Hej med dig

Det er tydeligt at fornemme i dit brev, at du er virkelig påvirket af din situation - hvilket er meget meget forståeligt. Det er bestemt ikke en særlig rar situation at være i, at man ikke kan holde op med at cutte. Samtidig lyder det til, at du er ret alene nu, hvor din ven har såret dig. Og det er meget forståeligt, at det ikke føles rart. 

Ofte er det sådan, at lysten til at skade sig selv kommer, fordi der er noget indeni, som gør ondt. Og som man ikke har lyst til at tænke på. Måske har du det også sådan? Du skal vide, at du ikke er den eneste, som har det sådan, hvis det er. Cutting kan være en måde at "glemme" det indeni - i et stykke tid. Nogle kan have det sådan, at man bliver ”afhængig” af at gøre det. Så det er forståeligt, at det kan være svært at bryde ud af. MEN det kan lade sig gøre. Det skal du vide. Og det at du skriver herind fortæller mig, at du godt ved, at det ikke er en god løsning at gøre skade på sig selv. Det, som virkelig kan hjælpe er at få snakket om det, som gør, at man ender med at cutte. Det, som sidder og gnaver indeni. 

Jeg vil anbefale dig at finde din modige side frem og fortælle det hele til dine forældre. Både fordi, de kan være en støtte for dig. Og også fordi, at i din alder skal du have dem med inde over det, hvis du skal have en aftale hos en professionel behandler - hvilket jeg virkelig vil råde dig til. Én, som kan hjælpe dig godt igennem det hele. Og som kun sidder der for at lytte til dig og give dig lige præcis de råd, som du så gerne vil have. Men hvordan får du sagt det? Det kan gøres på mange mange måder; nogen sender en sms, nogen skriver et brev, nogen siger det imens man laver noget - f.eks. en gåtur eller under aftensmaden, nogen siger det imens man sidder ned omkring et bord. Du kan mærke efter nede i maven, hvad du har det bedst med. Husk at det er dig, der bestemmer - det er ok at sige, at du ikke har lyst til at snakke mere om det. At du kun lige vil sige noget til dem, og så går du op på dit værelse. I kan altid fortsætte snakken en anden dag. Men så er det største skridt taget. 

Jeg vil lige give dig nogle links til steder, hvor du kan ringe/skrive/maile/sms'e osv: Børnetelefonen 116 111, Ung på linje 70 12 10 00, Foreningen mod spiseforstyrrelser og selvskade eller psykiatrifondens telefonrådgivning: 39 25 25 25, hvis du har dage, hvor du har det rigtig skidt. Eller bare har brug for at snakke med nogen. Hvis du kan, så kan du prøve at se, om du kan få ringet/skrevet inden du cutter - og på den måde måske få snakket dig fra det. Måske har du mod på at gå til dine forældre, når trangen melder sig - og sige det til dem. Så kan de hjælpe dig med at prøve at lade være. Det kan hjælpe at sætte ord på - og bare det at være sammen med nogle andre kan være med til at dæmpe trangen. 

Jeg sender dig en masse tanker herfra og håber, at du kommer godt igennem det hele. Det fortjener du. 

Mai