Hej med dig.

Det lyder som om, du står i en svær og uretfærdig situation. Jeg kan virkelig godt sætte mig ind i, at det er ubehageligt at opleve stress og føle behov for at komme et andet sted hen samtidig med, at du bliver beskyldt for ting, der ikke er din skyld og generelt har det hårdt i familien.

Jeg synes, det lyder som om, du har behov for at snakke med nogen uden for din familie om de ting, du oplever og tænker. Dine overvejelser omkring arbejde og studie vil være fine at få vendt med en studievejleder. Der er sikkert en studievejleder tilknyttet din skole, som netop er der for at hjælpe unge på vej med overvejelser som dem, du går med. Studievejledere ved alting om, hvordan man også kan kombinere specifikke uddannelser med fx at flytte hjemmefra på et kollegie eller andet. Måske ved du allerede, hvordan du opsøger studievejlederen, men ellers kan en af dine lærere med garanti hjælpe dig med det.
At du generelt oplever mistrivsel er også vigtigt at få talt om. Her vil en psykolog kunne hjælpe dig. Det er bestemt ikke meningen, at du i så ung en alder skal opleve stress og være ked af det, og du bør derfor få snakket med nogen om det, så du kan komme det til livs og få det godt igen. En god idé er at tage til læge og fortælle, hvordan du har det. Din læge vil derefter kunne give dig en henvisning til en psykolog.

Jeg kan godt forstå din drøm om at komme hjemmefra. Det lyder ikke som om, du trives derhjemme, og faktisk synes jeg, det lyder til, at du bliver uretfærdigt behandlet. At din mor giver dig skylden for ting, du ikke har gjort, skyldes måske, at hun selv føler sig magtesløs og har svært ved at håndtere situationen. Det burde ikke gå ud over dig, men det lyder desværre som om, at det gør det. Jeg ved ikke, om du har snakket med din mor om, hvordan det påvirker dig, at hun behandler dig sådan, men ellers synes jeg, du er i din fulde ret til at beskrive for hende, hvor svært det er at være dig. Det kan være, din mor ikke er bevidst omkring, hvordan hun virker på dig og derfor har behov for at få det sagt, som det er. Hvis hun ikke er nem at tale med omkring sådan nogle ting, kan det også være, at det er nemmere for dig at skrive det til hende i et brev eller lignende. På den måde får du i hvert fald mulighed for at udtrykke dig uden at blive afbrudt eller have svært ved at finde ord. Jeg forstår godt, det ikke er nemt at tale med dine forældre om det, når du tror, de bliver sure på dig over det. Prøv dog alligevel. Måske vil de gerne lytte til dig, når nu de mærker, at det er alvorligt. Din mor oplever sikkert dig som det stærke led i familien, hvorfor hun kommer til at belaste dig med beskyldninger og andet, som hun ikke selv kan overskue at håndtere. Det er godt, at du passer på dig selv ved at reagere på, at du ikke vil finde dig i det.

Jeg håber, du kan bruge mit svar.

Kh. Matilde