Ikke sikker på om jeg ønsker hjælp

brevkassespørgsmål

Ikke sikker på om jeg ønsker hjælp

brevkassespørgsmål af
Kat
17 år
Oprettet 3 år 2 uger siden

Hej. Jeg er en pige på 17, snart 18 år. Jeg har haft det svært siden jeg var helt lille. Da jeg gik i børnehave tog mine forældre mig med til lægen, men lægen sagde at jeg bare var hysterisk. Jeg blev mobbet gemmen hele min folkeskoletid. En af pigerne skrev til mig hun ønskede jeg var død (dagen hvor jeg havde været til min oldemors begravelse). Drengene overskred mine grænser ved at tage mig på låret og brysterne, samtidig med at de kritiserede mine små bryster og flade røv. Jeg er heldigvis ikke så usikker på min krop længere, men jeg bliver stadigvæk ked af at tænke på det. Jeg har aldrig haft et tæt forhold til mine forældre og stoler ikke rigtigt på dem. Da jeg kom grædende hjem, fordi pigerne fra min klasse havde råbt taber efter mig, spurgte de mig om jeg ikke synes at jeg overreagerede.

Det har jeg hørt rigtig mange gange, at jeg overreagerer. Jeg har svært ved at kontrollere mine følelser. Min far kan blive ret hidsig, hvilket har resulteret i at hver gang nogen råber, hæver stemmen eller holder øjenkontakt med mig i for lang tid, presser tårene sig på. Jeg føler at jeg skal beskytte min mor, for han kritiserer hende ret tit og jeg ved at hun er stresset i forvejen, både med hendes vægt, hendes måde at diskutere på og alt muligt andet. Men når jeg prøver at hjælpe, bliver han sur på mig istedet for. Han er selv blevet bevist om at de ting han siger nogle gange gør mig ked af det og han underskylder også, men jeg føler lidt at det er for lille en indsats og lidt for sent. Det hele er et stort rod.

Jeg har haft selvmordstanker siden jeg var 11 og har både snakket med sundhedsplejersken på min gamle skole, lægen, en voksen på ungdomsklubben og sidste år min studievejleder. Det hjælper aldrig rigtig noget og jeg føler at det er nederlag på nederlag. Jeg har fået nogle nye veninder i gymnasiet, men har fået en dårlig periode og er begyndt at skubbe dem væk. Jeg fortalte dem, at jeg havde det svært en efter en og den ene sagde det var min egen skyld for at melde mig ud af fællesskabet, den anden reagerede slet ikke, hvilket fik mig til at holde mig væk fra dem i skolen. Den tredje prøvede heldigvis at hjælpe mig. Hun skrev jeg skulle søge professionel hjælp, men jeg har ikke lyst til at snakke om det længere og jeg stoler virkelig ikke på de voksne. Jeg vil ikke have mine forældre skal forholde sig til det, hvis der er et eller andet galt med mig, for de klarer det dårligt nok i forvejen. Jeg er heller ikke sikker på om jeg selv vil vide om der er noget galt med mig. Jeg vil ikke have at folk ser på mig som svag. Jeg ved jo der er noget galt og at jeg burde få hjælp. Jeg så en film hvor en elefant blev banket og jeg blev så bange at jeg frøs og kunne ikke bevæge mig. Jeg lå bare i en time og græd og stirrede ud i luften. Jeg får også panikanfald og har angst. Jeg fik lavet en aftale med min tredje veninde om at jeg ville prøve at få det bedre ved at lære at stole på folk og hun ville give mig tid og plads. Ved ikke rigtigt hvordan jeg skal håndtere det hele, for vil jo ikke miste mine veninder og bruger en masse energi på at lade som om jeg er ok og jeg har svært ved at koncentrere mig i timerne, men føler mig heller ikke tryg ved at snakke med folk om det og søge hjælp.

Svar: 

Kære Kat.

Jeg vil bare gerne starte med at sige, at jeg er ked af at høre, at der er ting, som går dig på og gør dig ked af det. Med det du beskriver kan jeg i hvert fald godt forstå, hvis du føler, at der er meget at skulle håndtere og forholde sig til. Derfor er jeg selvfølgelig også ked af at høre, at dit forhold til dine forældre ikke er særlig godt, og at du derfor ikke har lyst til at gå til dem for at få hjælp. Men det er dog alligevel dejligt at høre, at du har snakket med nogen om dine problemer før nu. Det kan være rigtig svært at snakke med andre, om det der gør os kede af, så derfor synes jeg, at det er virkelig stærkt gået, at du har formået at række hånden ud til både sundhedsplejerske, læge, andre voksne og dine veninder. Det er super godt gjort, det er det virkelig. 

