Cutter og har måske en spiseforstyrelse?!

brevkassespørgsmål

Cutter og har måske en spiseforstyrelse?!

brevkassespørgsmål af
Anonym
14 år
Oprettet 6 år 10 måneder siden

Hej jeg er en pige på snart 14 år, jeg kunne godt tænke mig noget hjælp.

Jeg begyndte at cutte for nok ca. en måned siden, det er lidt svært at forklare hvorfor helt præcist. Men her hjemme har vi ikke ret mange penge og min far er psysisksyg, oghan fik det igen i slutningen af november. Han var væk i flere dage og det var skrækkeligt! Han har gjort det en gang før det var en nytårs aften hvor han også var væk i flere dage.. Nede i skolen er jeg heller ik ret glad jeg har ikke så mange venner, jeg har også flyttet skole en gang før.

Min mor siger at hun er lidt bange for jeg har det samme som min far, depretion.. og det vil jeg ikke! 

Der er også mange der hater på mig, der er blandandet en der har lavet en hater side om mig på nettet..og skriver alt muligt grimt om mig..

Jeg har ikke været så god til at fortælle det til mine forældre, da jeg ik vil gøre dem kede af det. Der var så en voksen der rev fat i mig og kontaktede mine forældre med det jeg har cuttet, de ved nu ik hvor slem det er de tro kun det er på mit håndled, men det er både håndledende, benene, skuldre, arme, ankler... nogle steder dybere end andre..

Jeg har endelig mest lyst til at begå selvmord og har været ved det flere gange...jeg kan ik stoppe med at cutte også selvom mine veninder prøver at hjælpe mig..

Men nu til spiseforstyrrelsen.. 

Det startede med at jeg gik sukkerkold til idræt, fordi jeg ikke havde fået noget at spise eller drikke.. jeg rystede helt vildt, som jeg også gør nogle gange her efterfølgende.. 

Jeg får tit kvalme, mavepine, blir svimmel og så spiser jeg ik rigtig noget og dyrker MEGET mere sport end normalt.. Min veninde sagde også til mig at jeg havde tabt mig og at jeg næsten ikke spiser noget, hun fortalte mig nogle tegn på at jeg har en spiseforstyrelse, og der er så meget af det der hænger sammen, næsten et hele... jeg ved ik hvad jeg skal gøre for jeg vil jo gerne tabe mig da jeg synes jeg er alt for tyk.. men har virkelig svært ved at fortælle det til mine forældre..

Det er jo MIN skyld det hele!!

Jeg kan virkelig også bare mærke på min veninde det gør hende ked, men hun siger at der ik er noget galt, men jeg kan bare mærke der er.. det er ikke meningen det skal gå ud over andre..

Jeg forstår altså bare ik livet mere, du blir født, vokser op, får en kærste, blir gift...du dør.. ksn ik rigtig se hvad meningen er, hvis man lever og man alligevel ik har det godt, når jeg nu dør så tænker jeg jo alligevel ik på alt.. det vil være meget nemmere at begå selvmord..

Hilsen mig..

Jeg håber virkelig  vil svare, også selvom det er langt, har bare virkelig brug fo hjælp...vii rigtig gerne vide om jeg har en spiseforstyrrelse, og måske hvad for en?..men har bare så svært ved at fortælle det til mine forældre.. 

Men jeg vil også bare sige tak fordi jeg overhovedet har en chance for at skrive her ind, det tror jeg jeg har brug for.

Svar: 

 

Kære Du,

Jeg kan bestemt godt forstå, at du er ked af det, det lyder som nogle meget hårde ting du går igennem. Jeg vil prøve at hjælpe dig så godt jeg kan.

For at starte med det første, du skriver - at du cutter. Det er helt klart et tegn på, at du ikke trives og har brug for hjælp. Nogle beskriver, at det er som om, man kan få smerten ud indeni ved at gøre noget ved sig selv, der gør ondt udenpå - altså som man kan mærke rent fysisk. Måske du også oplever det sådan? Men uanset hvad er det ikke en løsning, og det er vigtigt, at du får talt med nogen om det. Du skriver, at du har meget svært ved at tale med dine forældre, men hvad med en anden voksen? En lærer, en pædagog, en venindes forælder, nogen i familien, som er lidt længere ude, som for eksempel en kusine, moster eller sådan noget lignende? Med hensyn til dine forældre, skriver du, at det er for ikke at gøre dem kede af det, at du ikke siger noget, men jeg er sikker på, dine forældre gerne vil hjælpe dig, og jeg tror faktisk også, de vil blive glade for, at du giver dem muligheden for at være der for dig. Det er i hvert fald vigtigt, at du får hjælp, for ellers hober tingene sig bare op indeni, og det kan ende med at gå rigtig galt.

