bliver bange for mig selv

brevkassespørgsmål

bliver bange for mig selv

brevkassespørgsmål af
Anonym
17 år
Oprettet 6 år 3 måneder siden

Hej Cyberhus

Jeg er en pige på 17 år og har cuttede i ca. 1-2 år 

Da jeg var omkring 2-4 år blev jeg misbrugt af min far og senere som 10-12 årig af en af mine gamle kærester og så igen af en person på det skolehjem jeg boede på også igen senere hen af en af mine venner på skolehjemmet.

Jeg har stoppet min mor og hende kæreste nogle par gange i at slås hvor der skete følgende de forskellige slemme gange: 

- ende med at jeg begynde at tørre blod op efter dem, kæresten var gået og min mor tog op til hende gamle kæreste i stedet for at blive hos mig, også selvom jeg tiggede hende om at blive, men hun efterlod mig alene hjemme selv efter det der var sket. 

- min mor blev skubbet ind i trappen så jeg råbte at hendes kæreste

- startede med at jeg trøste min mor fordi hun har ked og nede med at jeg måtte sætte mig oven på hende og holde hende liggende på gulvet, mens vi snakke og så græd/råbte hun til mig at jeg aldrig vil få det bedre. 

Det er svært at været sammen med hende, for jeg har problemer og hun har problemer, som så gå ind over hinanden og skaber flere problemer imellem os og for hinanden. Der er self. sket meget mere men det er svært at huske, kun at min mor har været ude for præcis det samme, så er blevet bange for at få børn senere, hvis de også kommer ude for det samme som os  

Har aldrig tænkt over tingene der er sket, har bare ignorer det lige indtil i 8 klasse, hvor min mentale mur faldt efter mange år, hvor den har hjulpet mig med at ignorer alt der foregik, først der kom alle tankerne og følelserne fra fortiden op til overfladen 

har altid uanset om det var kærlighed for en dreng eller andet, gemt mine følelser inde, og nu efter så lang tid men gemte følelser er det blevet slemt, for kan ikke længer kontroller dem som før, nu kan jeg uden videre bryde helt sammen og begynde at græde over ingen ting, som kan var fra 1 min. til hvor lang tid det nu skal være og det kan mærkes lang tid efter, hvor jeg så bruger alt min energi på at holde mit humør på minimum resten af dagen, hvilket nogen gange er for svært, og ender med at bryde sammen igen, og jo flere gange det sker på en dag, jo tætter på at overvejer at gøre skade eller være på mig selv er jeg. 

Inden jeg bryder sammen, plejer det at starte med at jeg kan fornemme at mit humør lige pludseligt er faldet drastisk, hvor jeg prøver på at lade være med at tænke på noget og prøver at falde ned/slappe af, nogen gange hjælper det andre gange må jeg gå rundt en hel dag hvor selv den mindste ting kan få mig til at blive ked af det, eller få lyst til at dø. Jeg bruger stort set næste hver dag over halvdelen af min energi til ikke at flippe ud/græde/bryde sammen/gøre skade på mig selv. 

Jeg har gået til psykolog og det var kedeligt hun bliver ved med at påstå at jeg var en talentfuld ung pige. Jeg er nu nået der til hvor min verden har været gået helt under nogle gang, og ikke kan ignorer/klare ret meget mere, er nået der hvor selv den mindste ting kan gøre mig ked og vil begå selvmord, det kan godt være at jeg endnu ikke har gennemført det, kun halvt. 

har cuttet mig selv i lang tid og fatter ikke hvorfor folk vil stoppe, det er jo en dejlig følelse man får når man gør det, jeg er begyndt at få en stærkere følelse hvis jeg smører min hænder ind i blodet, mine venner/veninder er bekymret og siger jeg skal have hjælp men, men har fået så meget forskelligt hjælp, men intet har hjulpet endnu. 

Fornylig skar jeg så dybt at jeg ende med at jeg blev hentet af en ambulance og kørt på hospitalet, hvor jeg skulle syes. Har også taget overdosis af Panodil og Pamol mange gange, 5-7 gang hvor jeg har taget 10-20 piller på engang. 

