Angst

brevkassespørgsmål

Angst

Jeg er en pige som har haft en masse op og nedture i mit liv. Jeg har haft en masse dårlige forhold til mænd efter jeg er blevet udnyttet gentagende gange, både af fyre på min egen alder men hovedsagligt ældre fyre. På daværende tidspunkt kunne jeg ikke se at der var noget galt i det og tænkte bare at det var sådan en pige jeg var. En man knaldede med og aldrig en man kunne få noget seriøst med. Udover jeg i min fritid havde sådan nogle forhold til mænd, så skete det også på mit tidligere gymnasie og på min tidligere arbejdsplads. Jeg har været udsat for bluefærdighedskrænkelse og dermed været i retten, som har gjort mig lidt mere bevidst om hvor min grænse er. Samtidig har jeg skiftet skole og opsagt mit arbejde da jeg begyndte at få omkring 2-4 panikangstanfald om dagen og derfor ikke kunne fungere på min arbejdsplads. Jeg er blevet henvist til en psykolog, men grundet at jeg ikke har råd til det aldrig gjort noget ved det. Det er sådan set blevet meget bedre i forhold til mine angstanfald, især efter jeg har fået mig en god kæreste

Han har gjort så meget for mig i forhold til alting. Han har ændret måden jeg ser mig selv på og lytter og forstår mig fuldt ud. Det har taget mig lang tid at åbne mig op for ham og der kommer selvfølgelig stadig tidspunkter hvor jeg lukker han ude, men han er det bedste nogen pige kunne ønske sig - for han smutter ingen vegne. Jeg er begyndt at have brug for ham hele tiden. Jeg føler ikke jeg kan fungere ordenligt uden ham, og vil helst have ham med til at alting jeg foretager mig dvs. hvis jeg f.eks. har en aftale hvor han ikke kan deltage jamen så aflyser jeg. Vi bor ikke sammen og mine forældre kender ikke til ham, da de er muslimer og derfor aldrig ville tillade mig at have en kæreste. Jeg har dog nogen rutiner med ham alligevel. Hver aften inden vi skal sove, taler han med mig indtil jeg falder i søvn, ellers ikke kan sove. Han kan selvfølgelig ikke være til rådighed altid og føler jeg stopper ham i at leve hans liv fordi han skal tænke på mig altid. Jeg siger ikke direkte til ham hvis han f.eks. har en ven sovende og derfor ikke kan snakke med mig, hvor ondt det gør. Jeg ved jo godt selv hvor latterligt det er. Men jeg kan virkelig bare græde mig selv i søvn hvis jeg ikke får snakket med ham til jeg sover. Jeg tror det er en eller anden form for separationsangst. Jeg ved virkelig ikke hvad jeg skal gøre for at lade vær med at blive så ked af det over sådan nogle småting. Jeg kan også bliver rigtig gal og mobset hvis han skal gå før mig når vi sammen eller hvis han skal i byen med sine venner. Jeg er så taknemmelig for at have ham og er bange for at jeg kommer til miste han fordi jeg er på den her måde. Jeg ved bare ikke hvordan jeg skal ændre mine tanker på..

Svar:

Hej med dig,

Hvor er det dejligt for dig, at du endelig har mødt en sød fyr, som virkelig behandler dig ordentligt og som du er så glad for, og som helt sikkert også er glad for dig. Det fortjener du!

Du skriver, at du igennem en længere periode har følt dig udnyttet af fyre og dårligt behandlet, og at du sidenhen er begyndt at opleve angstanfald. Du skriver også, at din kæreste hjælper dig rigtig meget igennem, og at han på en måde er blevet din støtte. Samtidig er du bange og nervøs for, om det kræver for meget af ham, altid at skulle være der for dig, og at du dermed mister ham.

Jeg tror først og fremmest, at noget af det vigtigste i et parforhold er, at der er en gensidighed. Med dette mener jeg, at så længe, at du også gør en masse godt for din kæreste, gør ham glad og han føler, at du også er der for ham, så er risikoen for at han engang får nok og smutter ikke helt så stor, som hvis han sidder med følelsen af, at det altid er ham som skal samle dig op. Derudover tænker jeg, at det også er rigtig vigtigt, at der foruden dine problemer, er en masse sjove stunder, gode oplevelser og kærlighed imellem jer, så alt ikke handler om din angst og hans hjælp. Jeg synes dette er to vigtige elementer at du medtænker, når du ser på jeres forhold, og bliver nervøs for, om han engang får nok.

Jeg synes det er rigtig vigtigt, at du finder noget hjælp ved en psykolog eller et andet sted. I et parforhold skal man selvfølgelig være der for hinanden og støtte hinanden, men jeg tror, at det i længden er for opslidende for forholdet, hvis den ene står med så stort et ansvar ift. den anden persons humør og hverdag. Det er vigtigt, at man også kan være foruden hinanden. Er der mulighed for at din familie kan betale eller give et tilskud til psykolog? Hvis ikke, er der forskellige muligheder, som jeg lige vil remse op. Nu ved jeg ikke hvor i landet du bor, men i nogle kommuner tilbydes der gratis psykologhjælp. Det ved din læge helt sikkert om der er, så hvis du ringer til din læge og fortæller, at du ikke har råd til psykolog på trods af lægeerklæring, kan lægen måske hjælpe dig videre.

Du kan også få 20 minutters gratis vejledning her: https://www.angstekspert.dk/gratis-angst-raadgivning/

Skulle du tilfældigvis bo i Århus Kommune er der 5 gratis psykologtimer her: http://www.aarhus.dk/gratispsykologhjaelptilunge

Hvis du går i skole, kan du prøve at kontakte din studievejleder. Disse kan ofte også hjælpe.

Jeg synes det er rigtig vigtigt, at du undersøger dine muligheder ift. psykologhjælp. Jeg tror, at dette vil give dig mere ro på ift. til din kæreste, da han dermed bliver "aflastet" lidt, og du ikke behøver spekulere så meget på, om det hele bliver for meget for ham. Derudover synes jeg det er vigtigt, at du taler med ham om hvordan han har det med, at skulle være der for dig på den måde, og om han føler det er hårdt. Du bliver nødt til at være klar til at modtage alle svar, for det bedste er, at han er ærlig. Måske han synes det er svært, fordi han måske kan føle skyld over at gøre dig ked af det indimellem, når han skal nogle andre ting, eller måske han bare nyder at kunne hjælpe dig. Jeg synes bare det er rigtig fint for jer begge, hvis I ved hvor hinanden står, og at han i lige så høj grad som dig kan aflaste på dig omkring hans følelser.

Til sidst vil jeg sige, at din måde at reagere på, er helt normal og også helt okay. Når man har det svært, og endelig møder én, som både kan gøre én gladere, men som også kan hjælpe én og støtte én, så er det helt naturligt, at man kommer til at føle sig ekstra afhængig. Det er rigtig dejligt, at du har fundet en god kæreste, og selvfølgelig skal han fortsætte med at være der for dig. Det lyder til, at du er helt med på, at du ikke altid kan få hans opmærksomhed, fordi han skal være sammen med sine venner, og dette er en rigtig vigtig erkendelse. Jeg tror derfor, det ville hjælp dig rigtig meget, hvis du havde en professionel at snakke med, så du igen kan føle dig lidt mere selvstændig :-).

Held og lykke med det hele!

Mange hilsner

Christina.