Det lyder også rigtig svært at have en far, som har en depression. Jeg kan godt forstå, at det er rigtig meget at skulle rumme for dig. Det er ikke til at sige for mig, om du kan have en depression, men jeg kan i hvert fald fortælle dig, at tegnene på det ofte er, at man ikke føler, man kan overskue noget, alt bliver gråt og ligegyldigt - man kan ikke rigtig føle glæde, selv når der sker noget godt, og man kan ikke se meningen med tingene længere. Man synker ligesom ned i et hul, som føles umuligt at komme op af. Du kan prøve at gå til lægen, som kan foretage en test for at se, om du har en depression, men resultatet kan dog være noget tvivlsomt. Det kan også være svært at stille en eventuel diagnose, når du er så ung, men det er da en mulighed, du kan overveje. Igen ville det være en god idé - som med alt andet, du skriver - at tale med nogen om det.

Det lyder bestemt også ubehageligt, at der er så mange, som er efter dig i skolen, og ligefrem har lavet en hadeside om dig på nettet. Det er desværre svært at stoppe den slags, når det ligger online, men igen kan du prøve at sige det til en lærer eller lignende.

Og så til spiseforstyrrelsen:

Det, du beskriver, kunne godt lyde lidt som en forløber til anoreksi, men det kommer også meget an på, hvordan du tænker om mad. En spiseforstyrrelse er en psykisk sygdom, der begynder i hovedet. Tænker du meget over, hvad du spiser? Stiller du regler op for, hvornår og hvor meget du må eller ikke må spise? Føler du skyld over at spise noget, og prøver du at slippe udenom sociale ting, hvor fedende mad indgår - for eksempel en biograftur eller et besøg på McDonald's? Hvis dine tanker på denne måde kredser om mad, vægt og motion i rigtig meget af din tid, kan man begynde at tale om, at du muligvis er ved at få, eller har, en spiseforstyrrelse.

Jeg tænker på, hvor du har fået den tanke fra, at det er din skyld det hele? Jeg forstår, at det kan føles sådan, men det er helt sikkert, at det på ingen måde er din skyld det hele. Du skal ikke tage ansvar for andres handlinger, følelser eller tanker, og kan aldrig være skyld i, at andre for eksempel får en depression, eller du selv har det dårligt. Livet kaster tingene i hovedet på os, men det er ikke vores egen skyld, at vi nogle gange ikke kan magte det - det er en følelse. Og jeg kan love dig, at der er rigtig mange andre, der har det, som du har det.

Du skriver, at det ville være nemmere at begå selvmord. Det er en meget alvorlig alarmklokke, der fortæller dig, at noget er helt galt, når du har det sådan, men det betyder ikke, at det er rigtigt for dig, eller at du skal handle på det. Når vi føler, at livet bliver for meget og alt for trist eller uoverskueligt, er det normalt, at man kan få den tanke, at det ville være bedre ikke at være her. Men det er blot en tanke, og ikke sådan, det nødvendigvis er. Rigtig mange andre unge har eller har haft det, som du har det - faktisk har 40% af unge mellem 15-24 år prøvet at have selvmordstanker (2011). Jeg forstår godt din tankerække omkring livet med at fødes, vokse op, blive gift og dø, og at du tænker, at det ikke rigtig virker værd at blive her for. Og det er rigtigt, at sådan ser den traditionelle livsmodel ud i vores samfund - måske med et par børn også. Men heldigvis er det sådan, at du kan putte lige det ind i dit liv, som du ønsker dig. Du behøver ikke følge den samme vej som flertallet. Måske har du lyst til at rejse ud og se verden? Måske har du lyst til at hjælpe børn eller dyr i andre lande, skrive en roman, blive astronaut, cirkusartist, genforsker, eller tage en rejse ind i dig selv og dyrke meditation og krystaller? Jeg siger bare alle de her ting for at minde dig om, at verden er åben, og du kan tage det af den, du vil. Det kan være svært at gå og huske på i hverdagen, men måske du skulle skrive det ned, når du får nye idéer, eller hænge billeder op, som giver dig en god følelse af mod på livet? Det kan faktisk være et utroligt virkningsfuldt redskab.

Det er rigtig godt, at dine veninder forsøger at hjælpe dig, men med alle de ting, du går og tumler med lige nu, kan det være, at det udover dine forældre eller andre voksne, kunne hjælpe dig at tale med en psykolog eller lignende. En eller anden form for professionel, som kan hjælpe dig med at bearbejde de svære ting, og som kan få dig til at se vejen ud af mørket. Det, at du kan mærke på din veninde, at hun er ked af det, kan måske være, fordi hun går og bekymrer sig for dig, men ikke vil sige det, da hun ved, du har så meget at slås med for tiden. Det vil også tage et ansvar fra hende, hvis du får hjælp af nogen, som har forstand på de her tanker og problemstillinger.

Du har allerede taget det første skridt ved at skrive herind. Jeg håber, jeg har kunnet vende tingene lidt for dig, så du kan se på din situation med lidt andre øjne.

Jeg håber meget, at tingene løser sig for dig hen ad vejen. Jeg tror i hvert fald på, at du godt kan.

Kærlig hilsen

Lærke.

 

Rådgiver har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2017 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Insafe- & Daphne program