Følelser og tanker

brevkassespørgsmål

Følelser og tanker

brevkassespørgsmål af
Anonym
15 år
Oprettet 12 år 1 måned siden

Jeg har i lang tid, stort set hver eneste dag, haft tanker om døden, om at tage mit eget liv. Jeg tænker tit på hvordan jeg kan gøre en ende på livet, hvilke der er mindst smertefuld. Jeg tænker mest på at hænge mig selv eller tage en overdosis. Den eneste grund til at jeg ikke har gjort en ende på livet endnu, er at jeg frygter at jeg fejler, jeg frygter at hvis jeg tager en overdosis at det ikke lykkes mig at forlade denne grusomme verden, at jeg vågner op på hospitalet i en seng, ved siden af sidder mine forældre holder mig i hånden og græder. Jeg Jeg har det rigtig svært psykisk, jeg har lavt selvværd og selvtillid. Jeg lider af spiseforstyrrelsen bulimi, jeg skær i mig selv og jeg kan faktisk ikke se nogen ende på det her mørke tunnel jeg befinder mig i, jeg kan ikke finde lyset. Jeg føler mig rastløs, ensom og tom, jeg kan ikke forklare hvordan jeg har det. Sommetider føler jeg at jeg lever i min egen verden. Jeg går i et center for piger og drenge med spiseforstyrrelse, men jeg tror ikke at de kan få mig til at holde op, at jeg vil stoppe med at kaste maden op. Jeg er indstillet på at få hjælp og jeg ved godt at jeg er syg, men jeg kan ikke få mig selv til at tro på at jeg kommer over denne her sygdom og at jeg bliver denne glade pige igen som jeg var før alle de her ting der er sket. Hvad kan jeg gøre for at få de forfærdelige tanker væk fra mit hoved?

Svar: 

Hej

Tak for dit brev. Det lyder rigtig pinefuldt at dine tanker kredser om døden og selvmord, som du fortæller. Jeg kan sandelig godt forstå at du bare gerne vil have disse tanker til at forsvinde fra dit hoved. Det er selvfølgelig dejligt at du er indstillet på at få hjælp og at du ved du har brug for det - selvom det behandlingstilbud du får nu, indtil videre ikke har overbevist dig om at du vil få det bedre.

At du ikke rigtig tror på at du kan hjælpes, kan skyldes flere ting. Sådan som jeg læser dit brev, så gætter jeg på at en af grundene kan være at din sygdom er begyndt at føles som så stor en del af den måde du opfatter dig selv på - dvs at du på en måde oplever sygdommen som DIG, så du faktisk har svært ved at forestille dig at undvære den ?? - fordi selvom den er aldeles pinefuld og til stor last for dig - så holder du dig alligevel til den fordi du er blevet "vant" til den og kender den så godt. Er der mon noget om dèt  ??

Det er et stort arbejde at komme på den anden side, når sygdommen først er kommet til at fylde så meget, fordi en del af behandlingen er at du skal lære at adskille dig fra sygdommen. Du er derfor nødt til at være tålmodig, selvom det næsten ikke er til at holde ud. Men jeg synes du skylder dig selv og din familie at kæmpe for det. Når du når så langt i din behandling at du lærer dig selv bedre at kende - udenfor sygdommen - så vil der komme lys for enden af tunnelen og du vil begynde at se nye og bedre veje.

Jeg ønsker dig alt det bedste og giv behandlingen en chance selvom det tager tid.

Kærlig hilsen Denise

Rådgiver har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program