Kære fortvivlede,

Tak for dit brev! Det er sejt af dig, at du skriver her.

Du skriver, at du for nylig har skiftet skole, så du nu går i skole med din barndomsveninde, som du ikke har set i to år. Du skriver, at I hurtigt er blevet bedste venner igen, og at I næsten altid er sammen. Det lyder til, at du er rigtig glad for, at I har fundet hinanden igen og at I tilbringer meget tid sammen.

Du skriver, at du er biseksuel, men at det ikke er noget du "går op i", så derfor har du kun sagt det til dine to bedste venner. Ud fra hvad du skriver lyder det ikke til, at du har sagt det til dine forældre, fordi de er "meget strenge". Det er fedt at høre, at du er afklaret med dig selv og din seksualitet, men ud fra hvad du skriver lyder det til, at det stadig er en hemmelighed, og at du ikke er sprunget ud endnu. Jeg kan derfor ikke lade være med at tænke på, hvad det er, der holder dig tilbage. Er det fordi du er bange for, at andre ikke vil acceptere og respektere dig for den du er? Eller er det fordi du er bange for, at andre vil synes du er mærkelig? Eller er det fordi du ikke er klar endnu? Eller er der en helt fjerde grund? Uanset hvad grunden er, kan jeg forsikre dig om, at du ikke er den eneste, der har haft den slags bekymringer. En stor del af ungdomsårene bruger vi på bekymre os om, hvorvidt de andre kan lide os og om vi passer ind i gruppen. Føler man, at man stikker lidt uden for, kan det være meget nærliggende, at forsøge på at skjule det og holde det for sig selv. Og det er også helt fair. For man skal kun lukke andre ind i ens liv i det omfang man er tryg ved det og har lyst til det. Men derfor vil jeg nu alligevel sige, at ens seksualitet ikke er noget at skamme sig over. Det er ligeså naturligt at være biseksuel som det er, at være homo- eller heteroseksuel. Det handler udelukkende om, at man hviler i den man er, og tør lytte til sine følelser.

Du skriver, at du er blevet forelsket i din barndomsveninde, men at du ikke ved hvad du skal gøre. Du overvejer, om du skal sige det til hende og spørge om I skal være kærester uofficielt. Det at du skriver, at I skal være kærester uofficielt får mig igen til at tænke, at du måske ikke helt hviler i hvem du er endnu. Igen er det helt fair og fuldt forståeligt, for det tager tid at lære sig selv at kende og at blive fortrolig med den man er. Men her er det vigtigt for mig at understrege, at selvom du ikke nødvendigvis passer ned i de "normale" og meget snævre kasser, som vores samfund nu engang er inddelt i, hvor man er enten dreng eller pige, og enten kan lide drenge eller piger, så er det ikke noget at skamme sig over, eller noget du behøver at gå at putte med. Det, at du allerede nu ved, at du er biseksuel er mega sejt, og siger virkelig noget om hvor moden og velreflekteret du er, så det synes jeg bestemt ikke der er nogen grund til at gemme væk for resten af verden.

Men tilbage til din forelskelse i din barndomsveninde. Som en anden mulighed overvejer du, om du bare skal lade være med at sige noget til din veninde overhovedet. Jeg kan godt forstå, at du ænker, at det bedste du kan gøre er ikke at sige noget, for så er der ikke nogen risiko for at blive afvist. Problemet er bare, at hvis du ikke siger noget, finder du aldrig ud af, om dine følelser er gengældte. Så jeg kan sagtens forstå, at du synes det er svært at finde ud af, hvad du skal gøre. Hvis du siger det til hende, og spørger om I skal være kærester, er der en chance for, at hun har det på samme måde, hvilket jo vil være rigtig dejligt. Men der er også en risiko for, at hun ikke har det på samme måde, og at hun siger nej og afviser dig. Men hvis du lader være med at sige noget, vil du gå med dine følelser i hemmelighed, og aldrig finde ud af, om de kunne ske at være gengældte.

Forelskelse er på den måde både en virkelig dejlig og en virkelig nederen ting. Det kan være jordens dejligste følelse at være forelsket, især hvis følelsen er gengældt. Men det kan også være jordens mest nederen følelse, hvis man er forelsket i en man ikke kan få (fx en der har en kæreste) eller følelserne ikke er gengældte. Så hvad skal du gøre?

Du skriver, at din veninde også er biseksuel, så det lyder til, at din tvivl om hvad du skal gøre, ikke bunder i en frygt for at blive afvist for den du er, med den seksualitet du har, men snarere er et udtryk for, at du er tvivl om, hvorvidt dine følelser er gengældte. Det lyder til, at forelskelsen fylder meget hos dig, og jeg tænker derfor, at det kan være godt for dig, at få noget afklaring. Mit råd til dig er derfor: fortæl din veninde hvordan du har det, og spørg hende om hun har det på samme måde. Det er den eneste måde, du kan få svar på, om dine følelser er gengældte.

Jeg håber du kan bruge svaret og ønsker dig al mulig held og lykke!

De bedste hilsner,

Stine