Efter at have været blevet syet, tog jeg piller en uge efter, men nægtet at tag på hospitalet fordi jeg have været der inde kun en uge før, men det ende med at min onkel og min mosters veninde kom ud af det blå da jeg var på vej over til aftensmad på skolehjemmet, de bad mig pakke til noget tid, det gjorde jeg og fulde med, da vi havde kørt lidt fik jeg af vide at vi var på vej ind på den psykiatriske akutte modtagelse, hvor jeg fik konstateret at jeg har sociale problemer og ikke psykiske problemer, men de have sikker ikke ændret det hvis jeg have fortalt dem det hele og ikke bare det basiske. Blev indlagt i 3 dage, kun fordi jeg ikke have andre steder at bo, fordi ingen turde tag ansvar for mig, og alle var blevet enig om at det ikke ville være godt for mig hvis jeg kom hjem til min mor, da de 3 dage var gået have min mosters veninde tilbud at jeg alligevel kunne bo hos hende indtil min sagsbehandler havde fundet et sted til mig. 

Hvis jeg skar i mig selv eller tog piller imens jeg boede hos hende, ville jeg blive smidt hjem til min mor igen hvis jeg skulle være sammen med venner måtte de ikke forlade min side i et sekund. Nu er jeg så blevet anbragt i noget som hedder ...., hvor der bor 4 andre unge og der arbejder 6 voksende pædagoger, hvor vi til sommer bliver flyttet over til det nye børnehjem som er ved at blive bygget. Men kæmper stadig med mit humør, går nogen gange fra at være glad til at have psykisk ondt i mit hjerte, der er mange gange hvor jeg har overvejet at fortælle de voksende om mit meget svingende humør, men er bange for at jeg begynder at græde, og tør ikke at vise følelser, så begynder jeg at føle mig svag.

Der er self. Sket mere i mit liv, men det er ikke alt jeg kan huske, men alt det jeg har skrevet er noget jeg ubevist tænker på hver dag, det køre rundt i mit hoved uden jeg ved det, det fylder derfor alt for meget i mit liv, det er blevet en byrde at bære rundt på(Har jeg fået konstateret), at blive mindet om hver dag, at prøve at accepter det der er sket og komme videre, hvilket ikke sker, hver gang jeg tænker på mine minder fra før hen uanset om det er lang tid siden eller kort tid siden, gør det ondt at tænke på, det gør psykisk ondt i mit hjerte hver dag. 

Og så er der også lige min angst, den kommer ud af det blå, fx. Når jeg skulle banke på døren ind til soveværelset der hjemme, hvis de ikke hørte mig banke første gang, turde jeg ikke banke på, jeg kunne sagtens bruge en halv time på bare at stå og tag mod til mig, hvor det for det meste ende med at jeg gik grædende ind på mit værelse, fordi jeg følte mig svag fordi jeg ikke engang turde banke på en dør. 

Jeg lader folk koste rundt med mig og bestemme over mig fordi jeg ikke tør at sige noget til det/dem, og hvis jeg bliver spurgt om det er for meget eller om min mening, svare jeg altid standard for tør ikke sige min mening, hvis jeg får lov til at vælge noget tør jeg ikke for hvad hvis andre bliver irriteret på mig over mit valg, har så lavt selvværd at jeg har angst for at gøre mange ting, men gør det alligevel for at folk ikke skal finde ud af det, overskrider stort set mine grænser hver dag, og hver gang jeg gør det, går jeg mere ned.

Men fortiden er det ikke mit størst problem, ved ikke helt hvordan jeg skal beskrive det, men er bange for mig selv, hvis jeg bliver irriteret eller sur på nogen eller bare gennerralt, ved ikke om det er tanker eller om det er det jeg virkelig vil, får tanker om at gøre skade på andre, fx. ved at slå dem ihjel,stikke dem ned eller lemlæste dem, ligeså snart jeg for de tanker kæmper jeg med ikke rent faktisk at virkeliggøre dem, forstiller mig for det meste hvordan jeg skal gøre det, hvordan jeg skal skade dem, og bliver bange for mig selv, er mere bange for at jeg kommer til at skade andre, har det som om jeg er ved at blive sindsyg, mine tanker skræmmer mig fra hvid og sans, har prøvet noget lignenede før, men det har kun omkring mig, så mig selv, slå mig selv ihjel med de ting jeg kiggede på, fx min pc hvor jeg så mig selv smadre mit hovede med den, det var også skræmmende de to perioder jeg havde det.

Hilsen Maria

Svar: 

Kære Maria

Mange tak for dit modige og rørende brev. Der er sket mange ting i dit liv, du har oplevet meget mere end mange mennesker nogensinde kommer til og det er det du nu mærker indeni dig selv. Din fortid er fyldt med hårde oplevelser og de gør at du idag har det svært med dig selv og med andre. Det er meget naturligt og selvfølgeligt, for på mange måder har du aldrig lært at andre mennesker vil dig det godt. Og hvordan kan man så holde af sig selv eller andre?

