Er jeg syg?

brevkassespørgsmål

Er jeg syg?

brevkassespørgsmål af
Anonym
16 år
Oprettet 9 år 4 måneder siden

Hej. Jeg er en lidt stille pige, som bare har det rigtig svært. Jeg vågner typisk omkring 04:00-04:30. Og der har jeg det bare forfærdeligt. Jeg græder og græder og kan på ingen måde overskue dagen. Sådan er det bare hver dag og jeg holder ikke til det. Jeg sover bare rigtig dårligt, da jeg har så mange ting, at tænke på. Jeg ved det lyder voldsomt, men jeg tror at jeg er ved at få en depression. Min mor har døjet med det og har været indlagt et par gange. Når jeg så står op om morgen er min krop bare så tung. Jeg bruger lang tid på at finde tøj- det er bare så svært at vælge. Jeg kan slet ikke samle mig om det. Jeg får ikke spist morgenmad, faktisk er det eneste jeg får i løbet af dagen en lille portion aftensmad. Og den kommer for det meste op igen. Jeg væmmes ved synet af mig slev. Ja, nu sidder jeg igen og grædder. Mit liv er bare så uoverskueligt. Jeg har slet ikke lyst til livet. Jeg er ikke meget får at indrømme det, men jeg har rigtig voldsomme selvmordstanker. Jeg har også lagt en plan for hvordan og hvornår det skal ske. Jeg ved godt at jeg inderst inde ikke ønsker at dø, men jeg ser bare ikke andre muligheder. Jeg kan bare ikke mere. Jeg vil ikke mere. Jeg er træt af mit liv. Mine forældre har lagt mærke til at jeg er mere trist end ellers, men jeg tør ikke fortælle dem om det. Jeg har faktisk ikke engang lyst til at fortælle det til dem. Jeg er også begyndt at skære i mig selv. Jeg burde nok sys de fleste af gangene, da man kan se mine sener og det bare løber ned ad armen med blod. Heller ikke det ved mine forældre. I skolen er jeg mest bare hende den stille. Hende som sidder i hjørnet og tegner. Der er ingen som kan lide mig. Jeg er bare så tyk og grim. Jeg kan ikke være i mig selv. Argh. Hjælp. Jeg kan ikke mere. 

Svar: 

Hej med dig...

Da jeg læste dit brev herind, fik jeg simpelthen sådan lyst til at træde ud igennem skærmen og vise dig at hjælpen findes og at snakke med dig om hvordan du kan få det bedre. Men det kan jeg jo ikke, men jeg kan skrive til dig og på den måde prøve at give dig et skub i en bedre retning. Og jeg håber mine ord kan give dig lidt motivation og tro på at det kan blive nemmere..

Fordi jeg kan godt høre på dig, at det er hamrende svært lige nu og at du føler dig rigtig alene om det hele. At smerten og frustrationen inden i har fået overtaget i dig og at du slet ikke kan se nogle udveje nu.. og det er faktisk vokset sig så stort inden i dig, at tanken om selvmord virker som den eneste løsning.

Men du har ikke lyst til at dø og jeg synes slet ikke at det er nogen løsning, og derfor er det bare så stærkt og godt, at du har skrevet herind. Du har rakt hånden ud, funden en anden vej end selvmordet og faktisk taget det første skridt. Det skal du have stor ros for. Du fortjener nemlig at få det bedre og du fortjener ikke at dø.

Jeg har lyst til at starte med at fortælle dig, hvordan selvmordstanker tit starter og så vil bagefter skrive lidt om det her med at du vågner så tidligt, om depression og om det her med at skære i sig selv. Til sidst har jeg nogle tanker og ideer på hvad du faktisk kan gøre nu, for at få det bedre.

Men først hvorfor man begynder at tænke på selvmord.... fordi det her med livet og det her med når noget begynder at blive svært, kan godt sammenlignes med en bilmotor (I know.. det er lidt langt ude, men prøv at hør). En bilmotor kører perfekt til at starte med, men som årene går skal den plejes, der skal skiftes olie, et par nye dæk skal til og sommetider er der brug for et besøg hos mekanikeren. En bil kan holde rigtig lang tid, hvis man passer godt på den, kører den ordentligt og får en professionel til at tjekke den engang i mellem.

Sådan er vi mennesker også.. det kører ret godt i starten, hvor vi er helt små og mest tænker på mad og få skiftet bleen :) men så bliver vi ældre og begynder at have selvstændige tanker og bliver mere afhængig af venner, kærester og familie...I det hele taget oplever vi op og nedture med vores følelser. Vi bliver bevidste om flere og flere ting, og der er flere og flere ting vi skal tage stilling til og ja, det er faktisk ret svært sommetider. For at vi kan klare alle de her ting, skal vi ligesom bilen have pleje, nogle at snakke med, nogle voksne som måske har lidt erfaring med det her liv og sommetider skal vi have hjælp og svar fra andre.

Det vokser vi af og bliver lidt klogere på livet og sådan lærer vi at tackler udfordringer og problemer i livet. Fordi lige som bilen, så kommer der problemer, tit, og vi skal ordne dem og have hjælp til mange af dem.

