Cutter og andre problemer

brevkassespørgsmål

Cutter og andre problemer

brevkassespørgsmål af
Anonym
18 år
Oprettet 8 år 7 måneder siden

jeg skriver ikke for at i skal kunne skabe mirakler, jeg skriver for at sætte ord på det jeg føler, og håber at få trøstende ord med mig herfra. Jeg er lidt i tvivel om hvordan jeg skal starte dette, for vil ikke starte med at sige "jeg er cutter" for det er ikke min opfattelse af mig selv. Jeg er en pige på 18 år, vel og mærket snart 19 jeg bor stadigvæk hjemme hos mine forældre. Jeg ville ønske jeg kunne sige at mine forældre er skildt at den ene er alkoholiker eller andet der kan være til grund for jeg har det som jeg har det men sandheden er jeg er en helt almindelig ung pige med 3 søstre 2 forældre der begge elsker mig meget højt. Jeg går i skole på HF og bliver student til sommer. Men her knækker det fine for udad til er jeg den okay glade pige, som i nok høre mange beskrive det men under overfladen foregår der mere end jeg kan forstå. Jeg har det simpelthen så skidt, ikke heletiden men rigtig meget af tiden, når det er værst ligger jeg i min seng jeg græder ikke længere som jeg gjorde i starten jeg ligger bare og kigger ud på ingenting, og når jeg trækker vejret hader jeg det, jeg hader jeg trækker vejret og jeg hader mit hjerte slår. Jeg er ikke selvmordtruet for det ville jeg aldrig kunne få mig selv til. Men jeg forsøger at holde vejret og at stoppe mit hjerte det er ikke muligt det ved jeg men jeg ville ønske jeg kunne bare for en stund være væk. Sådan kan man selvfølgelig ikke have det uden man gør noget her kommer et andet problem ind, eller for mig at se en løsning jeg ville ønske jeg havde fundet tidligere. Jeg skære nemlig i mig selv, ikke dybe og blødende sår men rifter der sviger, hæver op og kan ses 2 - 7 dage efter. Og her opstår min største frustration HVORFOR? I starten var det fordi kravende til mig var for store f.eks. jeg blev bedt om at tage opvasken, rydde op på værelset eller følge med i timerne, når presset blev for stort skar jeg i mig selv fordi det lettede smerten. Efter 2. Gang jeg havde gjordt det skrev jeg til en veninde som selv gør det hun sagde jeg skulle sige det til min mor så morgenen efter viste jeg min arm til min mor. Det er den største fejl jeg har lavet i dette forløb, min mor tog det pænt og fik mig sendt til lægen som sagde jeg skulle snakke med en skolepsykolog og hjemme blev forventningerne sat ned. Men herefter mistede jeg mi grund til at skære og jeg savnede det. Nu dkære jeg ikke i mig selv længere foesi jeg er ked af det nu kan jeg finde på bare at gøre det, jeg er total smertepanisk men det er som om den smerte der kan jeg kontrolere og at merke smerten efter man har skåret sig bare at kunne fokusere på den svigen det er fantastisk og synet af "sårene" der hæver op jeg elsker det. Og det forvirre mig. Damtidig med alt dette for jeg det stadigvæk ikke bedre jeg er begyndt at lyve overfor min mor når hun finnder sakse eller andet og spørger hvad det har været brugt til hvor hvis hun ved det er forsi jeg har skåret i mig selv vil hun se min arm, og det ønsker jeg ikke både fordi jeg syntes det er lidt flovt men også fordi det gør hende ked af det. Nå men jeg har valgt at droppe psykologhjælpen nu, for jeg er ikke klar til at komme ud af det, jeg vil hjertens gerne være glad igen og have overskud til min hest, mit arbejde og skolen, men det kræver jeg skal arbejde med mig selv og det kan jeg ikke både forsi jeg ikke har overskus til det men også fordi jeg nu endelig har fundet en løsning der fungere og jeg vil ikke miste det med at skære i mig selv mister jeg det mister jeg en del af mig selv det er en del af det at være mig. tak fordi i gad læse det :) Hilsen den frustrerende pige.

Svar: 

Kære du.

