Kære du

Det lyder til, at du går igennem en rigtig svær tid og at du går rundt med nogle svære tanker. Det lyder også til at det er nogle følelser, som du har gået rundt med meget længe og som derfor har vokset sig større og større i dig. Derfor synes jeg også at det er rigtig godt, at du har valgt at skrive her til og jeg vil meget gerne forsøge at hjælpe dig ved, at komme med et par råd til dig.

Jeg tænker, at du måske har båret rundt med alle de svære tanker og følelser så længe, at det har udviklet sig til at fylde så meget i dit liv, at du ikke længere føler, at du kan klare det. Lige nu er det svært at finde den støtte og den hjælp du gerne vil have og som du fortjener, og derfor cutter du for at flytte den smerte et andet sted hen. Jeg tror det er en måde at reagere på, fordi du har det svært og ikke får støtte og det er desværre ikke bare lige sådan, at stoppe med det. Det at skade sig selv er en sygdom og det er ikke altid noget man selv kan ændre på. Når jeg læser dit brev tænker jeg, at du er rigtig træt af at have det sådan, men alligevel kan du ikke stoppe. Det kan virke underligt, men vi mennesker fungerer sådan, at vi finder på alle mulige mærkelige måder at "overleve" på, når livet bliver rigtig svært. Du har fundet en måde og lige nu er det ved at cutte. Måske har du det sådan, at det nærmest kan lindre de svære tanker når du skærer i dig selv og derfor er det også noget man meget nemt bliver afhængig af, fordi det kan give følelsen af, at hjælpe lige nu og her. Derfor kan det også være svært at gennemskue, hvordan man skal holde op med det, for hvordan pokker skal man så klare de svære tanker, der bliver ved at dukke op? Det handler tit om både at prøve at finde ud af, om der er noget andet man kan gøre, når tankerne presser på - men også om at finde ud af, hvorfor man bliver så ked af det, at man får lyst til at skade sig selv. Det er dog ikke noget du kan klare selv og hvis man ikke får hjælp, kan man til sidst ikke se nogle muligheder og så er det ideen om selvmord dukker op.

Når jeg læser dit brev tænker jeg faktisk, at det lyder som om du har gjort meget for at få hjælp. Jeg  synes det er rigtig stærkt gået, at du har valgt at forsøge at gå til psykolog, selvom du føler dine forældre har svigtet dig og overladt ansvaret til dig selv. Det er ikke alle der kunne gøre det og derfor er det også utrolig ærgerligt at du møder en psykolog, som du ikke føler hjælper dig og respekterer dine følelser.

Jeg synes ikke det er okay, at dine forældre ikke støtter dig og prøver at hjælpe dig igennem de her ting. Du fortjener en masse støtte og kærlighed og selvfølgelig har man brug for at ens forældre er der, når man har det rigtig svært. Jeg tænker, at dine forældre måske ikke ved hvor slemt du egentlig har det? Hvis du har mod på det, kunne du forsøge at vise dem dette brev, som du har skrevet her ind med og det svar, som jeg har givet dig. Det kan også være at de ikke ved, hvordan de kan hjælpe dig og er bange for, at gøre noget forkert. Her vil det også være en hjælp, hvis du viser dem brevet og i bagefter får snakket det godt igennem. Noget af det vigtigste er at i får snakket sammen og at du får vist dem, at du virkelig har brug for, at de støtter dig. Nu ved jeg ikke så meget om dit forhold til dine forældre, men jeg ved at det desværre ofte er sådan, at man nemt bliver uvenner med dem man elsker aller mest, når det er aller sværest. 

Jeg tænker også at det er vigtigt, at du får snakket med en psykolog igen. Jeg kan godt forstå, hvis du ikke har lyst til at snakke med din gamle psykolog. Det er vigtigt at sige, at de fleste psykologer meget gerne vil hjælpe og lytte og også vil tage dine problemer meget seriøst. Du fortjener at snakke med en der tager dig seriøst og derfor tænker jeg, at du kan tage op til din læge og snakke med ham/hende om det. Her kan du få hjælp til at komme i kontakt med en god og dygtig psykolog. Hvis du har svært ved, at fortælle om dine tanker og følelser til din læge og psykolog er det helt iorden, at du vælger at vise dette brev som en start. Her beskriver du nemlig virkelig fint at du har det rigtig svært og virkelig har brug for, at der er en der lytter og hjælper dig. 

Det aller vigtigste er at du får snakket med nogle voksne om, hvordan du har det, men der er også ting du selv kan gøre. Jeg tænker, at det måske kan være en god idé, at du prøver at skrive dine tanker og følelser ned, når du får lysten til at gøre skade på dig selv eller når tankerne om selvmord dukker op. Det er normalt, at det kan være rigtig svært at sætte ord på de følelser man har, men bare det at få skrevet et eller andet ned, kan give en større ro og måske endda også en forståelse af, hvad du føler, når du får tankerne og lysten til at cutte eller til at begå selvmord.

Til sidst vil jeg anbefale dig at kigge forbi livslinien.dk. De har bla. en telefonlinje, hvor der sidder voksne der ved en hel masse om det at have det så svært, at man overvejer selvmord. Her kan du være helt anonym og alle dem der sidder ved telefonerne brænder for at hjælpe og lytte.

Husk på, at du fortjener støtte og kærlighed. Det er rigtig hårdt at have det som du beskriver, men det kan blive bedre og det vigtigste er, at du kæmper for at få det liv, som du fortjener.

Venlig hilsen Katrine