Hej,

Sidder igen og kan ikke sove, fordi jeg ikke længere ved, hvordan vi kan hjælpe vores søn.

Han er 12 - bliver 13 i december, og har aldrig været en dreng med mange venner; altid en eller to bedstevenner, og det har tilsyneladende altid været nok. Han har været rigtig glad for at gå i skole, og er fagligt dygtig, har aldrig haft problemer med lærerne eller været en "ballademager", men heller ikke et "usynligt barn", dvs. han har altid sagt sin mening, også selv om den ikke lige var den samme som flertallets.

Han er en kærlig, hensynsfuld dreng, som er i stand til at
føle empati med andre mennesker, og fra 0. til 3. klasse havde han én rigtig god kammerat i klassen, men legede også med mange andre, både hos
dem, og her i hjemmet. I 4. klasse skete der to ting:

For det første var det slut med SFO, og børnene skulle nu selv arrangere eftermiddagens samvær. Egentlig var det ikke det store problem, da de jo var noget mere
selvstændige, end vi havde frygtet, da de små pus startede i skole, og desuden var der stadig mulighed for at de kunne gå på en af de pædagogisk ledede legepladser. Dette tilbud blev dog ret hurtigt´"kasseret", da legepladsen viste sig at være domineret af nogen ret ubehagelige indvandre drenge på 14-15 år, men i stedet begyndte de at mødes rundt omkring ved hinanden, også her (jeg har selv fri 13.30 hver dag, og var ofte hjemme).
Men lige så stille begyndte de at glide fra hinanden. Nogen af børnene er rigtige sports-børn og havde badminton, svømning og fodbold de fleste dage, men det virkede ikke som et stort problem, da bedstevennen, ligesom vores dreng, ikke har de store bold-gener, og også hellere ville spille spil - ikke nødvendigvis elektroniske - eller bare lege, så i første omgang syntes alt vel.

Det andet, der skete i 4. klasse var, at klassen fik nye lærere over hele linien (skolen er opdelt i teams; 1-3, 4-6 og 7-9 klasse), og deres matematiklærer var en meget rar mand, fuldstændig uden evner som pædagog. Han mistede grebet om klassen allerede inden der var gået en måned, m! ed
det resultat at (overraskende nok) især de stærke piger, som ellers havde været dem, der var mindst problemer med, fuldstændig overtog alle matematik og natur/teknik timer, så ingen fik noget ud af undervisningen, og stemningen i klassen blev virkelig dårlig. Alle de første 4 år har det ellers været en drømmeklasse, hvor alle behandlede hinanden ordentligt, og de legede på kryds og tværs.
Denne udvikling betød, at vores søn tog kraftigt afstand fra pigerne, og blev virkelig ked af at skulle i skole. Vi kontaktede hans klasse-/dansklærerinde, og fik en god snak, men ellers skete der, så vidt vi kunne se, ikke rigtig noget.
Der var fokus på pigerne, hvilket var fuldt forståeligt, da de var hovedproblemet, og det hele endte med, at matematiklæreren fandt et andet arbejde, og vi fik en
ny, en sød og kompetent yngre kvinde, med det helt rigtige tag på klassen.

Nu burde alt så være lykkeligt, men i 5. klasse begyndte nogen af de styrende drenge at interessere sig MEGET for piger, og pludselig stod vores søn ret langt ude på sidelinien. Hele balladen i 4. sad (og sidder?) stadig dybt i ham, og han synes, pigerne var åndsvage og lede. Samtidig havde de fået en ny dreng i klassen, som er meget speciel, og efter hvad vi har oplevet, ikke besidder nogen form for sociale kompetencer. Han blev hurtigt pigernes yndlingsoffer, og efter at vores søn havde forsøgt at forsvare ham nogen gange, var det ligesom at de to blev slået i hartkorn, med det resultat, at vores søns drenge-kammerater begyndte at holde sig
væk, og at vores søn ofte sagde nej tak, hvis eftermiddagen skulle tilbringes i selskab med nogle af pigerne. Han blev endnu mere trist, og
følte sig hold udenfor, og vi kontaktede igen og igen hans lærere, havde samtaler med bedste-vennernes forældre, osv, men det ændrede ikke særligt
meget. Han var blevet såret, og bange for at blive afvist, hvis han var den, der tog initiativet, hvilket ikke var uden grund.

Vi oplevede flere gange, at han spurgte nogle af klassekammeraterne, om de skulle være sammen om eftermiddagen, fik at vide, at de skulle noget med deres forældre, kun ville lege, hvis der var mange (rollespil fx., som var populært i klassen en overgang) osv., for få timer senere at kunne se de samme drenge to, tre eller fire sammen på vejene her omkring.
Vores kontakt til de andre forældre har altid været god, og vi bad dem om hjælp til at finde en løsning. Direkte adspurgt svarede deres børn, at de synes,
vores søn var for negativ, specielt over for pigerne, og vi talte med både ham og klasselæreren om, at han skulle forsøge at være mindre afvisende over for dem, og vi måtte også sige til ham, at han skulle lade den nye dreng om at klare sine egne problemer, en melding, vi egentlig ikke var specielt glade for at skulle give. Han har virkelig forsøgt, og status i dag er, at han, efter klasselæreren og diverse opservanters mening fungerer godt i timerne; er med og siger frem.

Han klarer sig stadig fantastisk fagligt, MEN: Vores søn er alt for ofte trist, sidder næsten hver eftermiddag og weekend for sig selv, og synes i de hele taget, at hans liv er noget møj.

Faktisk har hele familien det mere og mere dårligt.
Hans far, min mand, har alt, alt for meget at lave på sit job, i en virksomhed hvor forretningen ikke går særlig godt, vores datter (9½) er de sidste par måneder også begyndt at være ked af det. Hun er eller en MEGET glad pige, og yderst populær blandt både piger og drenge i hendes klasse, men klager nu over at hun har det dårligt, og finder alle mulige ting, hun kan gå og have skyldfølelse over. Selv sover jeg ekstremt dårligt, og har svært ved at få tiden til at slå til, på trods af at min arbejdsdag kun er fra 8.30 til 13.30. Alt dette hjælper jo i hvert fald ikke vores søn, og vi synes ikke, vi kan se nogen udvej. Vi er ude i tovene, og ved ikke længere, hvad vi skal gøre for at hjælpe vores søn. Har i nogen gode råd?

Venlig hilsen
De bekymrede forældre