Jeg gik engang at vide at den bedste terapi, er at skrive sine følelser og historier ned. Det gør jeg så nu. Lige siden jeg var helt lille, har jeg hadet mig selv. Jeg kan stadig huske hvordan jeg som 9årig så mig selv i spejlet, og tænkte at jeg var fed. Ulækker. At jeg skulle gå på slankekur, så jeg kunne tabe mig og bliver smuk. Jeg kan huske hvordan jeg prøvede at lade være med at spise slik og drikke sodavand, og hvordan jeg fik skyldfølelse når jeg fejlede. Jeg har en søster. For nemheds skyld kalder jeg hende for S. i denne historie. S. og jeg er utroligt tætte aldersmæssigt. Hun er kun lidt over et år ældre end mig. Det kaldes for pseudotvillinger. Jeg læste engang at pseudotvillinger enten bliver de bedste venner, eller de værste fjender. Jeg vil sige at vi falder ind i den sidste kategori. Selvom jeg ikke ved om S. har det på samme måde. Jeg har altid følt at jeg stod i skyggen af S. Hun var altid så klog, så smuk, og så god. Hun fik gode karakterer i skolen, og der var ikke det fag hun ikke mestrede. For mig var hun prototypen på den perfekte pige. Hun var alt det jeg ikke var, og alt det jeg gerne ville være. S. fortalte mig tit hvor dum og grim og fed jeg var. Helt fra vi var små. Hun sagde tit at jeg havde ødelagt hendes liv, og at jeg aldrig ville blive ligeså god som hun var. Jeg husker en episode som 12årig. Jeg var buttet som barn hvilket ikke ligefrem hjalp på selvtilliden. Om sommeren tog vi vores badebassin frem, og følte det med vand så vi kunne køle ned på de varme dage. S., jeg og min lillesøster tog vores bikinier på. S. begyndte at kalde mig for fed, og sagde jeg min mave lignede de små afrikanske børns oppustede maver. Min lillesøster grinte bare, og vidste ikke hvad hun skulle sige. S. blev ved, indtil jeg fik nok og gik tilbage ind på mit værelse hvor jeg græd. Der var også en anden episode, hvor vi om aftenen gik en tur i sommervarmen. S. begyndte at sige at jeg lignede lort, hvor hun til gengæld ’så brandgodt ud.’ Hun kaldte mig også for svin. Jeg sagde ikke noget, og prøvede at ignorere hendes bemærkninger. Jeg vil egentlig bare fortælle lidt om mit liv - det har jeg virkelig brug for. Hej, jeg en pige på snart 15 (her til august). Jeg bor på opholdssted og vil fortælle, hvordan det skete. Min mor blev tvangsfjernet som 7-årig. Hun var virkelig det dårlige selskab, da hun var ung. Hun mødte min far, som var rocker. Min far var verdens bedste far!!! Tro ikke andet!!! De fik min søster, da min mor var 20 og mig 2 år efter. Jeg led af mareridt, da jeg var lille. Min far var ind og ud af fængslet, og af og til så min søster og jeg mine forældre slås. Politiet kom også nogle gange. Da jeg var ca. 3 år, kom min søster og jeg i aflastningsfamilie hos nogle virkelig rare mennesker. Lidt før jeg fyldte 5, døde min far i en skudulykke ); Det var verdens dårligste ting, der kunne ske i vores liv. (Jeg kan huske, da han lå i kapellet - glemmer det aldrig. Han var skudt i hovedet, og der var dækket med ståltråd). Jeg startede i skole som 6-årig og var fra starten "det dårlige selskab". Mig og to af mine veninder pjækkede altid, og alligevel var der ingen, der kunne se signalerne på, at jeg ikke havde det godt?! Men efter min fars død begyndte min mor at slå mig, rive mig i håret, kalde mig syge ting osv. Men selv da jeg kom i aflastningsfamilie og sagde, at jeg var blevet slået, gjorde hun INGENTING?! Min søster holdt senere op med at komme der. (Kan huske i 6. klasse, da vi skulle til Bornholm, at ALLE de andre havde mere end 250 med, og min mor havde kun 100 til mig, så jeg kunne ikke købe noget - min souvenir var det fine si-sand). Min mor slog mig, til jeg var 12 år. Jeg kan bare huske, hvor ondt det gjorde inden i og ikke på kroppen sådan rigtigt. Jeg begyndte så at skære i mig selv og få spiseforstyrrelse. Spiste ingenting. Min mor så en dag mine sår, og HUN TROEDE, DET VAR FORDI JEG VILLE HAVE MIT FUCKING TV TILBAGE!!! Men jeg holdt så op (i noget tid). Så for et par år siden blev vi så meget uvenner, at jeg rystede på kroppen af skræk. Jeg ringede til min aflastningsfamilie, og hun kom og hentede mig. Der boede jeg så i nogle måneder som fungerende plejebarn. Men de valgte at smide mig ud og få to andre piger som faste plejebørn. Jeg kom så over til hendes bror, og hun lovede, at jeg ville være ligesom deres egne børn der. Men jeg begyndte at drikke og fik en virkelig slem spiseforstyrrelse. Jeg begyndte at skære i mig igen og skar engang 82 gange ved mine blodårer engang (jeg skærer mig stadig). Men det gik ikke, og de troede aldrig på mig. Så jeg flyttede et halvt år efter til mit nuværende opholdssted. Der sluttede min spiseforstyrrelse, og jeg tog otte kilo på. (Skal lige sige, at på under et halvt år havde jeg gået på tre forskellige skoler). På den første uge kom jeg på kontoret tre gange (hehe) og var allerede "den, de andre ikke gad lege med". Efter ferien går jeg i [en af de øverste klasser i folkeskolen] og har fået lavet piercinger alle steder og er meget min egen. Jeg skider på reglerne, hvis de ikke passer mig. HVORFOR SAGDE MIN PLEJEFAMILIE IKKE NOGET TIL KOMMUNEN? SÅ HAVDE JEG VÆRET EN NORMAL PIGE! ER SÅ FUCKING TRÆT AF MIT LIV, AT JEG OVERVEJER BARE AT SKRIDE OG NOGLE GANGE SELVMORD ... Er SÅ langt ude i hovedet, at det er for sent. Har været så meget igennem, at det burde have gjort mig sindssyg (fejler intet psykisk, altså andet end depressionen). Det var bare dejligt at have afreageret lidt ... Tusind tak for, at siden eksisterer.