kære cyberhus jeg er en pige på 17 år som er rigtig glad for at have jeres brevkasse og skrive ind til og har gjort det lige siden jeg var 14 :) problemet er bare at mit liv ikke er blevet bedre..jeg har nu skåret i mig selv i 4 år.. efter min ekskæreste har jeg rigtig svært ved at komme ovenpå igen...jeg vågner hver dag og skal sidde derhjemme og være dødeligt ensom.. jeg kæmper utrolig meget med mit selvværd og det at føle mig god nok til at være nogens bedste ven efter det var min gamle bedsteven som var grunden til jeg startede med at skære i mig selv. jeg vil rigtig gerne betyde meget for nogen men føler mig ikke god nok. Jeg er rigtig genert og har svært ved at åbne mig op for andre mennesker. specielt om de svære ting jeg går igennem med bla. konstante selvmordstanker og selvmordsforsøg fordi hvem gider høre på det. der er ingen der spørger ind til det eller om hvordan jeg har det med det og jeg vil bare så gerne snakke med nogen føler ikke jeg har nogle tætte venner derfor er jeg så ensom. Jeg har gået til psykolog som hjalp en den i starten men så troede min psykolog jeg fik der bedre men jeg begyndte at sætte en facade op fordi jeg ikke ville skuffe selvom jeg slet ikke har det bedre og er bange for ta åbne mig op for hende. jeg græder tit når jeg er alene og ønsker bare nogen var her til at forstå det. efter min ekskæreste kørte så meget rundt med mig og han var den eneste jeg åbnede mig op for omkring mine problemer og han blev min bedste ven og da vi slog op ville han kunne være venner med mig nogle gange og han skrev til mig en gang at hvis jeg ikke lod ham være så ville han drive mig ud i selvmord.. så jeg tænker tit hvem ville virkelig savne mig... jeg er 17 år og burde være ude med mine venner og feste og have det sjovt og det eneste jeg kan tænke på er hvor ulykkelig jeg er og hvor meget jeg vil væk herfra fordi jeg ikke kan magte og være så ensom og jeg synes det er så svært at skulle komme ud af alt det her jeg kan ikke se lyset for enden af tunnelen..undskyld jeg har så ondt af mig selv...