Det er ikke første gang at jeg skriver til jer, haha - men tak for alle de henvendelser trods af det hele. ^

- Jeg boede på et opholdssted i 1,5 år og flyttede hjem her for snart et halvt år siden. Så begyndte jeg på efterskole i august måned, og det hele går nu fint indtil videre - borstet fra at jeg har det svært med det faglige men ellers fungerer det fint nok.
Det er ikke nyt for mig at jeg har ikke haft det så godt med min mor, men vi har bare altid ladet det som om at det havde vi - jeg ved ikke om min mor også lader det om som, men det gør jeg. Jeg lader bare som om at det hele er perfekt mellem os, og at vi har bare det verdens bedste mor-datter forhold hvilket vi ikke har det. Ligenu har jeg bare lyst til at pakke alle mine ting ned i en kuffert, og finde mig en lejlighed - bo for mig selv. Det var også det sådan før jeg flyttede på opholdsstedet, imens jeg boede på opholdsstedet og efter jeg blev hjemgivet igen - så det har bare altid været sådan. Selv da jeg var ikke særlig gammel, så var jeg ikke en mors pige - kun en fars pige, ham ville jeg altid være med for min mor var ikke en jeg gad være sammen med. Jeg var så skuffet og hadede hende da jeg var lille, fordi hun fik mig til at lyve overfor folk med at jeg hadede min far hvilket jeg ikke gjorde - jeg skulle komme med alle mulige løgne om min far, fordi hun bestak mig med løgnehistorier om at "kommunen vil fjerne mig, fordi de tror at mor er ond og slår mig" og at "far hader børn han kan ikke lide mig og at han slår mig" selvom han ikke gjorde. Godt nok stak han mig en lussing af og til, men det er også fordi jeg var ulydig - jeg var ikke lige et englebarn, så jeg var godt nok ulydig og fræk så jeg mener at de lussinger var for til at sætte en stopper på det. 

Jeg kalder ikke det for vold - men senere da jeg så blev ældre, så havde jeg taget den "ting" med da jeg var lille hvor jeg var vild og fræk til ungdommen. Jeg var nu blevet ustyrlig, drak mig fuld, droppede ud fra skolen, fuckede det hele op, røg, begyndte at stjæle og alle de anholdelser - jeg elskede at udforske nye ting, ligemeget om der var nogle risikoer ved det for det stoppede ikke mig fra det. Jeg blev fjernet fra min mor, kom i en plejefamilie hvor jeg så stak af en uge efter - og flyttede hjem igen, skulle til møder med kommunen om hvorfor jeg har gjort dit og dat. Senere blev jeg så fjernet, fordi man mente at jeg var til fare for andre og mig selv - og min mor opdigtede historier med at det var min fars skyld for at hans opdragelse gik i vasken. At det var ham, der gjorde at jeg blev til en ulydig tøs - Alt var hans skyld, så kommunen begyndte at skrive at min mor gjorde alt for hvad hun kunne. At hun klarer sig godt trods af at hun var en enlig mor til 4 børn, så hun var bare en perfekt ideal rollemodel for kommunen hvilket det frustererede mig.

For min mor slog mig, hun slog mig - hun rev mig i håret, hun kastede ting på mig, hun rev mig, hun kradsede i mig, hun smed mig ned fra sengen, hun skubbede mig ned fra trapperen, hun svinede mig til, sagde at jeg var en fed og dum idiot der ikke kunne noget, hun sagde alt og hun skar i sig selv derefter for at smøre hendes blod på mig så jeg begyndte at skrige og græde i timevis fordi jeg var bange. Fuldstændig bange. Min mor låste også mig udenfor i flere timer trods af at jeg ingen havde sko på, havde ikke noget tøj på (kun shorts og en top) og at der regnede - hun var ligeglad, så jeg skulle stå derude i timevis og håbede på at nogle ville komme og hjælpe mig. Jeg fortalte det til min sagsbehandler om det, og senere blev der så skrevet ned i rapporteren at jeg løj.. Hvems skyld var det? Jeg havde det dårligt med mig selv og gik på slankekur flere gange fordi min mor svinede mig psykisk til. Fortalte at jeg var en fed og uduelig møgtøs - senere var jeg så et anoreksibarn for hende.... 

Min far var næsten ikke hjemme for han rejste altid, men når han var hjemme - så hyggede vi altid med at spise fisk, se film, besøge farfar, alt. Han tog mig med til tur, som jeg aldrig prøvede med min mor - det er kun ham der har givet mig minder, oplevelser og det hele - men nu gør min mor ikke det der mere ved mig, men hun lader som om at der intet er sket noget. Hun går hen til mig, krammer mig, siger at hun elsker mig, spørger om hvad jeg laver og alt det der - som en forælder bør gøre, men forholdet til hende er fuldstændig glemt altså - det eksistere ikke, vi lader bare det som om som snart også er slut for jeg er så begyndt og at være ligeglad med alle de "faste rutiner" vi plejer at gøre for at lade som om. 

Godt nok ved jeg ikke om hun lader som om, men det gør jeg - jeg lader bare som om at alt er normalt, at vi snakker mega godt sammen osv men i de sidste uger har jeg så været mere "fraværende" eller ignorerede hendes beskeder. Når min mor så sagde til mig at vi skulle spise aftensmad, blev jeg på værelset - og nu har jeg også spærret mig selv i de sidste dage på mit værelse, og jeg ved ikke hvorfor. Jeg har ikke lyst at spise noget, jeg har bare lyst til at fuldstændig tude - jeg har ikke det skidt over at jeg ikke har et mor-datter forhold, men bare mere at vi lader det som om. At jeg ikke er mig selv. At det hele lader bare som om at det er perfekt, selvom det ikke er - jeg har i flere år ladt som om at jeg ikke havde det dårligt længere, selvom jeg lige for nylig har så skåret i mig selv igen. Grædt i flere timer på toilettet, pjækkede fra alle timerne fordi jeg havde det dårligt og var tæt på at bryde sammen så magtede ikke timerne - jeg er så begyndt at ryge hash igen& og jeg har så taget flere piller på samme tid, altså jeg misbruger de piller jeg har. Ritalin, Concerta, hovedpine piller og alt det der - bare for at jeg kan få det bedre, og for hvert dag der går så tager jeg en ekstra pille.

Jeg magter overhovedet ikke det her mere, jeg kan ikke mere -  jeg forsøger bare, mit liv er alligevel ikke noget værd. Noglegange ville jeg bare ønske at jeg var blevet kidnappet, så jeg kunne anmelde min mor - og komme tilbage til den rigtige, hvis jeg nu var for så kunne jeg begynde forfra på et nyt liv men det er jeg nok ikke så istedet for det - overfvejer jeg bare også noglegange om at pakke mit tøj og droppe alle de mennesker. Skride fra landet, starte forfra på et nyt liv i et andet land med et nyt navn. 

Jeg ved nu ikke engang om hvad meningen med det her var - kun noget med at jeg ville spørge jer om hvad der kunne forårsage at man mistede sine relationer til ens forældre eller at man ikke har et tæt forhold med sin mor trods af at man har boet med hende i hele livet.