Kære Amalia

Det er virkelig en frygtelig byrde du har fået på dine skuldre, men alligevel er du stærk nok til at fortælle sandheden om, hvad der skete med K. og det syntes jeg er utrolig flot gjort.

Fordi K. skrev den besked hvor hun skriver direkte til dig, føler du måske et specielt ansvar for hvad der skete. Men kære Amalie, det er ulykkeligt det der er sket, men du kunne ikke vide at det ville ende så galt og det er ikke din skyld alene.

Både K selv, hendes familie, lærerne og jer elever har et ansvar for det der er sket og det skal du vide.

Mennesker kan nogle gange være meget onde mod hinanden, uden der er nogen god grund til det. Det er især når vi er i en flok, at det kan ske, for så kan ondskaben vokse sig stærk imellem os og blive ved med at være der i lang tid. Den får os til at sige og gøre ting, som kan få os til at virke som rene monstre, også selvom vi inderst inde godt ved, at vi ikke ønsker at være sådan mod andre.

Den ondsskab blev du desværre en del af sammen med de andre fra klassen, da I mobbede K og I kunne ikke selv se hvor galt det var, før at det var for sent. Måske turde I ikke sige fra overfor hinanden, selvom du som den eneste måske, godt kunne se hvor ondt det gjorde på hende og derfor inderst inde vidste, hvor forkert det var. Frygten for at blive mobbet selv, ligger altid dybt i dem der mobber og det kræver utrolig meget styrke, at gå imod en flok, for at forsvare en eneste person.

Desværre stoppede det på den værst tænkelige måde og det efterlader dig tilbage med en følelse af dårlig samvittighed. Måske føler du, at du ikke prøvede at forhindre det, men Amalie, hvem kunne vide at K ville gå så vidt? Det var der ingen der kunne, hverken dig, de andre i klassen eller lærerne, for så er jeg sikker på, at nogle ville være brudt ind i tide.

Jeg synes det er meget vigtigt at du får snakket om det her, de følelser og tanker du har omkring det. På den måde kan du komme videre i dit liv og lære at leve med din sorg.

Hvis du ikke allerede har snakket med en psykolog, så vil jeg råde dig til at gå til lægen og bede ham/hende om at hjælpe dig med at finde en. Du har været udsat for en meget voldssom oplevelse, som kræver at du snakker med en professionel også, for ellers kommer du måske aldrig ordentlig igennem din sorg. Du vil nok få det, som jeg kalder for "et ar på sjælen", da du nok aldrig glemmer, hvad der skete med K, men et ar på sjælen stopper med at gøre ondt en dag, ligesom et ar på huden.

Du kunne ikke forhindre det der skete med K, men du kan forhindre at det sker igen, ved at fortælle din historie fx her i "når det gør ondt inderst inde" Din historie kan vise alle der læser den, hvor forkert mobning er og hvorfor der er grund til at vi prøver at stoppe den. At skrive sin fortælling kan nogle gange også være en hjælp til at komme videre og få støtte fra andre der ikke selv har stået i situationen, men du skal selvfølgelig kun gøre det hvis du kan eller vil gøre det.

Husk at du altid kan chatte anonymt med en voksen her i Cyberhus. Chatten har åben mandag til torsdag kl. 14-19 og måske kunne det også være rart for dig.

Jeg håber, at du vil komme igennem din sorg og jeg håber, at det ikke bare er dig og din klasse der har lært hvad mobning kan være skyld i , men at det er hele din skole, der nu er klar over, hvor forkert mobning er og hvorfor vi bliver nød til at stoppe den. 

Til minde om K kunne du måske overtale din lærer eller skoleinspektør til, at jeres klasse får lov til at sende en ballon op vær fra skolegården af. Der kunne måske stå med lidt tekst, hvordan I har det og bagefter kunne I holde et minuts tavshed for hende, for så vil K vide ,hvor end hun nu er, at I tænker på hende og er kede af alt det der skete.   

Jeg ønsker dig al held og lykke fremover

Joan