Forskelsbehandling
Forskelsbehandling
Hej..
Mine forældre laver forskelsbehandling på den måde at mine brødre (som i øvrigt begge to er handicappede) får lov at gøre hvad der passer dem, og de samt. Også får lov ikke at udvise nogen former for respekt, mens jeg en enkelt gang er blevet bedt om at gå hjemmefra, for at sige dem imod, og får at vide når jeg føler der er forskelsbehandling, at jeg ikke kan tillade mig at sige det når jeg ikke selv har børn.. min storebror ringer min mor til ofte for at høre hvordan det går, hvor ingen af mine forældre ringer til mig mere end når noget forfærdeligt er sket (dødt familiemedlem, død hund, eller sygdom i familien). Hvis der skal aftales noget eller der bare skal snakkes om andre ting end dårlige ting, er det mig der er nødt til at ringe.. min lillebror bor stadig hjemme og får lov til at sidde oppe hele natten og råbe foran computeren, trods vi sover i stuen og der ikke er andet i mellem os end en gipsvæg.. vi får ikke sovet overhovedet, og det eneste han får at vide er at det skal ikke ske en anden gang.. (det sker så igen, og mine forældre siger ikke så meget der, da de ikke gider tage kampen op). Jeg har også altid arbejdet for at få penge, og hverken min storebror og jeg har set skyggen af lommepenge, trods mine forældre har været nødsaget til at låne af os. (Jeg har aldrig bedt om pengene igen, selvom jeg var nødt til at tage et lån i mit eget navn et par dage efter jeg var blevet 18, for at de kunne få flere penge). Min lillebror derimod får lommepenge hver uge, og deres begrundelse er at det er tilbagebetaling.. da jeg sagde at jeg da ikke fik lommepenge, forsøgte de at lyve mig op i ansigtet og sige at jeg både har fået min børneopsparing og en del af børnepengene.. aldrig har jeg fået dem, og som sagt da jeg blev 18, måtte jeg tage et lån på 10.000 kr. For dem, og jeg har altid været god til at spare op.. jeg skulle alene kæmpe med renter samt. Lån og regninger for dem, uden nogen tak. Havde jeg fået alle de penge de siger, havde jeg heller ikke kæmpet så meget med det lån (er først lige blevet færdig med at betale, da jeg er på SU..)
Ville aldrig kunne finde på at bede om penge eller noget, men vil gerne på en måde ud med det (selvom jeg har prøvet, og dermed fået at vide jeg ikke kan tillade mig at brokke mig, da det ikke er mig der opdrager, ej heller mig der har børn..) de bliver virkelig sure og fornærmet hvis man konfronterer dem med noget de gør forkert, og de som nævnt tidligere har bedt mig om at gå ud af hjemmet grundet jeg forsøgte at snakke med dem om mine bekymringer grundet jeg ikke havde råd til noget pga. Lånet og at jeg konfeonterede dem om forskelsbehandlingen.
Der er flere eksempler, men mit spørgsmål er; hvad skal jeg gøre?, og i så faldt hvis i foreslår jeg skal snakke med dem; hvordan?
Kære dig
Det lyder til, at det er svært at være dig i din familie, og at det er svært at komme igennem til dine forældre og snakke omkring de ting, som fylder meget derhjemme. Derudover synes jeg, det lyder til, at du er en sej og stærk pige, som har måtte stå lidt i skyggen af dine brødre pga. deres handicap og derfor har måtte acceptere en masse, selvom det har været svært og uretfærdigt. Det er ikke mange, som besidder sådan egenskaber og tager det så flot som dig, så det kan du godt være stolt af!
Det er en træls situation dine forældre har sat dig i med hensyn til det lån, som du har været nødsaget til at tage for at kunne hjælpe dem, da du blev 18 år. Det har været godhjertet og stort af dig at låne alle de penge til dine forældre. Det er de færreste, som ville kunne gøre sådan noget for deres forældre. Jeg synes bestemt, du fortjener at fortælle dem, hvordan du har det med hele situationen og at det faktisk fylder rigtig meget i din dagligdag at have sådan et lån hængende omkring ørene og at det hæmmer dig i at gøre ting økonomisk. Det er vigtigt at dine forældre forstår, hvilken betydning det har for dig, når du gør sådan nogle ting for dem.