Dit brev har gjort et stort indtryk på mig, både fordi jeg ser en pige der har det rigtig svært, men også fordi du lader til at have en virkelig stor indsigt i dig selv. Det er tydeligt, at du har tænkt rigtig meget over, hvorfor du har det så skidt og jeg synes det er nogle rigtig gode tanker du har gjort dig. Det er også tydeligt for mig, at du har gjort rigtig meget for at ændre på din situation, men at du nu står et sted, hvor du ikke længere ved hvad du skal stille op. Jeg kan godt forstå, at det må være rigtig svært efter at have kæmpet så meget for at ændre dine tanker om dig selv og dit liv og derfor synes jeg også, at det er rigtig godt at du har valgt at skrive her til. Du har ret i, at jeg desværre ikke kan skabe mirakler, men jeg vil meget gerne komme med mine tanker omkring det som du beskriver og give de råd, som jeg tror kan hjælpe dig videre.

Jeg vil starte med at sige, at man sagtens kan have det svært i livet, selvom man har en god familie. Det er der bestemt ikke noget underligt i og du har ligeså meget ret til at være ked af det og have det svært, som alle andre mennesker har. Vores tanker og følelser er desværre ikke altid noget, som vi selv kan bestemme over og nogle gange har man det bare rigtig skidt, uanset hvor meget man prøver at være glad. Heldigvis kan man få det bedre igen, men det er sjældent noget man kan ændre alene. Ofte er det nemlig sådan, at man ikke selv ved, hvorfor man er så ked af det og når man ikke ved det, er det også svært at ændre på det. Når jeg læser dit brev tænker jeg, at det også er sådan du har det. Sådan kan man ikke holde ud at have det hele tiden og derfor finder hjernen og kroppen en måde at overleve på. De problemer man oplever kan være så påtrængende og så uudholdelige, at man forsøger at overdøve dem, ved at skære i sig selv og jeg tænker, at det er det der sker for dig. Ved at gøre det kommer der en smerte, som man selv kan kontrollere - i modsætning til den indre smerte. Man bliver meget nemt afhængig af at skære i sig selv og derfor kan det virke helt umuligt at skulle opgive det. Ofte er det også en lang og sej kamp, men det kan lade sig gøre, at finde andre måder at håndtere den indre smerte.

Du skriver at du godt ved, at du må arbejde med dig selv, for at du igen kan blive glad, men at du ikke har overskud til det. Det er ofte sådan, at man slet ikke kan overskue at skulle forholde sig til sine egne tanker og følelser, når man har det så svært og netop derfor er det også rigtig vigtigt, at du snakker med nogle om det. Du fortjener ikke at gå rundt og have det så skidt og samtidig tror jeg også, at det vil være rigtig godt, hvis du kan ligge noget af ansvaret over på nogle andres skuldre. Selvfølgelig har vi selv en del af ansvaret for vores liv, men alle mennesker kommer i kriser, hvor vi ikke kan klare det alene. Jeg kan godt forstå, at det må være rigtig svært at skulle fortælle det til en anden og jeg tænker faktisk, at du måske i stedet kan vise dette brev til den person, som du vælger at fortælle det til. Jeg tænker, at det ville være rigtig godt at snakke med dine forældre om det. Selvom du synes det var en fejl sidst du gjorde det, så synes jeg at det var rigtig godt gået, at du snakkede med din mor om det. Måske har de haft svært ved at snakke om det fordi de er bange for at gøre dig ked af det, eller måske ved de ikke hvad de skulle sige, men hvis du lader dem læse dette brev tænker jeg, at de vil gøre alt for at støtte dig. Jeg tror, at de er klar til at være der for dig og hjælpe dig med at finde en god psykolog at snakke med, hvis du har mod på det. Mit vigtigste råd vil i hvert fald være, at du snakker med nogle om hvor skidt du har det, for uanset hvor stærk man er, er der ting i livet man hverken kan eller skal klare alene.

Hvis du synes det virker helt uoverskueligt at snakke med dine forældre om det, vil jeg anbefale dig at ringe til Livslinien. De har en telefonrådgivning som har åbent alle dage mellem 11-23. Telefonnummeret hertil er 70201201 og her kan du være helt anonym hvis du ønsker det. Derudover synes jeg at du skal overveje at prøve vores chat en dag. Her kan du snakke med og vende nogle af dine tanker og følelser med en anonym rådgiver. Du kan finde vores chatrådgivning HER.

Vh Katrine

Rådgiver har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2017 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Insafe- & Daphne program