Frustrationen vokser...

brevkassespørgsmål

Frustrationen vokser...

brevkassespørgsmål af
Anonym
15 år
Oprettet 10 år 2 måneder siden

Hej brevkasse. Ja, nu opgiver jeg snart det hele, frustrationen og smerten i mig vokser. Jeg er selv uden om det, og jeg gjorde noget helt utilgiveligt. Jeg vil starte fra hvor det hele skete dengang det hele gik galt og det kostede en fra min klasse hendes liv. Det meste af klasse og jeg var en slags gruppe, det var os der bestemte i klassen, og vi lukkede ikke andre ind, dette endte helt galt, men alle så til på sidelinjen mens det skred til helvedes rend. Jeg var for langom til at reagere og gøre noget ved det, jeg lod mig rive med og presse K derud. Derud hvor hun ikke kunn reddes. Vi mobbede en i klassen, hun hed K og var 15 år gammel, hun var blevet mobbet siden 3 klasse fordi, ja, ved ikke engang hvorfor, hun blev bare grueløst meget mobbet hver eneste dag. Den sidste dag det var i August iår omme i skolen, hun blev igen mobbet, og ingen lagde rigtig mærke til hende hun var lidt bare luft og støv. Hun blev mobbet, jeg var med til hælde rådne æg i hendes taske, men da hun satte sig stille på sin stol så je smerten i hendes øjne jeg så et fortvivlet blik. Fuck, hun var langt ude på smertens og grådens rend, nogle kaldte hende grimme ko, også løb hun på badeværelset og låste døren. Hun var der i 30 minutter, så besluttede jeg at rejse mig og gå ud til hende og se om hun var ok. Jeg kunne ikke få døren op, den var låst, men med lidt held fik jeg dirket låsen op med en mønt og hårnål, K lå på gulvet i en str blodpøl, hun havde skåret begge pulsåre i håndledende over, hun var død, hun lå der på gulvet død helt livløs. Lærerne styrtede til, men hun var død, hun have taget sit liv. På gulvet lå der et brev der stod: Hvad har jeg nogensinde gjord så ondt at jeg skal drilles så meget? Hvorfor griner i alle af mig og piner mig? Jeg ber ikke om venner eller fester jeg ber bare om i lader mig være i fred og passe mig selv men det er for sent nu nu vil jeg være en engel hvor jeg kan være mig selv, Amalia, da vi var små faldt du og brækkede armen jeg hjalp dig op men nu hjælper du mig ikke op du tramper mig ned med de andre jeg hjalp dig op men mig tramper du ned. Hun elev jo mobbet ihjel af mig og andre, hun var en køn sød pige når jeg kigger i bakspejlet. Jeg kan ikke leve med det der skete, hvad skal jeg gøre? Mobbede hende ihjel. hilsen Amalia.

Svar: 

Kære Amalia

Det er virkelig en frygtelig byrde du har fået på dine skuldre, men alligevel er du stærk nok til at fortælle sandheden om, hvad der skete med K. og det syntes jeg er utrolig flot gjort.

Fordi K. skrev den besked hvor hun skriver direkte til dig, føler du måske et specielt ansvar for hvad der skete. Men kære Amalie, det er ulykkeligt det der er sket, men du kunne ikke vide at det ville ende så galt og det er ikke din skyld alene.

Både K selv, hendes familie, lærerne og jer elever har et ansvar for det der er sket og det skal du vide.

Mennesker kan nogle gange være meget onde mod hinanden, uden der er nogen god grund til det. Det er især når vi er i en flok, at det kan ske, for så kan ondskaben vokse sig stærk imellem os og blive ved med at være der i lang tid. Den får os til at sige og gøre ting, som kan få os til at virke som rene monstre, også selvom vi inderst inde godt ved, at vi ikke ønsker at være sådan mod andre.

Den ondsskab blev du desværre en del af sammen med de andre fra klassen, da I mobbede K og I kunne ikke selv se hvor galt det var, før at det var for sent. Måske turde I ikke sige fra overfor hinanden, selvom du som den eneste måske, godt kunne se hvor ondt det gjorde på hende og derfor inderst inde vidste, hvor forkert det var. Frygten for at blive mobbet selv, ligger altid dybt i dem der mobber og det kræver utrolig meget styrke, at gå imod en flok, for at forsvare en eneste person.

Desværre stoppede det på den værst tænkelige måde og det efterlader dig tilbage med en følelse af dårlig samvittighed. Måske føler du, at du ikke prøvede at forhindre det, men Amalie, hvem kunne vide at K ville gå så vidt? Det var der ingen der kunne, hverken dig, de andre i klassen eller lærerne, for så er jeg sikker på, at nogle ville være brudt ind i tide.

Jeg synes det er meget vigtigt at du får snakket om det her, de følelser og tanker du har omkring det. På den måde kan du komme videre i dit liv og lære at leve med din sorg.

Hvis du ikke allerede har snakket med en psykolog, så vil jeg råde dig til at gå til lægen og bede ham/hende om at hjælpe dig med at finde en. Du har været udsat for en meget voldssom oplevelse, som kræver at du snakker med en professionel også, for ellers kommer du måske aldrig ordentlig igennem din sorg. Du vil nok få det, som jeg kalder for "et ar på sjælen", da du nok aldrig glemmer, hvad der skete med K, men et ar på sjælen stopper med at gøre ondt en dag, ligesom et ar på huden.

Du kunne ikke forhindre det der skete med K, men du kan forhindre at det sker igen, ved at fortælle din historie fx her i "når det gør ondt inderst inde" Din historie kan vise alle der læser den, hvor forkert mobning er og hvorfor der er grund til at vi prøver at stoppe den. At skrive sin fortælling kan nogle gange også være en hjælp til at komme videre og få støtte fra andre der ikke selv har stået i situationen, men du skal selvfølgelig kun gøre det hvis du kan eller vil gøre det.

Husk at du altid kan chatte anonymt med en voksen her i Cyberhus. Chatten har åben mandag til torsdag kl. 14-19 og måske kunne det også være rart for dig.

Jeg håber, at du vil komme igennem din sorg og jeg håber, at det ikke bare er dig og din klasse der har lært hvad mobning kan være skyld i , men at det er hele din skole, der nu er klar over, hvor forkert mobning er og hvorfor vi bliver nød til at stoppe den. 

Til minde om K kunne du måske overtale din lærer eller skoleinspektør til, at jeres klasse får lov til at sende en ballon op vær fra skolegården af. Der kunne måske stå med lidt tekst, hvordan I har det og bagefter kunne I holde et minuts tavshed for hende, for så vil K vide ,hvor end hun nu er, at I tænker på hende og er kede af alt det der skete.   

Jeg ønsker dig al held og lykke fremover

Joan

Rådgiver har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2017 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Insafe- & Daphne program