For mig lyder det til, at du går og bærer på nogle oplevelser, som stadig sidder i dig, og som du ikke har fået mulighed for at få bearbejde ordentligt, og derfor vil jeg nok give dig ret i at det kunne være en rigtig god idé at få noget hjælp til det og af en som virkelig vil lytte til dig og dine behov. Jeg forstår virkelig godt, at du kan have dine bekymringer om det, da det ikke lader til at have haft den ønskede effekt når du tidligere har søgt hjælp. Du skriver at det føles som nederlag på nederlag, og det forstår jeg godt, for det er ikke altid nemt at få det bedre, når vi har det skidt. Der vil være bump og nedture på vejen, og det kan føles som en uendelig lang proces, men der er håb, og du kan få det bedre. Så selvom at jeg virkelig godt forstår, at du er frustreret og træt, så ser jeg det sådan, at vi altid vokser af de erfaringer, vi gør os, og derfor tænker jeg om vi kan forsøge at vende det om og sige at i stedet for at have oplevet nederlag på nederlag, så har du gang på gang måske gjort dig nogle erfaringer, om hvad der fungerer og ikke fungerer for dig i forhold til at få snakket om tingene. Og så tænker jeg, at disse erfaringer måske kan hjælpe dig med at finde én, der passer til dig og kan hjælpe dig med at få det bedre? Vigtigst af alt så tænker jeg også bare, at ordet nederlag på en måde får det til at lyde som om, at "slaget" er tabt, men du er lige her og du skriver her i brevkassen. Du kæmper videre, og det er bare fantastisk flot og stærk gået.

Når du fortæller om hvem, du tidligere har henvendt dig til, så tænker jeg umiddelbart, at en psykolog måske kunne været et godt bud på en, der ville kunne hjælpe dig, hvis det er noget du har mod på. For mange kan det lyde enormt voldsomt at skulle til psykolog, men det er virkelig meget normalt og mange ser mest af alt en psykolog som en person, man kan snakke med om alt det, man føler og tænker, uden at personen på forhånd har gjort sig en idé om, hvem man er. Dette kan for mange gøre det nemmere at fortælle selv det, der er sværest, og for at gøre det helt klart, så betyder det ikke, at man er hverken skør eller tosset, hvis man går til psykolog. Ligesom man går til almindelig læge, når man for eksempel har ondt i benet, så går man til psykolog, når man har ondt i hjerte, sind eller sjæl. 

Det er selvfølgelig helt op til dig, om det er noget du kunne have lyst til at prøve. Jeg forstår det som sagt godt hvis du er nervøs, for det er langt de fleste. Jeg tror dog virkelig, at det ville kunne gavne dig, og derfor vil jeg lige give dig et par råd til hvordan du kan gribe det an, hvis det er noget du kunne have mod på. Der er nemlig en række muligheder.

En mulighed er at tage til lægen igen, og se om du kan få en henvisning til en psykolog. En henvisning kan betyde at du kan få hjælp af en psykolog der er dækket af den offentlige sygeforsikring (dette kaldes også en psykolog med ydernummer), og dette vil mindske prisen. Der kan dog ofte være lidt længere ventetid, og derfor er en anden mulighed, at man selv kan finde en privat psykolog og få tid. Her er det typisk også mulighed for at skrive til nogle forskellige psykologer og forklare hvad man oplever, og på den måde kan de også tit svare på om de er den rette til at hjælpe dig. Private psykologer koster typisk mere end dem med ydernummer, men de er nogle gange dækket af forsikringer, og ellers kan der være mulighed for støtte gennem Sygeforsikring Danmark, alt efter hvilken gruppe man tilhører. Et sidste forslag er at nogle kommuner er begyndt at køre med et tilbud hvor man kan komme til psykologsamtale et par gange uden at det koster noget, og dette kan også være værd at undersøge ved at ringe til kommunen og spørge. I forhold til at søge både læge og psykolog hjælp, så kan det være at de henvender sig til dine forældre og fortæller det, da du stadig er under 18 lidt endnu og dine forældre derfor har forældremyndigheden over dig  og altså har de et ansvar for at du har det godt. Der er der også situationer hvor de ikke gør det, for eksempel hvis de vurderer at det kan skade forholdet mellem dig og dine forældre, så det kan være en idé at vende det med både læge og psykolog hvis du har nogle bekymringer om dette. 

Hvis det ikke føles som det rigtige for dig lige nu, så har du dog også nogle andre muligheder, som måske kunne være noget. Det første er at nogle kommuner er begyndt med at tiltag, hvor de tilbyder samtaleforløb til unge med en socialrådgiver eller en pædagog. Jeg kan ikke sige, om det også er noget din kommune tilbyder, men jeg tænker, at det kunne være et kig værd, så hvis du googler "Åben Anonym Rådgivning" og navnet på din kommune, bør du kunne finde kontakt oplysninger på rådgivningen. Til en start kan man måske i hvert fald prøve med at henvende sig anonymt, og se hvilke muligheder kommunen har for at tilbyde dig noget hjælp. En anden mulighed er også, at se om din kommune måske er repræsenteret hos Cyberhus' forskellige kommunechats, hvilket du kan se her.

Jeg er klar over, at det er et meget langt svar, jeg har fået skrevet til dig, men tag dig den tid, du trænger til at læse det igennem og mærke efter, og så håber jeg, at mine ord kan hjælpe dig lidt på vej. Ellers er du meget velkommen til at skrive her i brevkassen igen eller komme forbi vores anonyme chat, som har åbent mandag og onsdag 14-17 og tirsdag og torsdag 18-21. 

Mange positive tanker fra Amanda

Amandas billede
Amanda fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2017 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Insafe- & Daphne program