ME, som er ret rørende. De skriver lidt om, hvordan de har lært at acceptere deres diagnoser, du kan læse mere her og her. Siden de to kvinders fortællinger findes på, er en kampagne, 'kan du se mig' hedder den. Den handler nemlig om livet med kronisk sygdom, og der er mange der deler deres historier, og der er ligeledes links til bla. Facebook.

Jeg håber virkelig, du vil bruge lidt til på at læse lidt på de her sider, og at det at læse andres historier og læse mere om din lidelse, vil give dig bare lidt håb igen. For du fortjener at leve, og du KAN leve. Du nævner, at du er begyndt at tage stoffer i håbet om, at det dræber dig en dag. Jeg tror, der er mange, der bruger stoffer og alkohol på den måde, men jeg vil gerne have, du ved, at du fortjener et bedre liv end det, hvor du prøver at forsvinde. Du ER stærk. Det er ikke godt at bruge stoffer på den måde, du gør, men jeg forstår godt, hvorfor du gør det. Jeg håber inderligt, at dit behov for at tage stoffer forsvinder. Den største erkendelse lige nu for dig er nok, at din lidelse ikke nødvendigvis forsvinder. Men livet er stadig smukt, og du fortjener at leve. Det er nødvendigt at acceptere den situation, du er i, hvis du skal videre. Selvom det måske virker meget uoverskueligt lige nu, så er du det værd. Dit liv er det værd. Jeg er sikker på, at du har mennesker omkring dig, som elsker dig, og som du elsker. Det er okay at få hjælp og støtte af dem. Du KAN klare det, og det skal nok gå. Livet er det værd.

Jeg håber, at mit svar hjælper dig lidt på vej. Jeg håber, du vil skrive igen, eller måske komme i vores 1-1 chat og snakke mere, hvis du har lyst. Du behøver ikke gå med det her alene.

Kærlige tanker

Sophie

SophieBs billede
Sophie fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program