Men hvis du ikke går til mekanikeren med bilen, skifter olien og ikke kører ordentlig i den, så går bilen i stykker og står bare i garagen. Det samme gør vi mennesker lidt...hvis vi prøver at ordne vores problemer selv, ikke får hjælp og støtte og ikke får nærvær og kærlighed fra dem omkring os, så går vi også i stykker.

Grunden til at jeg lige maler det her billeder for dig er, at jeg tror grunden til dine selvmordstanker er, at du har gået meget alene med nogle svære følelser, oplevelser eller problemer i for lang tid. Og når man gør det, så går systemet ned og det bliver sværere og sværere at bede om hjælp eller se muligheder... og så er det at selvmordet lige pludselig virker som den eneste løsning.

Og det er jo hamrende synd, fordi det faktisk handler om, at man bare ikke har fået den hjælp som er helt naturlig og som alle har brug for på et tidspunkt. Og specielt når man er ung, fordi der er simpelthen for mange ting til at man kan klare det hele selv.

Og nu bliver jeg ved med det her med bilen..sorry, men ligesom bilen begynder at pruste, brumme og puste sort røg ud gennem udstødningen, når den har det skidt og fortæller ejeren, at nu skal den have hjælp, så fortæller vores krop og tanker også os, hvornår vi har brug for hjælp. Når du vågner kl. 4 hver morgen og er hamrende ked af det, ikke orker at tage tøj på eller skærer i dig selv, så råber din krop og dine følelser på hjælp. Det er simpelthen advarselslamper der tændes og fortæller dig, at nu brænder lokummet og der er brug for hjælp.

Om du er ved at udvikle en depression, kan jeg slet ikke svare på.. det kan kun en psykolog eller psykriater, men jeg kan svare dig på, at jeg tror ikke du er syg, men du har bare brug for hjælp og det skal være nu.

Du skriver, at dine forældre ikke ved noget. Er det fordi I ikke er vant til at snakke om problemer dehjemme? Eller fordi du ikke vil gøre dem bange og urolig? Eller fordi du ikke tror de vil lytte og hjælpe dig? Eller noget helt andet?

Der kan være mange grunde til at du og andre unge ikke tør eller vil sige hvordan de har det til deres forældre, og hvor er det bare ærgeligt, fordi langt de fleste gange er forældrene så klar til at hjælp. Faktisk så er det det forældre skal og vil, nemlig at hjælpe deres børn så godt de kan.. og hvis de ikke kan selv, så hjælpe med at finde de professionelle voksne der kan.

Jeg kender dig jo ikke og heller ikke dine forældre, men alliegevel synes jeg helt sikkert du skal have meldt ud, så hurtigt som overhovedet muligt. Der er ingen grund til ikke at gøre og hvad kan du miste.. du kan enten opleve at de er der og vil hjælpe og støtte dig, eller at de ikke vil. Og så har du fundet ud af det og kan så finde nogle andre voksne der er klar. Og der er mange heldigvis..

Og jeg synes du skal kaste alle kortene på bordet. Vis dem brevet til mig og mit svar.. Du er så god og præcis til at forklare hvordan du har det.. så god at jeg fik lyst til at hoppe igennem skærmen, og det er godt :)

Jeg ved det er grænseoverskridende og en vild tanke, og måske tænker du at det er umuligt og at det ikke vil hjælpe noget. Men du skal gøre det alligevel.. kast dig ud i det og ræk hånden ud efter hjælp.

Men du skal også have andre muligheder i baghånden og her kommer et par af dem.:

Din lærer er altid en mulighed.. en lærer kan være super at snakke med og har erfaring i at snakke med unge. udover det, så skal din lærer reagerer, hvis han/hun er bekymret for dig, så det kan være starten på noget rigtig godt.

En anden voksen i familien.. er der en du stoler ekstra meget på og som du er tryg ved? En bedstefar, en onkel, en mormor, eller en helt anden? Brug den person..

Livslinien.dk er et tilbud til unge og voksne med selvmordstanker og dem kan du snakke med enten via telefon eller brevkasser. De er rigtig gode og dygtige til at hjælpe.. Det kunne også være rart og en god ide..

Din læge.. er også en super ide, fordi en læge også er vant til personlige snakke og kan lave den henvisning til en psykolog som kunne være en god ide, fordi hvis du har en depression, så er det rigtig vigtigt at du får behandling, så den ikke udvikler sig mere.

Så kære kære du.. lige meget hvordan vi vender og drejer det, så handler det om en ting. At du skal have hjælp af voksne til at tackle de problemer du oplever nu og for at kunne få det bedre. Så eneklt er det og den eneste måde det kan lade sig gøre på er, at få åbnet munden og få det fortalt til en af de voksne jeg har foreslået. Åbent og ærligt, ligesom du har gjort her.

Det er svært nu, men du er stoppet op et øjeblik og har mærket at der er brug for hjælp og du har skrevet herind. Det er hamrende stærkt og du har taget det første skridt.. men du har brug for at tage et skridt mere, fordi livet ligger derude og venter på dig og du fortjener at gribe det og have det bedre i livet.

Jeg håber alt det bedste for dig..

De bedste hilsner

Erroll

Niels-Christians billede
Niels-Christian fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program