Hej. Jeg er en pige der lider af en uspecificeret spiseforstyrrelse og pt. er i behandling på ungdomspsykiatrisk i Risskov. Der har jeg fået tildelt behandlere - to psykologer og en diætist. Min diætist har lavet en kostplan til mig, som jeg virkelig forsøger at følge, og det hele går egentlig fint nok. Jeg har fået et helt normalt forhold til mad, har mistet en smule af min lanugo-behåring og er nu selv i stand til at føle sult og mæthed. Jeg er også selv begyndt at øse mine portioner op - dog skal mine forældre først acceptere størrelsen - og jeg tager cirka det samme som resten af min familie. Mit problem er, at vi alle spiser sammen i min familie. Derfor kan jeg også se hvor meget de andre spiser, og de levner for det meste en del af deres mad, måske omkring 1/6. Tit spiser min familie heller ikke frokost, og jeg spiser både morgen, middag, eftermiddag og aften. Min mor sidder også altid og fortæller om mine portioner, og så snakker hun om hvor stolt hun er over, at jeg spiser de "kæmpemæssige portioner". Jeg føler mig simpelthen så grådig, for jeg kan med lethed spise de portioner. Det er blot fordi jeg har slækket så utrolig meget på min kontrol, at jeg ikke længere siger fra over for mad. Jeg ved virkelig ikke hvad jeg skal gøre eller sige, for jeg kan jo ikke tvinge min familie til at spise op, eller til at spise lige så tit som jeg. Men jeg bliver så ked af det hver gang de levner dele af deres mad eller ikke spiser frokost, eller snakker om mine enorme portioner, for jeg føler mig simpelthen så grådig! Og den følelse var en af grundene til, at jeg gik på slankekur i første omgang. Det er virkelig problematisk for mig, for hele min familie ønsker at jeg tager mere på en skrevet på kostplanen, for "så kan vi bare vise dem!" - men de spolerer det ubevidst for mig, for ja, jeg ville tage en portion mere, hvis bare min familie også gjorde! Jeg kan godt, men jeg holder mig tilbage, for følelsen af grådighed æder mig op. Håber på hjælp - S.