Forskelsbehandling kan være en træls ting at føle, især når det kommer fra ens egne forældre. Desværre ser man ofte i familier med handicappede børn, at der kan opstå denne forskelsbehandling. Der er nogle andre forudsætninger for et handicappede barn, og derved også nogle andre måder, man bliver nød til at gøre tingene på som forældre. Nu kender jeg ikke omfanget af, hvor handicappede dine brødre er, men det virker til, at det kræver en del fra dine forældres side. Dine brødre forstår nok ikke betydning af at udvise respekt på samme måde, som fx du og jeg gør, og derfor har dine forældre andre måder at tackle sådanne situationer på, som den du beskriver med din bror, som larmer natten lang.
Der er også nogle ting, som dine forældre ikke vil kunne snakke med dine brødre om, fordi de nok ikke vil kunne forstå tingene på samme måde som dig. Derfor føles det nok som om, at hver gang I snakker sammen over telefonen, så er det kun om ”dårlige” ting. Dine forældre ”glemmer” nok at tænke på, at du også har et behov for at blive hørt og set, selvom du er velfungerende og sikkert har et godt liv uden fysiske problemer, som dine brødre har.
Ikke desto mindre betyder det ikke, at hverken du eller dine brødre er mere eller mindre værd end den anden.
Jeg er ked af at høre, at dine forældre har bedt dig om at forlade hjemmet, når du har prøvet på at snakke med dem omkring de tanker og følelser, du har omkring hele situationen med lånet og forskelsbehandlingen. Det må ikke være nemt, når man føler, at hver gang man prøver at åbne op for sine tanker og følelser, så bliver man afvist og samtalen slået hen med en træls bemærkning om, at det kan man ikke udtale sig om, når man ikke selv har børn. Hele situationen kan godt virke uoverskuelig lige nu, og det bliver nok også svært at knække den nød med dine forældre. Som du selv skriver, har du prøvet flere gange at gøre dem opmærksomme på forskelsbehandlingen og de mange penge, som du har måtte låne, uden held.
Mit forslag vil være at skrive et langt brev, hvor du kommer omkring alle de tanker og følelser, du går rundt med. Det kan godt virke svært, at skulle sætte sig ned og få skrevet alle de ord ned på et stykke papir, men når man først kommer i gang, så vil det også give dig mere plads i hovedet og tage noget af det tunge pres af dine skuldre. Et brev kan gøre det nemmere at får sagt de ting, som man måske ikke helt tør at sige højt, når man sidder over for hinanden, og det kan give mulighed for at få sagt de helt rigtig ting, fordi du har tid og rum til at få skrevet de rigtig tanker og følelser ned. Nogle gange når man sidder i situationen face to face, kan man godt glemme nogle af de ting, man gerne vil sige, så derfor kan et brev være en rigtig god løsning, hvorpå man kan få det hele med.
Hvis du kunne have brug for at snakke mere med nogle omkring, hvad du fx kan skrive i brevet, så er du også meget velkommen til at logge ind på vores 1-1chat, hvor du kan snakke med vores voksne rådgivere. De sidder klar til at snakke med dig om dine tanker og følelser. Måske har du brug for nogle gode råd til, hvad du kan skrive i brevet, eller måske har du bare brug for snakke lidt om, hvordan du går og har det. Hvis det er noget, som du kunne have lyst til, så finder du vores chat her.
Held og lykke med det hele her fra!
Mange kærlige hilsner
96
Normal
0
21
false
false
false
DA
X-NONE
X-NONE
/* Style Definitions */
table.MsoNormalTable
{mso-style-name:"Tabel - Normal";
mso-tstyle-rowband-size:0;
mso-tstyle-colband-size:0;
mso-style-noshow:yes;
mso-style-priority:99;
mso-style-parent:"";
mso-padding-alt:0cm 5.4pt 0cm 5.4pt;
mso-para-margin:0cm;
mso-para-margin-bottom:.0001pt;
mso-pagination:widow-orphan;
font-size:12.0pt;
font-family:Calibri;
mso-ascii-font-family:Calibri;
mso-ascii-theme-font:minor-latin;
mso-hansi-font-family:Calibri;
mso-hansi-theme-font:minor-latin;
mso-fareast-language:EN-US;}
Anna