Forældre

brevkassespørgsmål

Forældre

brevkassespørgsmål af
Anonym
22 år
Oprettet 8 år 5 måneder siden

Hej med jer, tænkte at i måske kunne give et par råd med på vejen til denne situation.. Det er ang. mine forældre, de er begge fortidspensionister pga sygdom. Hvilket de har været så længe jeg kan huske nærmest.. Det er lidt en rodet affære, men vil prøve at beskrive så godt som muligt, da det nager mig meget i perioder, og jeg tænkte at det kunne være rart at få et synspunkt udefra. Jeg har selv et fint liv kørende med godt job egen bolig osv.. Der er nogle forskellige ting der spiller ind, som gør at jeg nærmest er ligeglad med højtider.. Jul og min fødselsdag er mere deprimerende end sjovt og hyggeligt.. Som sagt er mine forældre førtidspensionister, og de har ikke kontakt med ret mange mennesker andre end mig da jeg er deres eneste barn, familien ser de heller ikke da min mor har et problem med sin søster.. Det lægger jo et enormt pres på mig når jeg ser dem, de forventer en hel masse kærlighed og snak og jeg ved ikke hvad, men jeg synes bare de er irriterrende og snakke med, da de intet spændende har at sige, det lyder strengt, jeg kan jo godt lide dem, men de ser jo ingen mennesker eller går på job så har mest lyst til at blive væk. De har vendt den samme plade i 10 år.. Samtidig kan jeg jo fornemme en masse mindreværdskomplekser, og en masse jalousi hvis de hører at jeg har besøgt familien... Mine forældre tror jeg bedre kan lide alle andre mennesker end dem, og de aldrig er "gode nok" Samtidig er de enormt nærtagende og de tager de ting jeg siger meget personlig og seriøst, og gennemanalyserer hvert et ord der kommer ud af min mund, eller ting jeg skriver på facebook f.eks.. Sætninger som "vi er jo BARE dine forældre" er ret brugt f.eks.. De sidder også nærmest med et stopur og tæller timer jeg er hos mine svigerforældre, så de kan bruge det imod mig hvis de synes jeg ikke er nok sammen med dem.. Tør ikke tænke på deres opførsel når jeg får et barn en dag, og de synes jeg er mere hos mine svigerforældre end med dem.. Så føler de sig straks forfordelt og overset og glemt.. Men det er da også klart man ikke gider være i stue med dem med den opførsel. Har sagt masser af gange at jeg holder af dem, og de bestemt er mindst lige så gode som alle andre, men intet hjælper.. Tingene bliver bare værre.. Det er ligegyldigt hvad man gør eller siger, så ændrer de sig ikke.. Tror de har groet helt fast.. Jeg har et godt forhold til resten af min lille familie, men det ødelægger rigtig meget at de ikke kan være i stue sammen, og de er generelt også bare anstrengene at være sammen med.. Der ligger meget mere i det, men kan ikke beskrive det rigtig.. Tror desværre bare det er resultatet af årelang arbejdsløshed og afskæring fra omverdenen.. Har i nogle guldkorn jeg har overset ? Jeg har ingen søskende at tale med, og vil ikke tale så privat med nogle jeg kender :) på forhånd tak..

Svar: 

Hej med dig

Jeg kan godt forstå det må være hårdt at have forældre, som på en måde er så afhængige af dig, som det lyder til at de er. Du er måske deres eneste kontakt med omverdenen, og det lægger en masse pres og forventninger på dig.

Som jeg læser dit brev er dit forhold til dine forældre lidt dobbelt, og jeg læser lidt i det du skriver at de godt kan give dig dårlig samvittighed men samtidig også gøre dig irriteret. Man vil jo det bedste for sine forældre, men det er ikke dit ansvar at de har det godt og er glade. Hvis de keder sig og har mindreværdskomplekser, så må de selv søge nogle oplevelser, andre mennesker eller noget hjælp. Du hverken kan eller skal give dem det hele.

Jeg ved ikke om jeg kan komme med nogle guldkorn, men jeg sidder og tænker at du ikke skriver om du har fortalt dem hvordan du har det? Du skriver du har fortalt dem at du holder af dem, og at de er ligeså gode som alle andre, men ved de godt hvilket pres du føler de lægger på dig? Det tænker jeg kan være nødvendigt at få sagt, og hvis du får det sagt på en pæn måde, med den kærlighed som det også lyder til at du har til dem, kan det være de kan forstå at du ikke kan være den eneste person udefra, som skal give dem alt den kærlighed, indtryk, snak og oplevelser som man som menneske har brug for..

Jeg tror du har ret, når du skriver at det nok er resultatet af årelang arbejdsløshed og afskæring fra omverdenen. Men du er voksen nu, og har en kæreste, svigerfamilie, resten af din familie, job, bolig og mange andre ting du skal tage dig af.. Og du lyder til at klare dig rigtig godt – men dine forældre er også nødt til at give lidt slip på dig og lade dig leve dit eget liv, samtidig med at du jo ses med dem engang imellem, og involverer dem i dit liv, så meget det nu passer..

Altså kort sagt, så synes jeg du skal fortælle dem hvordan du har det, at du gerne vil være en del i deres liv, og de skal være en del af dit, men du kan ikke være alt i deres liv mere, for det er et for stort pres. Og sig det med alt den kærlighed og varme du kan.. Og hvis det ikke ændrer noget i første omgang, så synes jeg at du skal sige det til dem hver gang de kommer noget brok over du ikke er der nok, eller giver dig dårlig samvittighed...

Til sidst vil jeg også sige, at selvom du skriver du ikke vil tale så privat med nogen du kender, så synes jeg du skal involvere din kæreste i dine følelser, så du kan bruge hende når du er irriteret eller ked af det. Det er så vigtigt man får snakket ud om sådan nogle ting..

Jeg vil ønske dig rigtig meget held og lykke med det hele, og så håber jeg du vil overveje at fortælle dine forældre om dine følelser, så de forhåbentlig i fremtiden vil være en positiv del af dit voksenliv i stedet for den byrde, de måske er lige nu.

Mange tanker fra Heidi

Rådgiver har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2017 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Insafe- & Daphne program