Kære dig

Du er en utrolig sej person, når du skriver herind for at få hjælp. Jeg kan sagtens forstå, at det kan være rigtig hårdt hele tiden at leve op til den muslimske tro og de regler og forventninger som din familie har til dig.

Du lyder, som en person, der holder meget af din tro og din familie, og som hele tiden sørger for at overholde reglerne om ikke at feste, date fyre osv. men i stedet skabe et godt ry for familien og sikre dig selv en god fremtid med en universitetsuddannelse. Men når dette er sagt, har alle mennesker uanset tro et behov for at kunne dele følelser og livet med en tæt person - fx ved en kæreste.

Det lyder til, at du er blevet forelsket i ham her fyren fra 10. klasse. Man vælger ikke selv, hvem det er man bliver forelsket i - og det kan godt være svært. Du skriver ikke om ham her fyren er dansk eller muslimsk, for det tænker jeg har en betydning for, om du kan begynde at snakke med ham eller ej. Du skriver dog, at din far har snakket med ham og spurgte, om der skulle være noget imellem jer - derfor tænker jeg lidt, at fyren måske er muslimsk som dig?

Det er klart at du hænger dig fast i tanken om, at du ikke må snakke med fyre, selvom man kun er venner med dem, når det er den regel, du er opvokset med. Har du lyst til at bryde denne tanke, kan du sagtens gøre det, ved at øve dig selv i det: Tænk i stedet for, at det er okay at du siger hej, næste gang du ser fyren, fordi du engang har gået i klasse med ham - eller blot start med at give ham et smil. Den mest simple grund til, at du ikke kan få følelser for andre end ham er altså fordi du er forelsket i ham uden han ved det. Din kærlighed til ham er altså uforløst - for kan han også lide dig?
En god start kan være at indrømme over for dig selv, at du er forelsket i ham her fyren, og det må der gøres noget ved. Når du har gjort det, kan det være nemmere for dig at acceptere, hvorfor du har følelser for ham, og hvorfor du ønsker ham som en person, du kan dele dine følelser med.
Forelskelsen forstærkes også af, at du aldrig har snakket med ham - men hele tiden "udspionerer" ham på FB - han bliver derfor mere interessant at studere - og du bliver mere og mere vild med ham. Der er ingen grund til at få dårlig samvittighed over for ham, når du tænker på andre fyre, fordi der intet er imellem jer - men du får dårlig samvittighed fordi, du føler at blikket han giver skaber noget særligt mellem jer - et uskrevent forhold.

Jeg kan godt forstå, at du har svært ved at finde ud af, hvad blikkene betyder. Men typisk betyder det, at når en dreng kigger længe på én, at de er interessede i at snakke med én. Jeg synes, at du skal tage en stilling til, om du vil begynde at snakke med ham her fyren eller om du vil videre i dit liv. Det kan måske være en god ide at snakke med dine forældre om deres forventninger til dig og fyre: Hvilke regler skal du helt præcis overholde? Eller fortæl nogle gode veninder om din forelskelse og spørg dem til råds. Det hjælper altid at få snakket med andre om tingene, man går og tænker på. Hvis du vælger at begynde at snakke med fyren, kan du måske skrive til ham på FB, for at skabe en god kontakt eller blot starte med at hilse på ham, næste gang du ser ham. Hvis du vælger, at du ikke vil snakke med ham, er der ikke andet for end du må videre. Du må acceptere at du er forelsket i ham, men jo før du holder op med at tænke på ham, og give dig lov til at tænke på andre fyre, des hurtigere går forelskelsen med tiden over.

Alle unge mennesker vil på et tidspunkt opleve, hvor kompliceret kærligheden er. Kærlighed er en dejlig ting, men kan også være rigtig besværlig at finde ud af. Det er godt, der findes stærke personer som dig, der selv tager ansvar for de ting de føler og tænker.

Jeg håber, at du kan bruge mit svar og ønsker dig held og lykke i fremtiden.

Vh. Mette