Jeg vil gerne fortælle dig at jeg synes du er modig og sej. Det er nok svært for dig at forstå hvorfor jeg skulle tænke det, men du har skrevet et meget ærligt brev om dine tanker og oplevelser. Som du fortæller så er der mange der aldrig fortæller om det og bare holder det skjult for andre og måske også for sig selv. Man fortrænger det fordi det gør for ondt at tænke på. Du har til gengæld kunnet mærke at der er for meget indeni og du har tidligere og nu rakt hånden ud til andre. Når du har skrevet til brevkassen er det altså en måde at erkende for dig selv at det er for svært at være dig og det er et skridt mod at få det bedre. Det er flot og det er meget modigt. Det er svært at være ærlig og tage skridt mod at fortælle andre om det der sker indeni. Man kan nemlig både blive svigtet, som du før har prøvet og man kan lige pludselig mærke endnu tydligere alt det der gør ondt. Men det er samtidig ærligheden og samtalerne omkring dine oplevelser der er det der kan være med til at du får det bedre. 

Når man har så meget smerte, sorg og tristhed indeni, som jeg fornemmer at du har, så prøver man at finde en måde at leve sit liv på. Man søger efter mening og noget der gør at man kan overleve. Du fortæller at du er begyndt at skade dig selv og at det på en eller anden måde hjælper dig til at få det bedre. Jeg kan forestille mig at du lige efter du har skåret føler en lettelse og en glæde og det gør du fordi du mærker et kick. Men det er sådan med selvskade at det både er noget man bliver afhængig af og noget der med tiden skal være voldsommere og voldsommere for at virke. Det kan resultere i både varige skader eller at man kommer i risiko for at miste livet. Det bliver dermed mere et "plaster på såret" end en egentligt løsning på det der gør ondt.

Du er blevet svigtet af de mennesker der skulle passe på dig og elske dig, hvilket kan betyde at det er svært at tro på at andre mennesker vil dig det godt. Når man har oplevet det igennem det meste af ens liv, så er det meget naturligt at man begynder at have mistillid til andre mennesker. Det er altså ikke mærkeligt at du har tanker om at skade andre, men det er selvfølgelig vigtigt at du ikke kommer til at føre dem ud i livet en dag hvor du slet ikke kan klare mere. Dine tanker omkring at skade andre minder meget om de tanker du har om at skade dig selv. Det er en måde at kontrollere og få de svære tanker ud på.

Du er en pige der har båret på alt for meget i alt for lang tid og dine skuldre er ved at være helt slidte af at skulle bære så tung en bagage alene. Jeg ved at det er svært og den måske største udfordring du i dit liv skal i gang med. Men det er rigtig vigtigt at du søger noget hjælp og at du begynder at fortælle helt ærligt om det der sker i dit liv og i dine tanker. Du fortæller at du flere gange har holdt lidt tilbage med at fortælle hele sandheden til psykologen, på psykiatrisk og måske også til de pædagoger der er på den institution hvor du bor nu. Men du skal fortælle alt det du tænker på, helt ærligt, for ellers får du ikke den hjælp du skal have og har ret til at få. Det første du kan gøre er at finde 3 personer du kunne forestille dig at fortælle det til og det kan være alle, f.eks. en lærer, en pædagog, en venindes mor eller din læge. Det skal være en voksen du har tillid til og som vil handle på det du siger. Det er vigtigt at du fortæller det til den her voksne på et tidspunkt hvor der er tid til at du kan fortælle det hele. Det kan være svært at fortælle om det der gør allermest ondt og hvis det virker alt for uoverskueligt, så kan du overveje at skrive et brev eller blot vise det du har skrevet her til brevkassen. Jeg synes nemlig at det fortæller rigtig fint om dine oplevelser, tanker og følelser. 

Jeg ved ikke om du allerede kender til Landsforeningen mod spiseforstyrrelser og selvskade? Hvis ikke, så synes jeg at du skal prøve at kigge lidt på deres hjemmeside HER. Du kan både læse om andre piger og drenge med de samme slags tanker som dig og du kan få rådgivning, anonymt og ansigt til ansigt. 

Kære Maria, du er ikke alene og du har ret til snart at føle et lykkeligt og godt ungdomsliv, fri for smerte og sorg. Jeg håber du finder modet til at tage endnu et skridt mod at få det bedre.

Alt det bedste fra Marianne

Rådgiver har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2017 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Insafe- & Daphne program