Hej med jer, tænkte at i måske kunne give et par råd med på vejen til denne situation.. Det er ang. mine forældre, de er begge fortidspensionister pga sygdom. Hvilket de har været så længe jeg kan huske nærmest.. Det er lidt en rodet affære, men vil prøve at beskrive så godt som muligt, da det nager mig meget i perioder, og jeg tænkte at det kunne være rart at få et synspunkt udefra. Jeg har selv et fint liv kørende med godt job egen bolig osv.. Der er nogle forskellige ting der spiller ind, som gør at jeg nærmest er ligeglad med højtider.. Jul og min fødselsdag er mere deprimerende end sjovt og hyggeligt.. Som sagt er mine forældre førtidspensionister, og de har ikke kontakt med ret mange mennesker andre end mig da jeg er deres eneste barn, familien ser de heller ikke da min mor har et problem med sin søster.. Det lægger jo et enormt pres på mig når jeg ser dem, de forventer en hel masse kærlighed og snak og jeg ved ikke hvad, men jeg synes bare de er irriterrende og snakke med, da de intet spændende har at sige, det lyder strengt, jeg kan jo godt lide dem, men de ser jo ingen mennesker eller går på job så har mest lyst til at blive væk. De har vendt den samme plade i 10 år.. Samtidig kan jeg jo fornemme en masse mindreværdskomplekser, og en masse jalousi hvis de hører at jeg har besøgt familien... Mine forældre tror jeg bedre kan lide alle andre mennesker end dem, og de aldrig er "gode nok" Samtidig er de enormt nærtagende og de tager de ting jeg siger meget personlig og seriøst, og gennemanalyserer hvert et ord der kommer ud af min mund, eller ting jeg skriver på facebook f.eks.. Sætninger som "vi er jo BARE dine forældre" er ret brugt f.eks.. De sidder også nærmest med et stopur og tæller timer jeg er hos mine svigerforældre, så de kan bruge det imod mig hvis de synes jeg ikke er nok sammen med dem.. Tør ikke tænke på deres opførsel når jeg får et barn en dag, og de synes jeg er mere hos mine svigerforældre end med dem.. Så føler de sig straks forfordelt og overset og glemt.. Men det er da også klart man ikke gider være i stue med dem med den opførsel. Har sagt masser af gange at jeg holder af dem, og de bestemt er mindst lige så gode som alle andre, men intet hjælper.. Tingene bliver bare værre.. Det er ligegyldigt hvad man gør eller siger, så ændrer de sig ikke.. Tror de har groet helt fast.. Jeg har et godt forhold til resten af min lille familie, men det ødelægger rigtig meget at de ikke kan være i stue sammen, og de er generelt også bare anstrengene at være sammen med.. Der ligger meget mere i det, men kan ikke beskrive det rigtig.. Tror desværre bare det er resultatet af årelang arbejdsløshed og afskæring fra omverdenen.. Har i nogle guldkorn jeg har overset ? Jeg har ingen søskende at tale med, og vil ikke tale så privat med nogle jeg kender :) på forhånd tak..